Ved absolut alle vacciner vil der være en vis risiko for alvorlige bivirkninger, og det gælder også for COVID-19-vaccinen.
Mange forskere i mange lande leder i dag efter bivirkninger, siger Gunnveig Grødeland, som er vaccineforsker ved Universitetet i Oslo og Oslo Universitetshospital.
Nogle af de største studier er i gang i USA, hvor millionvis af vaccinerede mennesker følges op. Men Norge og de nordiske lande har også bidraget til denne forskning.
»Står klokkeklart«
»Det, som står klokkeklart fra alle disse data, er, at det er meget sjældent, at der er alvorlige bivirkninger fra COVID-19-vaccinen,« siger Gunnveig Grødeland.
»Men der findes visse sjældne og alvorlige bivirkninger. Det gælder især for myokarditis.«
Myokarditis er en betændelse i hjertemusklen, der kan skade hjertet.
Ifølge to britiske kardiologer, der for nylig skrev et nyt indlæg i The Conversation, er alvorlig myokarditis efter vaccination for COVID-19 yderst sjælden.
På verdensplan er der rapporteret om op til fire dødsfald, skriver de.
Gunnveig Grødeland understreger, at selvom dødeligheden er meget lav, vil det være dramatisk for en ellers rask person at få hjerteproblemer efter vaccination.
»Selvom myokarditis i de fleste tilfælde går hurtigt over, kan det have eftervirkninger hos nogle mennesker.«
Opdagede, at unge mænd er mere udsatte
Nordiske forskere har fundet, at unge mænd er mere udsatte for hjertemuskelbetændelse efter den anden dosis mRNA-vaccinen.
Tidlige resultater fra dette studie førte til, at den norske sundhedsmyndighed, Folkehelseinstituttet (FHI) i oktober 2021 opfordrede mænd under 30 til at vælge Pfizer/BioNTech-vaccinen frem for Moderna.
Studiet er et registerstudie, der inkluderer over 23 millioner indbyggere i Norge, Danmark, Finland og Sverige.
I alt fandt de 1.077 tilfælde af myokarditis blandt vaccinerede og uvaccinerede i undersøgelsesperioden fra 27. december 2020 til 5. oktober 2021.
Alle disse lande har meget gode helbredsregistre, som gjorde det muligt at afdække dette så hurtigt.
Opdagede blodpropperne
Efter COVID-19-vaccinen blev udviklet, fik den en såkaldt betinget godkendelse.
Det betyder, at fordelen ved hurtig adgang er større end risikoen ved stadig at vente på data om effekt og bivirkninger.
Det forpligtede også de lande, der tog vaccinen i brug, til at foretage en mere omfattende vurdering af sjældne bivirkninger.
I Norge har man fulgt det meget grundigt, siger Gunnveig Grødeland.
Denne opfølgning fik Norge og Danmark til at opdage i et studie, at der var et overhyppighed af sjældne, men alvorlige blodpropper fra AstraZeneca-vaccinen.
»Disse bivirkninger var så sjældne, at man kunne køre kliniske forsøg i en befolkning i 20 år og aldrig opdage dem,« siger Gunnveig Grødeland.
Opdagelsen førte til, at det norske Folkehelseinstitut i marts 2021 besluttede at sætte vaccination med AstraZeneca-vaccinen i bero i Norge.
Forstyrret menstruation
Der har været en god del indberetninger, herunder til det norske lægemiddelstyrelse, om menstruationsforstyrrelser efter COVID-19-vaccination.
Det har Sarvani Mahalingam og Gunnveig Grødeland skrevet om her.
Mange studier gransker netop dette lige nu, siger seniorforsker Sven Even Borgos. Han forsker i vacciner ved SINTEF, et norsk forskningsinstitut, som udfører undersøgelser og andre tjenester indenfor teknologi, naturvidenskab, medicin og samfundsforhold.
