Daghøjskoler kan bringe psykisk syge tilbage til livet

Hvis du har en psykisk lidelse og føler, at du har brug for at få sat skub i din udvikling, bør du måske søge mod en dansk daghøjskole.

Det antyder ny forskning, der sammenligner situationen for mennesker med psykiske lidelser, der går på danske daghøjskoler, med behandlingen på norske psykiatriske afdelinger.

Ifølge ph.d.-studiet, der netop er bragt i tidsskriftet International Journal of Mental Health Systems, kan det være langt mere effektivt at understøtte psykisk syges personlige og sociale udvikling end at symptombehandle, hvis man vil hjælpe mennesker med alvorlig psykisk sygdom til at få et bedre liv.

Venner og familie er afgørende for selvforståelsen

En central tese i studiet er, at alvorlig psykisk sygdom er forbundet med en brist i individers selvforståelse og personlige udvikling, og at det derfor er vigtigt at understøtte udviklingen af stabile og gensidige relationer.

Mange, der bliver ramt af psykisk sygdom, oplever at miste deres netværk, men ifølge studiet er det helt afgørende at have gode venner og stærke familiebånd, når man skal komme tilbage til livet efter psykisk sygdom.

»Fra udviklingspsykologien ved vi, at stabile og støttende relationer, sammen med andre faktorer, er helt afgørende for en tryg identitetsudvikling. Det er derfor interessant, at relationer er noget, både elever og patienter beskriver som det allervigtigste for dem,« forklarer ph.d. og kandidat i psykologi Arnhild Lauveng, der er hovedforfatter til det nye studie.

Arnhild Leuveng har lavet sin ph.d. i et samarbejde mellem Akershus Universitetshospital og Institut for Klinisk Medicin ved Oslo Universitet.

Hun understreger i samme ombæring, at elever på daghøjskolerne har meget forskellige udgangspunkter for at udvikle positive og varige relationer i sammenligning med patienter på psykiatriske afdelinger.

Stor forskel på udvikling hos patienter og elever

Studiet er baseret på interview med 14 patienter på to forskellige psykiatriske afdelinger i Norge og 15 elever fra to danske daghøjskoler for voksne med psykiske lidelser.

Begge grupper består af mennesker, der i minimum to år har haft svære psykiske lidelser som skizofreni og borderline.

Heraf er der ni patienter og elever, som er blevet interviewet to gange med et halvt til et helt års mellemrum.

Interviewene undersøgte patienternes og elevernes selvforståelse, hvordan de opfatter det miljø, de befinder sig i, og hvordan de ser på fremtiden.

Forskellene mellem de to interviewgrupper er markante.

Eleverne fortæller, at de:

• oplever et støttende miljø, hvor uddannelse er i centrum
• udvikler sig personligt og bliver bedre til at indgå i venskaber og regulere symptomer
• føler sig glade og tilpasse og oplever, at de bliver bedre integreret i samfundet

Patienterne fortæller, at de:

• oplever, at behandlingsmiljøet primært fokuserer på sygdom og symptomer og mindre på personlig udvikling og interesser
• udvikler sig meget lidt og føler sig meget alene
• har dårlig livskvalitet og føler stor håbløshed

Mere effektivt at understøtte personlig udvikling

»Der er selvfølgelig brug for mere forskning til at undersøge dette, men ud fra vores studie ser det ud som om, der for patienter med langvarige og alvorlige psykiske lidelser er behov for mere end blot symptombehandling. Der er brug for en mere helhedsorienteret tilgang med fokus på relationer og personlig udvikling,« understreger Arnhild Lauveng.

Daghøjskolerne tilbyder en undervisning, der er tilpasset elever med psykiske vanskeligheder. Det betyder blandt andet, at undervisningen altid foregår på små hold. Eleverne bor hjemme og går på skolerne i dagtimerne.

Generelt ligner daghøjskolerne dog andre højskoler. De udbyder fag som matematik, filosofi, psykologi, litteratur, sprog, madlavning, musik, motion osv. Og der er morgensamling, ingen eksaminer og stort fokus på samvær samt social og personlig udvikling.

Arnhild Lauveng peger på, at daghøjskolernes lange forløb kan være ideelle for patienter, der har brug for en varig og intensiv behandling, samt for dem, der ikke har gavn af langvarig psykiatrisk behandling.

