Det er forskere ved Northwestern University i USA, som har udviklet blodprøven. Efter at have undersøgt deprimerede rotters gener gennem flere årtier, ligger de første resultater fra klinisk testning – altså fra studier på mennesker – klar:
Blodprøven kan identificere et sæt med elleve genetiske markører, som sammen fortæller, om teenageren foran dig er deprimeret eller ej.
Særligt blandt teenagere kan en sådan blodprøve være til stor hjælp. Det er nemlig oftere vanskeligt at skelne mellem depression og normale humørsvingninger i den befolkningsgruppe.
»Dette er interessant og kan være et hjælpemiddel, men det jo aldrig erstatte det at snakke med patienten,« siger Svenn Torgersen, nypensioneret professor og ekspert i personlighedsforstyrrelser ved Universitetet i Oslo.
Sporstoffer i blodet er afslørende
Teorien er, at deprimerede mennesker har andre gener i sving i kroppen end ikke-deprimerede, og at disse gener lægger spor i blodet.
I tidligere studier har professor i prykiatri Eva Redei og hendes kolleger fundet 26 forskellige såkaldte biomarkører – sporstoffer i blodet, som er bevis på genaktivitet – som kan identificere depression. Dermed var næste skrift at teste, om markørerne faktisk fungerer på samme måde i menneskekroppen.
14 deprimerede unge, som allerede havde fået diagnosen ’alvorlig deprimeret’, men som ikke var begyndt i behandling, deltog i studiet samme med 14 friske unge i en kontrolgruppe. Studiet gik ganske enkelt ud på at tage en blodprøve fra hver af teenagerne og så analysere blodet og se, om blodprøverne fra de deprimerede havde noget tilfælles, som ikke var til stede i blodprøverne fra de ikke-deprimerede.
»Blodprøven afslører, hvilke gener der er aktive, og i hvor stor grad. Det er altså kvantitet, som måles, og ikke hvilke gener, du har,« siger Eva Redei til forskning.no.
Det betyder, at unge med en genetisk prædisposition for depression, men som ikke reelt har sygdommen, ikke vil slå positivt ud på denne test.
Kan også vise forskellige typer af depression
11 af de 26 mulige markører viste sig at afsløre de deprimerede unge. Desuden viste yderligere 18 af markørerne også, om de unge kun var deprimerede, eller om de havde angst oveni.
Blodanalyserne blev gennemført af en forsker, som ikke vidste, hvilke blodprøver han havde foran sig.
»Vi kan forestille os, at det vil blive brugt af læger til at bekræfte en diagnose, de allerede har mistanke om, eller til at opdage patienter, som man kan forestille sig, det bliver aktuelt at snakke mere med. Desuden kan den hjælpe til med at skelne mellem forskellige undertyper af depression i fremtiden,« fortæller Eva Redei.
Ingen universelle ’depressionsgener’
»Der foregår meget inden for forskningen i netop blodprøver lige for tiden, og jeg tror, der vil komme gode resultater fremover,« siger Svenn Torgersen til forskning.no.
Han er alligevel bekymret for muligheden for, at forskere og læger ser sig blinde på biologien, når sådanne prøver og tests dukker op.
»Problemet er jo, at du kan finde aktive gener, uden at personen er deprimeret. Så bliver du faktisk nødt til at spørge personen, om han eller hun er i dårligt humør og så videre – det går jo selvfølgelig ikke at tage en blodprøve af nogen og på basis af den sige, at ”du burde være deprimeret”,« siger han.
Svenn Torgersen kan for eksempel se en situation for sig, hvor en teenager har alle depressionsgenerne, og hvor de er aktive, men alligevel lever i et så beskyttende og opbyggende miljø, at han eller hun aldrig vil opleve depressive episoder.
»Nogle kan ganske enkelt være heldige. Desuden er det vigtigt at huske på, at forskellige gener er knyttet til depression i forskellige folkegrupper. Der findes ikke ét sæt med ’depressionsgener’ for alle mennesker i hele verden,« påpeger han.
Kan du ikke se det, eksisterer det ikke - eller?
I en pressemeddelelse fra Northwestern University udtaler Eva Redei, at hun håber blodprøven kan fjerne noget af stigmaet omkring psykiske sygdomme generelt og depression specielt. For Svenn Torgersen er det et eksempel på en lidt underlig holdning, vi mennesker har til psykiske lidelser.
»Det, at hun tror, prøven vil fjerne stigma, er et udtryk for den holdning, at hvis vi finder en slags biologisk basis, så er det ikke så skammeligt. Men hvorfor er det mindre skammeligt, bare fordi du finder biologiske markører?« påpeger han.
Svenn Torgersen mener, at tanken om, at ’hvis du ikke kan se det, findes det ikke’ er ganske udbredt i vores samfund.
»I bunden af sådan en argumentation ligger jo den præmis, at psykologi egentlig bare er noget nonsens, og det er jo egentlig mærkeligt,« siger han.
Blodprøve gør det mere enkelt at behandle depression
Eva Redei er enig i at biologisk determinisme, som fænomenet kaldes, kan være en udfordring for psykologer og psykiatere. Men i dette tilfælde kan hun ikke helt se problemet.
»Hvis du har diabetes, vil du få taget en blodprøve hos lægen, og du vil også fortælle ham eller hende om dine symptomer. Så biologiske tests hjælper læger til at stille bedre diagnoser og kan måske også hjælpe til med at afgøre, hvad slags behandling, der fungerer bedst,« siger hun.
»Depression er en virkelig og ægte sygdom, med eller uden biologiske markører. En blodprøve gør det bare mere enkelt at diagnosticere og behandle den.«
© forskning.no Oversættelse: Julie M. Ingemansson