»I øjeblikket er litteraturen meget sparsom. Generelt kan man sige, at forskerne ikke finder store effekter, men de finder en lille effekt på menstruationscyklussens længde.«
Gælder også for dem, der er blevet smittet
I oktober 2022 anbefalede det europæiske lægemiddelagentur (EMA) at tilføje kraftige menstruationsblødninger som en mulig bivirkning af mRNA-vaccinen.
Et stort studie, der opsummerer mange andre studier, konkluderer, at vaccinen ser ud til at påvirke kvinders menstruation. Det gælder ikke kun dem, der er vaccineret med mRNA-vaccinerne, men for alle vacciner mod virussen.
»Men det er interessant, at en del af dem, der har haft COVID-19, også rapporterer om ændringer i cyklus og kraftigere blødninger,« siger Sven Even Borgos.
Det samme er blevet rapporteret for andre virussygdomme, ikke kun COVID-19, fortæller forskeren. Blandt andet hos kvinder, der har haft ebola-virus, og som efterfølgende er blevet raske. Nogle af dem rapporterer, at deres menstruation er forsvundet, andre fortæller, at menstruationen er uregelmæssig.
»Det kan handle om, at kroppen omdisponerer energi og ressourcer. Det samme gælder for personer, der er udsat for voldsom stress.«
Ikke inkluderet i forsøgene
Det er ikke kun menstruationscyklussen, som påvirkes af infektion, det modsatte kan også forekomme. Hvor dårlig man bliver af COVID-19, kan ifølge forskerne bag studiet være påvirket af, hvor man er i sin cyklus og hormonniveauet i kroppen.
Sven Even Borgos finder det tankevækkende, at ændringer i menstruationscyklussen ikke var inkluderet blandt mulige bivirkninger, da Pfizer/BioNTech og Moderna testede vacciner i de oprindelige kliniske studier.
»Det er måske et symptom på et problem i medicin. Nemlig at der ikke er taget højde for kompleksiteten af kvindelig fysiologi, når man udvikler medicin,« siger Sven Even Borgos.
Mange fik hovedpine og feber
Ud over de sjældne bivirkninger som hjertemuskelbetændelse og blodpropper, og de lidt mere almindelige som forstyrrelser i menstruationscyklussen, har mange af os oplevet ubehag efter vaccination.
60 procent af dem, der har fået anden dosis af vaccinerne, har oplevet ubehag som feber og hovedpine, siger Sven Even Borgos.
Et studie har set nærmere på disse gener. Forskerne bag mener, at det er sandsynligt, at disse bivirkninger er forbundet med det, man kalder interferon-I-responsen.
»Det er det, kroppen igangsætter, når vi bliver smittet med en virussygdom. Det er den tidlige proces, der aktiverer dit immunsystem til at håndtere sygdommen,« forklarer Sven Even Borgos.
Bivirkning eller effekt?
Hvis det er korrekt, er det meget interessant, mener Sven Even Borgos.
»Det passer godt med, at de sædvanlige bivirkninger efter vacciner har været stærkere for yngre end ældre og for kvinder end mænd.«
Det er ikke sikkert, at det er en bivirkning, selvom det er ubehageligt. Man kan argumentere for, at det snarere er effekter af vaccinen: At det er et tegn på, at vaccinen virker, som den skal.
»Det skal der forskes mere i,« påpeger Sven Even Borgos.
Vigtigt at rapportere
I Norge er det den norske lægemiddelstyrelse, der tager imod indberetninger om bivirkninger.
Men at der indberettes en bivirkning, betyder ikke nødvendigvis, at der er en årsagssammenhæng mellem den formodede bivirkning og vaccinen.
Tallene rapporteret som mulige bivirkninger er langt højere end antallet af faktiske bivirkninger.
De skal derfor tages med et stort gran salt, mener Gunnveig Grødeland.
»Alligevel er de meget vigtige. På den måde mindsker vi sandsynligheden for at miste noget, der skulle have været fanget,« siger hun.
Vaccinen eller sygdommen?
Der er mange udfordringer med at undersøge bivirkninger af en vaccine, siger Gunnveig Grødeland.