Hun understreger dog, at daghøjskoler ikke er løsningen for alle:

»For nogen vil daghøjskoler være ideelt, andre vil have glæde af andre tilbud. Jeg tror meget på, at mennesker er forskellige, og at der er behov for forskellige tilbud for at kunne imødekomme forskellige behov. Mange af de norske patienter fortæller også, at psykoterapi er vigtigt for dem, samtidig med at en del af eleverne siger, det er noget, de savner. Det er også vigtig information.«

Skolen er en naturlig vej til bedring

Ifølge studiet er der ikke umiddelbart nogen forskel på de to grupper. Både patienter og elever fortæller om mange diagnoser, lange sygdomsforløb og en lang historie fra psykiatrien.

Det er endvidere kun én af de interviewede elever, der selv tog initiativ til at komme på daghøjskole, mens det i de øvrige tilfælde er sagsbehandlere eller familie, der har arrangeret skoleopholdet.

»Det ser ikke ud som om, vendepunktet (se faktaboks, red.) i de fleste tilfælde kommer først og er grunden til, at personerne opsøger skolen. Det er heller ikke noget, som sker efter en stund. Det ser heller ikke ud som om, vendepunktet bliver direkte initieret af skolen – eleverne beskriver det mere som noget, der naturligt vokser frem af sig selv efter en periode på skolen,« konkluderer Arnhild Lauveng.

Ensidigt fokus på sygdomsbehandling

Ph.d. og forskningsoverlæge på Psykiatrisk Center København, Lene Falgaard Eplov, er ikke overrasket over studiets konklusioner, og hun genkender også beskrivelserne af behandlingsmiljøet fra danske sammenhænge.

»Vi ved, at vi har en behandlingskultur, der er grundet i den medicinske model og dermed er ensidigt fokuseret på sygdom og sygdomsbehandling. Det er netop denne kultur, recovery-bevægelsen (se faktaboks, red.) nu gennem snart mange år vil have gjort op med,« siger Lene Falgaard Eplov.

Leder af Kompetencecenter for Rehabilitering og Recovery ved Region Hovedstadens Psykiatri og ph.d. Lone Petersen mener, at der er brugbar viden fra studiet, som bør inkluderes endnu mere i psykiatrien, end det sker i dag.

»Perspektivet i studiet er rigtig interessant, fordi det viser, at der er behov for en mere recovery-orienteret behandling med fokus på den personlige recovery, og jeg er meget enig med Arnhild Lauveng i, at behandlingspsykiatrien bør indtænke udviklings- og uddannelses-perspektiver i behandlingen af symptomer, som vi jo også skal forholde os til,« siger hun.

Studiet møder kritik

Både Eplov og Petersen er dog kritiske i forhold til studiets design på to punkter.

Ikke mindst peger begge forskere på, at der er en væsentlig forskel de to grupper imellem, når det drejer sig om sygdomssværhedsgrad.

I patientgruppen er der således 57 procent med et misbrug, mens det for elevgruppen blot er 20 procent.

»Mennesker, der både har et alkoholmisbrug og en psykiatrisk diagnose, har altså mere komplekse problemstillinger at slås med,« forklarer Lone Petersen og påpeger, at der er brug for mere forskning på området.

Et andet kritikpunkt går på, hvorvidt der er forskel på de to grupper i studiet.

Ifølge studiet er der ikke umiddelbart nogen forskel mellem patientgruppen og elevgruppen. Det er Lene Falgaard Eplov imidlertid ikke enig i:

»Studiets forfattere tilskriver forskellene på de to grupper med miljøet på de respektive steder, men så enkelt kan man ikke konkludere med det design, de har. Forskellene behøver ikke at skyldes de to steders tilgang, men kan også skyldes, at patienterne netop er kendetegnet ved, at de har søgt om hjælp i behandlingspsykiatrien, mens eleverne føler sig i stand til at følge en undervisning.«

Behov for mere forskning på området

Studiets hovedforfatter Arnhild Lauveng er enig i kritikpunkterne og siger, at kvalitative studier ikke giver mulighed for at generalisere fundene eller sammenligne grupperne direkte.

Hun mener dog samtidig, at studiet har sine fordele.

»Igennem de kvalitative interviews er der fremkommet mange interessante temaer, særligt i forhold til livskvalitet, behov for kontinuitet og relationer. Derudover at det er muligt, at fokus på personlig udvikling kan være lige så vigtig for nogen patienter som et ensidigt fokus på symptombehandling,« siger hun og påpeger i samme åndedrag:

»Men alt dette er foreløbigt bare hypoteser, og der er behov for mere forskning, også kvalitativ forskning og forløbsstudier, som kontrollerer for en række ulige faktorer såsom diagnose, netværk, tid i psykiatrien, kognitiv funktion, misbrug, motivation med mere, før man kan drage sikre konklusioner eller generalisere. Dette er bare første skridt.«