Apps får motionsudfordrede op af sofaen

Motion er godt. Vi bliver glade i låget af at være regelmæssigt, fysisk aktive.

Samtidigt forebygger vi livsstilssygdomme og får en flottere, mere funktionel krop.

Men løber det dig koldt ned ad ryggen, når du bevæger dig rundt mellem maskinerne i fitnesscenteret eller tænker på at finde løbeskoene frem? Så er du måske et motionsudfordret menneske.

Kort fortalt er det min term for folk, der i en periode af deres liv kæmper med negative, mentale og kropslige oplevelser af fysisk aktivitet.

Disse mennesker har »den der følelse af, at (motion) fandeme altid er svært«, som en af mine informanter har tilkendegivet.

I et igangværende forskningsprojekt undersøger jeg blandt andet, hvad der sker, når motionsudfordrede bruger smartphoneapplikationer som Endomondo og Runkeeper til at måle, monitorere og reflektere over motion.

De foreløbige resultater viser, at udfordringer ved motion kan overkommes, når smartphonen bliver træningspartner.

Smerte er uundgåelig under motion

Motionsudfordrede kan have problemer med uforholdsmæssigt høje oplevelser af smerter under motion. Det gælder for eksempel 40-årige Amanda, der begyndte at løbe for få måneder siden.

Hun er på »jeg dør, jeg dør, jeg dør-stadiet« for hvert skridt, hun tager. Oplevelsen er så voldsom, at Amanda har haft svært ved at komme i gang.

I udgangspunktet skal vi være glade for smerte. Smerte er en beskyttelsesmekanisme, der sikrer vores overlevelse. Tænk hvis du løb rundt på en brækket fod, og kroppen ikke sagde stop.

Samtidig er en vis grad af smerte uundgåelig ved motion. Kroppen bliver først stærkere og hurtigere, når vi presser dens funktionelle grænser under fysisk aktivitet. Derfor er det naturligt at føle, man nærmest »kaster lungerne op« eller »bliver straffet af kroppen« i træningssituationer.

Meget simplificeret kan man altså sige, at der eksisterer kropsnedbrydende smerter, vi skal undgå, og kropsopbyggende smerter, vi må udholde, hvis vi ønsker at komme i bedre form.

For motionsudfordrede som Amanda kan det være svært at skelne mellem disse to smerteformer. Det kan skyldes manglede erfaring med at trække i træningstøjet.

Pulsdata mindsker oplevelsen af smerte

Læge og ph.d. i filosofi Drew Leder forsker i den menneskelige oplevelse af smerte. Ifølge Leder kan vores opfattelse af smerte få selve smertefølelsen til at ændre karakter. Tanker kan endda fremkalde smerte.

For Amanda er mistillid til hendes smerteoplevelser hverdagskost. Under løbeture spørger hun sig selv, om følelsen af at være ved at dø er legitim? Eller er den et produkt af uerfarent, nervøst motionssind, der får tænkt smerten værre, end den burde føles? Her tyer hun til Runkeeper.

Aktiverer du apps som Runkeeper eller Endomondo på din smartphone under motion, genererer de data:

Hvor hurtigt løber du for eksempel? Hvor langt? Hvor mange kalorier forbrænder du?

Dataene kan du orientere dig i på telefonens skærm og typisk også få en indbygget stemme til at læse op. Og hvis du ligesom Amanda har tilsluttet en pulsmåler, får du også data på din hjerteslagsfrekvens.

Fordi Amanda har mistillid til sin oplevelse af løb, rådfører hun sig med sine pulsdata. Dataene får lov til at afgøre, hvorvidt hendes oplevelse af motion er korrekt. Amanda læser og fortolker sin 'reelle' kropstilstand gennem pulsmålingerne.

Dataene giver hende en idé om, hvor hårdt hun belaster sin krop under motion. Når motion føles, som om hun er ved at dø, men pulsen ikke er særlig høj, nedjusterer hun sin fortolkning af, hvor hård motionen føles.

Amanda bruger altså pulsdata aktivt til at mindske hendes oplevelse af smerte under løb. Derved bliver løb mere udholdeligt.

Fitnesscentret kan føles ubehageligt

Sundhedsforskning viser, at folk, der dyrker motion sammen med andre, har en større chance for at holde deres træning ved lige. Problemet er bare, at motionsudfordrede har en tendens til at undgå fitnesscentre og løbepartnere.

Dorte, en 29-årig, overvægtig kvinde, har for eksempel droppet fitnesscenteret. Hun forestillede sig, at centerets andre – og ofte mere veltrænede – medlemmer tænkte, hun var en »mærkelig (læs: tyk) tosse«, der »ikke kunne finde ud af det samme som dem«.

Hun følte sig forkert. Følelsen var så ubehagelig, at hun sløsede med håndvægtsøvelserne og tog tidligt hjem fra centeret. En dag stoppede hun helt.

