Da Maria blev udskrevet efter en tre uger lang indlæggelse på psykiatrisk afdeling, havde hun fået to ting med sig. Diagnosen depression og en pose med piller, som skulle få depressionen til at forsvinde.
I starten var hun frygtelig bange for at komme til at glemme en pille.
»Jeg følte, at det var det, der skulle til for at overleve. Jeg havde en stor frygt for at få det lige så dårligt igen,« fortæller hun.
Så hun tog pillerne, som lægen havde foreskrevet.
Men efterhånden som hun fik det bedre, begyndte hun at tage mindre og mindre medicin. Hun handlede efter sin egen mavefornemmelse og involverede hverken sin praktiserende læge eller sin familie.
Og det er hun langt fra ene om. Et nyt dansk forskningsprojekt, som netop er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Social Science and Medicine viser, at halvdelen af de patienter, som får antidepressiv medicin, på et tidspunkt vil begynde selv at eksperimentere med medicinen.
Enten ved:
- at tage mindre af den,
- at tage den på nogle andre tidspunkter, end lægen har foreskrevet, eller ved
- på egen hånd at trappe helt ud af medicinen.
Fra restitution til frustration
Forskningsprojektet har fulgt 16 personer med depression et år efter udskrivelse fra et psykiatrisk afsnit i Region Syddanmark for at undersøge udviklingen i deres syn på det at tage antidepressiv medicin. Alle patienterne blev fulgt af egen læge efter udskrivelsen.
Interviewene viste, at den deprimerede typisk gennemgår to faser i løbet af det første år.
Til at starte med befinder alle sig i en form for restitutionsfase, hvor de har en tro på, at medicinen vil hjælpe og hvor de har en stor frygt for at blive syg igen. I den fase tages medicinen, som lægen har foreskrevet.
Men efterhånden som tiden går, er der flere og flere, der når til en fase, som er præget af stor frustration over bivirkninger, manglende virkning af medicinen eller en følelse af at blive ved med at have det dårligt. Og derfor begynder de selv at eksperimentere med medicinen.
»De handler på egne fornemmelser, men mere eller mindre i blinde. Det kan være, de føler, at de får det dårligt af medicinen, men i virkeligheden er det pga. depressionen, at de stadig har det dårligt,« fortæller ph.d. og lektor på Institut for sundhedstjenesteforskning på Syddansk Universitet, Niels Buus.
Han har ledet forskningsprojektet og har lavet de kvalitative interviews med de deprimerede.
Samarbejdet med lægen opgives
Der gik omkring et halvt år, før Maria nåede ud af resititutionsfasen og begyndte selv at trappe ud af medicinen.
»Det startede egentlig lidt tilfældigt med, at jeg kom til at glemme pillerne i ny og næ. Og så tænkte jeg, at hvis der ikke skete noget ved, at jeg glemte dem en dag, så gjorde det nok ingen forskel. Jeg havde det lige så dårligt de dage, hvor jeg tog dem, som de dage, hvor jeg ikke tog dem,« fortæller hun.
Hun involverede hverken sin læge eller sin familie. Og det er det generelle billede i forskningsprojektet.
»Størstedelen af dem vil faktisk gerne bruge deres læge, men efterhånden som de oplever, at lægen ikke er villig til at følge deres ønsker om for eksempel nedtrapning eller fjernelse af et præparat, så vil de selv begynde at eksperimentere med medicinen,« fortæller Niels Buus.
Og det kan være endog rigtig farlig. Noget antidepressiv medicin forsvinder meget hurtigt ud af kroppen. Så hvis medicinen bare droppes, er der stor risiko for at ryge tilbage i dyb depression. Anden medicin bliver længere i kroppen, men risikoen for tilbagefald er stadig stor; der vil bare gå længere tid.
Derfor er det vigtigt, at nedtrapning sker med rådgivning fra lægen.
»Det burde ikke være sådan, at folk skal eksperimentere selv. De har ikke en chance for at tolke deres symptomer rigtigt. Lægen skal være eksperten, som kan forklare, hvorfor de har det, som de har det, og rådgive om, hvordan udtrapning kan ske på en forsvarlig måde,« siger Niels Buus.
Lægen skal samarbejde om depression
Professor i psykiatri på Institut for klinisk medicin på Aarhus Universitet, Poul Videbech, er ikke overrasket over, at så mange begynder at eksperimentere med medicinen selv.
»Det er jo nok en reaktion på, at lægen tænker, at nu er der givet nogle piller, og så må det være nok. Men man har brug for meget mere end det. Man har brug for samtaler om, hvorfor man er blevet syg. Hvad det betyder for én nu. Og hvad det egentlig er, medicinen gør,« siger han.
Det burde ikke være sådan, at folk skal eksperimentere selv. De har ikke en chance for at tolke deres symptomer rigtigt.
Niels Buus, ph.d. og lektor på Institut for sundhedstjenesteforskning på Syddansk Universitet
Maria følte ikke på noget tidspunkt, at hun havde et godt samarbejde med sin læge.
»Jeg følte mig egentlig bare lidt som et nummer. Han blandede sig ikke. Han udskrev bare de her piller og snakkede ikke med mig om det. Jeg havde brug for mere forståelse. Han skulle have vist, at han faktisk var interesseret i det her, og at vi var på samme side i denne her kamp, som det jo var for mig,« forklarer hun.
Både Poul Videbech og Niels Buus mener, at lægerne kan blive bedre til at skabe et samarbejde med de deprimerede patienter, som fylder mere og mere i almen praksis.
»Hvis patienten insisterer på at trappe ud, så skal man rådgive om det. Nogle læger bliver sure og føler, at deres behandling bliver forkastet. Det kan man ikke tillade sig. Man har en forpligtigelse til at hjælpe vedkommende, og hvis det ikke går godt, må vi være klar til at gribe patienten i den situation,« påpeger Poul Videbech.
Tid er en begrænset ressource
Formand for de praktiserende læger, Bruno Melgaard Jensen, kan godt genkende udfordringen med patienter, som selv eksperimenterer med medicinen.
»Det er alle typer patienter, der kan gøre det, ikke kun personer med depression. Når jeg oplever, at det er problemstillingen, forsøger jeg at lave aftaler med patienterne om, at de kommer og taler om medicinen oftere,« fortæller han.
Han mener generelt, at lægerne i almen praksis er kompetente til at stå for behandlingen af mennesker med depression.
»Depression er noget, vi møder rigtig meget, og vi er klædt på til at tage os af det. Det handler om at sikre en god kontakt og lave aftaler om, at patienten kommer igen, også selv om det ikke er begyndt at gå dårligt. Men vi har selvfølgelig ikke oceaner af tid. Jeg kan ikke bare sætte en time af til én patient. Jeg skal dels have tid, dels have min økonomi i praksis til at hænge sammen,« siger han.
Maria talte ikke med nogen om medicinen, hverken sin læge eller familien. Hun stoppede bare efterhånden helt med at tage den antidepressive medicin, som gjorde hende meget træt og som betød, at hun havde taget omkring 30 kilo på.
»Jeg sagde det til min mor en dag. Altså at nu var jeg stoppet med medicinen. Men i selve processen talte jeg ikke med nogen om det,« fortæller hun.
I Marias tilfælde gik udtrapningen godt. Hun er i dag både rask og medicinfri.
Redaktionen kender Marias identitet, men hun har ønsket at være anonym.