Et oplagt problem er, at de samme mulige bivirkninger, for eksempel hjertemuskelbetændelse, kan opstå både efter vaccination og efter at være blevet smittet med virus.
Forskningen i dag viser et svimlende tal for, hvor mange mennesker, der er ramt af denne bivirkning, siger Gunnveig Grødeland.
Alt fra 1 per 10.000 til 1 per 20.000 vaccinerede raske unge mennesker vil risikere at få denne hjertebetændelse.
»Men det er også et faktum, at hvis man ikke er vaccineret og får COVID-19, har man syv gange større risiko for at få denne sygdom, end hvis man er vaccineret i samme aldersgruppe.«
Komplicerer billedet
Det komplicerer billedet, mener Gunnveig Grødeland.
Hun mener, at der er en moralsk forskel mellem det, at en sund person bliver syg af en vaccine, kontra at blive smittet og syg af en tilfældig virus.
»Men der er forskel på, hvordan vi vægter, hvilken risiko der er acceptabel ved vaccination. Det vil have forskellige svar, alt efter hvem du spørger. Jeg mener, at en tommelfingerregel må være, at der skal være en klart lavere risiko forbundet med vaccination end ved smitte fra virus.«
Leder efter svar i store befolkningsgrupper
Der er flere måder at studere bivirkninger af en vaccine på.
Flere vaccineundersøgelser, der er i gang i dag, blandt andet et fra Italien, som forskning.no, Videnskab.dk's norske søstersite for nylig skrev om, ser på indlæggelser i store befolkningsgrupper.
De undersøger, hvor ofte de indlagte patienter har udviklet alvorlige sygdomme, som man ved, kan være forbundet med vaccinen, for eksempel denne hjertemuskelbetændelse.
De sammenligner derefter de vaccinerede og uvaccinerede. De sammenligner også personer, der er blevet smittet med virussen, med dem, der ikke er blevet smittet, for at se, om det er vaccinen eller virussen, der forårsager sygdommen.
»Jeg mener, at en tommelfingerregel må være, at der skal være en klart lavere risiko forbundet med vaccination end ved smitte fra virus.«
Ikke godt nok udformet
I studiet fra Italien havde de undersøgt bivirkninger i en hel region, i alt 316.000 mennesker. De har igen opdelt disse i grupper på mellem 15.000 og 50.000 personer.
Det lyder måske imponerende. Men Gunnveig Grødeland mener alligevel ikke, at italienernes forskningsdesign er godt nok til at studere sjældne bivirkninger.
»De har ikke nok personer med til at kunne fange dem, der er rigtig sjældne,« siger hun.
Sammenligner æbler og pærer
En yderligere svaghed er, at forskerne har kombineret grupper af mennesker fra seks år og opefter uden at skelne yderligere.
»Hvis der skulle være sjældne bivirkninger i denne befolkning, ville sådan en sammenlægning kunne skjule det,« mener Gunnveig Grødeland.
Det er meget vigtigt at sammenligne relevante grupper med hinanden, når man studerer bivirkninger.
»Når der er så stor aldersforskel mellem de forskellige grupper, er det som at sammenligne æbler og pærer.«
Studiet fra Italien viser, at vaccinen har en klokkeklar effekt mod dødelighed blandt de ældste, mener Gunnveig Grødeland.
»Men når det kommer til at udelukke alvorlige bivirkninger fra vaccinen, er det ikke godt nok,« fastslår hun.
»Det virker ikke sandsynligt, at der nu vil dukke store bivirkninger op, som vi endnu ikke har set noget til.«
Er der flere bivirkninger?
Mange milliarder doser af COVID-19-vacciner er nu blevet administreret på verdensplan. Det giver forskerne enorme mængder data til at undersøge bivirkninger.
I princippet kan der opstå flere bivirkninger, men det, der taler imod det, er den enorme mængde af vacciner, der er blevet givet,« mener Borgos.
»Det virker ikke sandsynligt, at der nu vil dukke store bivirkninger op, som vi endnu ikke har set noget til.«
©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.






























