Couvade-syndromet: Derfor bliver nogle mænd ‘gravide’

Harry Ashby er en 29-årig sikkerhedsvagt, der blev sygemeldt med morgenkvalme, overvældende trang til bestemt mad, voksende mave og bryster under sin kærestes graviditet. Han fik at vide, at han led af 'Couvade syndromet'.

‘Couvade’ kan fremtræde ufrivilligt i mænd, der har en gravid partner. Det kaldes til tider for ‘sympatisk graviditet’. Det er ikke en anerkendt medicinsk eller psykisk forstyrrelse og kan ikke forklares gennem skade eller sygdom.

En lang række ‘graviditets-relaterede’ fysiske og psykologiske symptomer, som underlivs- og mavesmerter, rygsmerter, træthed, morgenkvalme, tandpine, stærk trang til visse typer mad og madlede, blev bekræftet i en undersøgelse, vi foretog på St. Georges Hospital i London.

Før-fødselsdepression og humørsvingninger, søvnforstyrrelser, ængstelighed, manglende koncentration og hukommelsestab er iøjefaldende psykologiske symptomer.

Samlet kan disse symptomer betyde en empatisk identifikation med den gravide partner og mandens ufødte barn, men det kan også være resultatet af ubevidste tanker, som kan true begge.

Syndromet forekommer hovedsagligt i udviklede lande

Couvade-symptomerne følger et kronologisk mønster og starter i graviditetens første trimester, for så midlertidigt at forsvinde i det andet, og til sidst at vende tilbage i det tredje og sidste trimester.

Nogle gange kan symptomerne endda fortsætte i en periode, efter at babyen er kommet til verden.

Selvom syndromet hovedsagligt optræder i udviklede lande over hele verden, svinger antallet af tilfælde fra land til land. Adskillige undersøgelser har fundet en hyppighed på mellem 25 og 52 procent af alle mænd med en gravid partner i USA, 20 procent i Sverige og anslået 61 procent i Thailand; disse tal inkluderer milde til ekstreme fysiske symptomer.

Hyppigheden af tilfælde i Storbrittannien er ikke kendt, men blev i 1970’erne anslået til at være mellem 11 og 50 procent.

En række teorier forsøger at forklare Couvade syndromet. Sammen med psykoanalytiske og psykosociale forklaringer, omfatter de også den følelsesmæssige tilknytning til både det ufødte barn og partneren samt hormonale påvirkninger.

Psykoanalysens teori

Den psykoanalytiske teori foreslår, at syndromet udviklede sig fra mandens misundelse over kvindens forplantningsevne. Teorien foreslår også, at graviditeten agerer som en katalysator for usikkerhed og en genopblussen af ødipale konflikter.

Begivenheden kan forårsage regression - mandens tilbagevenden til barndommens følelser og konflikter udløst af hans partners graviditet, som afvisning, udelukkelse, usikkerhed og ængstelse - med en følelse af passivitet og afhængighed, som er forstærket af det voksende foster, og som modstrider mandens behov for selvstændighed.

En anden psykologisk teori foreslår, at mænd betragter det ufødte barn som en rival til moderens opmærksomhed. Det er blevet forklaret som den vordende fars fortolkning af den ufødte baby som en rival, fra hvem opmærksomeden bliver afledt.

Men udadtil vises det gennem syndromet, som er en mere socialt acceptabel udtryksform. Denne fortolkning indikerer, at syndromet beskytter manden, da det gør ham i stand til at identificere sig med sin gravide partner og styrker hans beskyttelsesinstinkt over for barnet.

Den psykosociale teori

Den psykosociale teori, som tager de sociale omstændigheder i betragtning, fokuserer på marginaliseringen af manden i løbet af kvindens svangerskab og fødsel, særligt blandt førstegangs fædre.

Mens moderollen er en vigtig og afgørende funktion for kvinder, er det ikke nødvendigvis det samme for mænd og faderrollen.

