Kort nyt

Kort nyt

Med 'Kort nyt' får du overblik over nyheder fra forskningens verden. De mest interessante begivenheder og fund - kort fortalt.

Videnskab.dk's redaktion udvælger og resumerer det mest spændende, andre troværdige medier og forskningsinstitutioner har bragt.

Husk dog vores guide til kritisk læsning af nyheder om forskning og især rådet om, at et enkelt, nyt forskningsresultat aldrig kan rumme den endegyldige sandhed.

Det er derfor en god idé at holde sig for øje, hvad anden forskning på området viser, og vi henviser altid til den oprindelige kilde, så du kan dykke yderligere ned i detaljer og forbehold.

Børn født ved kejsersnit har større risiko for fedme

Børn født ved kejsersnit har større sandsynlighed for at blive overvægtige som voksne. Det skriver theguardian.com.

Annonce:

Et nyt, stort studie viser, at børn født ved kejsersnit kan have 15 procent højere risiko for at udvikle fedme end børn, der fødes naturligt.

Forskerne mener, at børn født ved kejsersnit går glip af vigtige bakterier i fødselskanalen, som ellers ville kolonisere barnets tarm. Bakterierne kan ifølge forfatterne på studiet nemlig påvirke barnets stofskifte.

»Børn født ved kejsersnit har mindre diversitet i tarmbakterierne og disse mønstre med mindre diversitet er blevet forbundet med en øget kapacitet for energihøst af tarmbakterierne. Du kan tænke på det som et langsommere stofskifte,« siger Audrey Gaskins, der er epidemiolog ved Harvard University og medforfatter på studiet, til The Guardian.

\ Læs mere

Tidligere studier har fundet samme forbindelse, men de har haft svært ved at afvise andre faktorer, såsom moderens vægt og sundhed.

Det seneste studie, der inkluderer 22.068 børn født af 15.271 kvinder, tyder på, at forbindelsen ikke blot kan forklares af overvægt hos kvinderne eller af komplikationer såsom højt blodtryk.

Forbindelsen var der nemlig stadig, når man tog højde for moderens vægt, og den var endnu tydeligere, når man undersøgte søskende, der havde haft to forskellige slags fødsler.

\ Læs mere

Inden for samme familie havde børn født ved kejsersnit hele 64 procent større risiko for at blive overvægtige, end deres søskende født gennem naturlig fødsel.

Annonce:

»Søskende har samme mor og miljø, så genetikken og maden er der kontrolleret for,« siger Audrey Gaskins til The Guardian.

Den gennemsnitlige forskel i vægt i voksenlivet hos mennesker, født gennem kejsersnit og naturlig fødsel, var 0,3 BMI.

Studiet er netop udgivet i tidsskriftet JAMA Pediatrics.