De fleste af os har hørt om jordbærmærker, som rammer børn kort efter fødslen.
Jordbærlignende røde mærker, der er hævet over huden, og i ekstreme tilfælde kan fylde en stor del af barnets ansigt.
Men en ny type behandling kan gøre det nemmere at bekæmpe de irriterende jordbærmærker.
Det viser en ny undersøgelse, som forskere og læger fra Aarhus Universitetshospitals Center for Vasculære Anomalier har foretaget, skriver hospitalet i en pressemeddelelse. Forskerne har fulgt patienter, som er blevet behandlet for voldsomme jordbærmærker i perioden 1995 – 2012.
Betablokker halverer antallet af operationer for jordbærmærker
Siden 2008 har Aarhus universitetshospital behandlet jordbærmærker ved hjælp af en betablokker kaldet propranolol, og har dermed halveret antallet af operationer.
»Vi kan se, at vi i dag kun opererer halvt så mange børn som før 2008, hvor franske forskere ved et tilfælde opdagede, at betablokkere er et effektivt midler mod jordbærmærker. Og næsten 80 procent af alle børn med jordbærmærker kan nu behandles medicinsk, så mærket forsvinder langt hurtigere end tidligere,« siger forskningsansvarlig overlæge Tine Engberg Damsgaard fra Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital i pressemeddelelsen.
»Betablokkeren har vist sig at være både hurtig og effektiv til behandling af jordbærmærker. Det er en stor lettelse for både børn og forældrene, at vi nu har en effektiv behandlingsmetode mod de både skæmmende og generende jordbærmærker, der i de værste tilfælde fylder op mod halvdelen af ansigtet,« siger hun.
Et jordbærmærke er en godartede tumor
Jordbærmærker er højrøde mærker, som op mod hvert tiende barn udvikler inden for 1-2 uger efter fødslen. Det er en godartet tumor, som udvider vævet omkring, så huden hæver op og bliver rød, præcis som et jordbær.
De sidder ofte i ansigtet og på halsen, men kan også sidde på resten af kroppen.
Tidligere kendte man ikke til nogen behandling for jordbærmærker, og man kunne derfor ikke gøre andet end at vente på, at mærkerne blev mindre med tiden. Det var kun i voldsomme tilfælde, at man behandlede børnene med laser eller binyrebarkhormon, hvilket kunne give en del bivirkninger.
De fleste jordbærmærker forsvinder af sig selv, efterhånden som barnet bliver ældre. Hos 70 procent af jordbærbørnene er mærkerne forsvundet af sig selv, når de fylder 7 år. Hos 90 procent af dem er det væk, når barnet fylder 9.
»Med den ændrede behandlingsstrategi vil langt færre børn have rester af et jordbærmærke i ansigtet, når de starter i skole. Det er selvfølgelig utroligt positivt, at vi på en så simpel en måde kan hjælpe mange børn, der ellers ville få varige skader i ansigtet. Og så er det endda nærmest uden bivirkninger,« siger Tine Engberg Damsgaard.
Undersøgelsens resultater er publiceret i det videnskabelige tidsskrift European Journal of Plastic Surgery.






























