En dansk forsker har været med til at udvikle en ny blodtest, der med stor sikkerhed kan afsløre risiko for for tidlige fødsler.
Blodtesten er billig og vurderes til at kunne forudse, om en graviditet vil ende i en for tidlig fødsel, med 75-80 procents sikkerhed.
Det er den danske professor fra Statens Serum Institut Mads Melbye, der står bag det nye fund. Han leder forskningsprojektet sammen med amerikanske professor Stephan Quake fra Stanford University i Californien.
»Disse nye måder at vurdere graviditeten på ser meget lovende ud. Vi får et helt nyt redskab, der på sigt skal føre til flere sunde graviditeter og børn,« siger den danske professor til Berlingske.
Forskerholdet har fulgt 70 danske og amerikanske kvinder. Kvinderne har fået taget ugentlige blodprøver, både under graviditen og efter fødslen.
Forskerne har derefter målt blodprøverne for såkaldt cellefrit RNA. RNA overføres fra barn til moder gennem moderkagen, og på den måde har forskerne studeret signaler fra fostrene.
Foreløbig har forskerne vist, at den nye teknologi kan bruges op til to måneder før terminen.
En barn vurderes som for tidligt født, hvis det er født mere end fire uger før terminen.
Det nye studie udgives i det respekterede tidsskrift Science i dag.
mdm





























