Det er ikke hver dag, at forskere laver feltarbejde fem kilometer over havets overflade. Men det var ikke desto mindre tilfældet for læge og post. doc. Gabrielle Savard og professor Bengt Saltin fra Københavns Universitet, da de i 2006 hægtede sig på en svensk Mount Everest ekspedition.
De to læger ville undersøge, hvad der ligger til grund for det vægttab, som bjergbestigere uundgåeligt oplever på deres vej mod toppen af Mount Everest.
Ofte er det den dårlige mad, den dårlige appetit eller den svage evne til at absorbere de livsvigtige aminosyrer ind i kroppen i den tynde luft, der har fået skylden for bjergbestigernes vægttab. Men de forklaringer kan godt pakke sammen, hvis det står til det danske forskerhold, der netop har fået deres resultater offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift High Altitude Medicine and Biology.
Muskelsvind giver fysisk gevinst
Muskelprøver (biopsier) på arme og ben hos de 15 ekspeditionsdeltagere i 5.250 meters højde viser nemlig tydeligt, at det i høj grad er bjergbestigernes muskelmasse, der svinder ind og er den væsentligste årsag til vægttabet.
»I den tynde luft falder ilttrykket inde i kroppen, og dermed har blodet sværere ved at forsyne muskelfibrene med tilstrækkelig ilt. For at kompensere for den utilstrækkelige iltforsyning, svinder musklerne ind, så muskelfiberens midte kommer tættere på kapilærerne - de små blodårer. På den måde sikrer de sig, at hele muskelfiberen bliver forsynet med tilstrækkeligt ilt. Så ekspeditionsdeltagerne får en fysiologisk gevinst ved at reducere muskelmassen,« siger svenske Bengt Saltin, der er tidligere leder af Center for Muskelforskning på Rigshospitalet og tidligere formand for Anti-Doping Danmark.
Ekstrem aktivitet forhindrer ikke vægttab
Ekspeditionsdeltagerne mistede i gennemsnit 15 procent af deres muskelmasse, og de ville ifølge Bengt Saltin have mistet endnu mere, hvis de ikke havde været fysisk aktive. Omvendt viser undersøgelsen, at man ikke kan undgå vægttabet, selvom man er ekstremt aktiv i bjergene.
For forskerne har sammenlignet tabet af muskelmasse hos de syv ekspeditionsdeltagere, der kastede sig ud i selve bestigningen af Mount Everest, med de otte deltagere, der blev tilbage i basecamp i 5.250 meters højde og ventede på, at de 'rigtige' bjergbestigere skulle vende tilbage.
»På trods af, at de rigtige bjergbestigere var meget mere fysisk aktive gennem vandring og bestigning med tung oppakning, oplevede de alligevel det samme tab af muskelmasse som dem, der blot opholdt sig i basecamp, og som oprindelig var blevet transporteret dertil i bil,« siger Bengt Saltin.
De syv aktive bjergbestigere tabte sig i gennemsnit fra 76,4 til 71,0 kg, mens de otte, der var mindre aktive i basecamp tabte sig fra 76,1 til 68,4 kg. Det får dog ikke Bengt Saltin til at anbefale et ophold i ekstreme højder som en effektiv slankekur.
»Det er i høj grad degenereringen af musklerne og ikke fedtet, der er skyld i vægttabet. Så man skal kun begive sig op i de højder, fordi man elsker bjerge,« siger Bengt Saltin.
Tager lang tid at komme sig
Bengt Saltin har mærket på egen krop, at det tager tid, før man er på toppen igen efter et langt ophold under ekstrem højde. Han husker især, da han vendte tilbage efter fire uger i Andesbjergene og tog på en langrendsferie i Sverige en uge efter hjemkomsten.
»Jeg har aldrig stået så dårligt på ski, og generelt tager det ca. tre til fire måneder at genvinde den tabte muskelmasse, hvis man er fysisk aktiv. Hvis man kun passer sit arbejdsliv i København kan det tage over et halvt år, siger Bengt Saltin.
På skuldrene af dansk nobelpristager
Bengt Saltin fortæller, at de i høj grad har ladet sig inspirere af den danske nobelpristager August Krogh, som allerede i 1919 spekulerede på, hvor højt ilttrykket i blodet skulle være for at føde et muskelfiber med tilstrækkelig ilt, og som i 1920 udløste nobelprisen for opdagelsen af 'den kapillarmotoriske regulationsmekanisme'.
»August Krogh havde fat i den lange ende og i dag bekræfter vi, at det er den mekanisme, der i høj grad er skyld i bjergbestigeres vægttab. Ene og alene fordi mængden af ilt er sparsom i ekstreme højder,« siger Bengt Saltin.
Muskelsvind umuliggør permanent ophold i højderne
Det er også den faktor, der betyder, at man ikke kan bo permanent i over 4.800 meters højde.
»Manglen på ilt ødelægger grundlæggende processer i vores kroppe og ikke mindst muskelceller lider under de iltfattige forhold. For eksempel går det ud over muskelcellernes evne til at opretholde den livsvigtige proteinsyntese,« siger Bengt Saltin.
Derfor må folk, der arbejder i ekstreme højder, tage nogle særlige forbehold for at kunne klare det. Bengt Saltin nævner minearbejdere, der graver efter kobbermalm i 4.800 meters højde i Andesbjergene.
»De veksler hele tiden med at arbejde to uger i bjergene og så tage to ugers hvil på hjemmefronten. På den måde kan kroppen nå at restituere og ikke mindst få musklerne tilbage til fuld styrke,« slutter Bengt Saltin.