Vordende mødre får deres ‘karrierer’ som mødre anerkendt kommercielt, socialt og medicinsk i modsætning til de vordende fædres. Siden 1970’erne er der blevet så almindeligt, at mænd er med til fødslen, at deres tilstedeværelse nærmest er obligatorisk.

Det faktum, at mænd ikke kan føde eller direkte opleve fødslen, kan henvise dem til en hjælperolle, hvor de føler sig overflødige og til tide nytteløse.

For at slippe denne hjælperolle under svangerskabet og fødslen, leder mænd uforvarende opmærksomheden fra kvinden til ham selv gennem Couvade-syndromet. Men det forudsætter, at syndromet er et bevidst valg, hvilket jeg og andre, såsom Arthur Klein, afviser.

Overgangsperiode og krise

Der findes også en teori om, at overgangen til at blive far kan være patologisk og indebære forstyrrende og ødelæggende interpersonelle kampe, som er utroligt stressende.

Ifølge Klein er overgangen fra dyade - fra at være to såsom mand og kvinde - til triade - en gruppe på tre - en af de mest ødelæggende perioder for den forventningsfulde mand. Det forstærkes yderligere af mandens accept af graviditeten, men uden de ledsagende fysiske forandringer, som forstærker virkeligheden af det, der sker.

Mænd mangler de biologiske tegn på overgangen til forældreskab og denne ‘ulegemlige’ oplevelse af graviditeten er helt anderledes end kvindens oplevelse.

Til gengæld kan det forårsage adskillige sammenstød og stridigheder i overgangsperioden, både jalousi og rivalisering med den ufødte baby, en forøget ambivalens over for egne forældre og seksuelle konflikter. Mens alt dette står på, er det ikke overraskende at opleve en slags psykologisk efterspil.

Tilknytningsteorien

Paradoksalt nok er det mænd, der har forberedt sig på fædrerollen - for eksempel gennem fødselsforberedelse - som har en større sandsynlighed for at være plaget af syndromet. Tilknytningsteorien foreslår, at mandens tæthed på fosteret fremkalder syndromet.

En skelsættende afhandling, udgivet i 1983 af hvide, middelklasse førstegangsfædre, fandt en beskeden sammenhæng mellem højere far-foster-engagement og -tilknytning (føle og høre det ufødte barn sparke, bekræftelse gennem kvindens graviditet og ultralydsscanningen) og forekomsten af seks fysiske symptomer på syndromet.

Symptomerne var blandt andet træthed (34 procent), søvnbesvær (33 procent), fordøjelsesbesvær (14 procent), maveonde (12 procent), appetitforandringer (8 procent) og forstoppelse (6 procent).

Undersøgelseslederne konkluderede, at mændenes symptomer var en afspejling af niveauet af deres tilknytning til det ufødte barn og deres engagement i graviditeten.

Overfaldet af hormoner

Det ser også ud til, at der er en sammenhæng mellem Couvade-syndromet og hormoner, men der er mangel på forskning, der undersøger denne sammenhæng. Indtil videre er der kun 2 afhandlinger, der understøtter en hormonal årsag til syndromet - den ene udgivet i 2000 og den anden i 2001.

Resultatet af begge afhandlinger indikerer en væsenlig stigning i niveauet af hormonerne prolactin og østrogen i graviditetens første og tredje trimester og et lavere niveau af testosteron og stresshormonet kortisol. Hormonforandringerne blev forbundet med tilstedeværelsen af faderlig adfærd, såvel som Couvade-symptomer som træthed, appetitforandringer og vægtstigning.

En overflod af teorier har frembudt forklaringer på årsagen til syndromet. Men nogle af disse, for eksempel den hormonelle forklaring, er ikke tilstrækkeligt efterforskede. Og dem som er, eksempelvis den psykosociale forklaring, indeholder modstridende resultater, som svækker konklusionen, at syndromet er rodfæstet der.

Jeg vil foreslå, at den fremtidige forskning på feltet fokuserer mere på den hormonelle forbindelse til syndromet.

Arthur Brennan hverken arbejder for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret i The Conversation.