Den søde tand sidder i leveren

Trænger du til dessert efter hvert måltid, og trækker du ikke fingrene op af slikposen, før den er helt tom, har du som rigtig mange mennesker en såkaldt ’sød tand’.

Nu viser ny dansk forskning, at en af årsagerne til den søde tand skal findes i leveren.

Leveren producerer nemlig et bestemt hormon, der blandt andet regulerer trangen til søde sager, og hvis du har en bestemt variant af det gen, som laver det hormon, er din sandsynlighed for at have en sød tand meget større, viser forskningen.

Opdagelsen af genet for den søde tand kan muligvis bruges til at lave fedmemedicin, som kan fjerne lysten til at blive ved med at stikke fingrene ned i slikskålen, fortæller en af forskerne bag det nye studie.

»Vi lever i en verden, hvor befolkningen spiser utroligt meget sukker. Til dels skyldes det, at sukker hele tiden er tilgængeligt i form af slik og andre søde sager, men for nogle mennesker skyldes det også, at de har nogle biologiske mekanismer, som gør det sværere for dem at styre sukkertrangen. Potentielt kan viden om det her gen bruges til at lave medicin, som kan regulere trangen til søde sager og dermed også behandle fedme,« siger lektor Niels Grarup fra The Novo Nordisk Foundation Center for Basic Metabolic Research ved Københavns Universitet.

Det nye studie, som Niels Grarup har lavet sammen med kollegaen Matthew Gillum fra Biomedicinsk Institut på Københavns Universitet, er netop offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Cell Metabolism.

Hormon skal afprøves i behandlinger

Studiet kommer med en ny, interessant vinkel på, hvorfor fedmeepidemien galoperer afsted, mener Niels Jessen, der er professor ved Institut for Biomedicin ved Aarhus Universitet og forsker i kroppens metabolime.

Han har ikke deltaget i det nye studie, men han har læst det.

»Alle vores tiltag til at gøre noget ved fedmeepidemien handler om at få folk til at bevæge sig mere, men det hjælper ikke noget, hvis vi ikke samtidig får gjort noget ved folks appetit. Her giver studiet et interessant indblik i nogle af de mekanismer, som er involveret i appetit og trang til søde sager,« siger Niels Jessen.

Forskeren fra Aarhus Universitet tror også, at det er muligt at lave forsøg, hvor man prøver at regulere appetitten ved hjælp af det hormon, som forskerne bag det nye studie sætter fokus på.

»Studiets anvendelighed kræver, at man prøver at give folk det her hormon og undersøger, om det gør noget ved deres appetit for søde sager, og om man på den måde kan styre deres fødeindtag. Med sådanne studier vil man komme på mere sikker grund, og de vil være praktisk mulige at gennemføre,« siger Niels Jessen.

Variant af hormon leder til sukkertrang

Hormonet, som det hele drejer sig om, hedder FGF21 (se boksen til højre). Det bliver udskilt i leveren og spiller mange forskellige roller i kroppen, hvor hormonet blandt andet er involveret i fosterudvikling, cellevækst, reparation af væv, tumorvækst og appetitregulering.

Det nye forskningsresultat viser, at hormonet også spiller en vigtig rolle i at regulere trangen til sukker.

Mere specifikt viser forskningsresultatet, at folk, som har en bestemt variant af det gen, som laver FGF21, har 20 procent højere sandsynlighed for at høre til den del af befolkningen, som spiser mest slik og andre søde sager.

»Tidligere studier har vist, at denne genetiske variant ændrer på forholdet mellem mængden af protein og kulhydrater, som folk spiser. Vi er gået skridtet videre og har kigget på, præcist hvilke fødeemner det drejer sig om, og det er altså slik og andre søde sager,« siger Niels Grarup.

Hormon regulerer lysten til sukker

FGF21 regulerer formentlig sukkertrangen ved at fortælle hjernen, om kroppen har lyst til mere sukker eller ej.

Hormonet bliver udskilt i leveren, som efter mavesækken og tarmen er det første organ, der kommer i kontakt med næringsstofferne fra føden, herunder sukker.

Efter FGF21 er blevet udskilt i leveren, kommer det via blodet til hjernen, hvor det regulerer trangen til at putte flere vingummibamser i munden.

Jo flere søde sager vi spiser, des mere FGF21 producerer leveren, og jo mere bliver hjernen bombarderet med FGF21. Til sidst er niveauet af FGF21 formentlig så højt, at lysten til at proppe sig med mere sukker forsvinder.

Forskelle ligger uden for genet

Der er dog forskel på folk, og nogle mennesker stiller først slikskålen fra sig lang tid efter, at andre har fået nok.

Det kan ifølge det nye forskningsresultat skyldes, at de er i besiddelse af en bestemt genetisk variant af det gen, som laver FGF21.

Mennesker, som har en af to specifikke varianter af FGF21-genet, har således et generelt højere indtag af sukker end et udsnit af danskerne, viser det nye studie.

Niels Grarup spekulerer i, at varianterne gør, at der ikke i samme omfang bliver produceret FGF21, i takt med at sukkerindtaget stiger.

»Vi kan se, at de genetiske ændringer sker uden for genet, så det er ikke en ændring i selve hormonet, der er skyld i den øgede sukkertrang, men nok nærmere den mængde FGF21, der bliver produceret. Folk med de her to genetiske varianter producerer måske mindre FGF21,« fortæller han.

Kan bruges til at lave fedmemedicin

Det nye forskningsresultat peger på, at der kan være nogle medicinske muligheder i FGF21.

Man kan eksempelvis forestille sig medicin, som hjælper til med at producere større mænger FGF21, så folk hurtigere får stillet deres sukkertrang.

Andre forskere er ifølge Niels Grarup allerede i gang med at lave lignende forsøg på mennesker, hvor de undersøger, om man kan bruge FGF21 til at regulere appetitten og dermed mindske risikoen for fedme og diabetes.

»Det vil være logisk, at man på en eller anden måde inden et måltid kan tage enten FGF21 eller medicin, der får niveauet af FGF21 til at stige, og derved kan regulere appetitten og trangen til sukker. Dog skal man huske på, at FGF21 også er involveret i mange andre processer i kroppen, som også vil blive påvirket, hvis niveauet af FGF21 stiger, ligesom mange andre processer spiller ind i både appetitregulering og trang til søde sager,« siger Niels Grarup.