Nu træner hun hjemme i kælderen. Alene. Men Dorte har fundet en ny måde at være social på, når det gælder motion. Hun deler nemlig målinger af al sin træning med et netværk af andre brugere på Endomondo.

Netværket tæller både familie og venner. De fungerer som »et par øjne i nakken«. Øjnene gør, at Dorte både bliver mere tilbøjelig til at få motioneret og holder gejsten oppe under motion.

Online øjne skaber positivt pres

I min undersøgelse vil de motionsudfordrede ikke tages i at ligge på den lade side, når de først har sat et mål om at være regelmæssigt fysisk aktive. Får man ikke motioneret, bliver det nemlig kommenteret online eller offline à la: »Du har nok hygget på det sidste.«

Samtidig forsøger de motionsudfordrede at præstere bedre, når de først er afsted, fordi de gerne vil fremstå i bedst mulig form over for deres individuelle brugernetværk.

Mens det direkte blik fra centermedlemmerne var skadeligt for Dortes træningsmotivation, skaber de online øjne et positivt pres. Presset fungerer, fordi hun har sammensat et publikum af brugere, hun ved, støtter hende og vil hende det godt.

Når man ikke ønsker at træne fysisk sammen med andre, kan online træningspartnere altså være et bud på et socialt element, der holder motivationen ved lige.

Det er trygt at svøbe sig ind i apps?

Forsøg (f.eks. dette) har vist, at målinger kan gøre din hverdag lettere og/eller mere effektiv. Det sker, når man indsamler 'bunkevis' af data og analyserer dem for at finde uhensigtsmæssige mønstre, der skal korrigeres.

Det gør de motionsudfordrede til dels også. For eksempel når de helt simpelt holder øje med, om de får udført de ugentlige træningsture, de har sat sig for: Via træningshistorikker tjekker de, om de er »kommet bagud i planen« eller er »på rette vej«.

Men det er ikke kun data, der har værdi. Når man er udfordret af motion, kan det give en »rar« følelse at svøbe sig ind i apps lavet af – eller i samarbejde med – professionelle træningsfolk.

Dorte finder eksempelvis træningsvideoer med aerobic samt mave- og rygøvelser i app'en Workout Trainer. Hun holder telefonen i hånden og følger de instrukser, hun bliver præsenteret for på skærmen. Samtidig får hun præstationsorienterende dingelinglyde og meddelelser fra Endomondo, der måler træningen.

På denne måde får hun på én gang en ydre styring af sin træning og en løbende statusrapport på sin præstation.

Statusrapporten er lidt unøjagtig. En del af målingerne (f.eks. distance og gennemsnitstempo) bliver irrelevante, uregistrerbare og/eller målt forkert, når man ligger på gulvet eller laver øvelser på stedet. Men det er ikke afgørende. Selve det at blive målt på er en oplevelse, der kan have værdi i sig selv.

En arbejdshypotese er, at værdien ligger i etableringen af tryghed. De motionsudfordrede skaber en følelse af tryghed ved at lade deres træning omslutte af professionel træningsteknologi: De oplever simpelthen at have (bedre) styr på situationen, når de bliver styret og fulgt af træningsapplikationerne – også selvom målingerne er unøjagtige.

Træningshistorik modarbejder indre kritiker

Selvom motionsudfordrede får trænet, kan de alligevel have svært ved at betragte sig selv som motionister. De har kritiske stemmer inderst inde i dem selv, der fortæller dem, at de ikke kan finde ud af at løbe så meget som en kilometer.

Sådan en stemme har 34-årige Signe haft hele livet. Hun begyndte at løbe for lidt under halvandet år siden.

Inden for en psykologisk teori om narrativ identitet vil man sige, at motionsudfordrede som Signe skaber og vedligeholder en identitet som 'uduelig' motionist. Det gør de ved at lytte til stemmernes kommentarer og fortællinger før, under og efter løb.

Her kan træningshistorikken hjælpe motionsudfordrede.

Såfremt de rent faktisk får motioneret, fungerer historikken som en ydre 'stemme', der fortæller et nyt narrativ. Historikkerne skaber et kronologisk narrativ om, at de motionsudfordrede har motioneret med en vis hyppighed, udholdt visse distancer og lignende.

I historikken kan Signe se, at hun har opnået personlige mål om at kunne løbe både seks, syv og otte kilometer. Hun bliver altså konfronteret med et narrativ, der står i kontrast til det, hendes indre stemme fortæller.

Signe bruger historikken til at fastholde en følelse af, at hun kan og gør noget. I dag føler hun sig som en løber. Målinger af træning kan på denne måde hjælpe til med at forandre ens opfattelse af sig selv.

Apps kan forebygge sygdomme?

Digital teknologi har længe været en integreret del af sygdomsbehandling – for eksempel gennem blodsukkermålere, der er et redskab til at holde diabetes i skak.

Nu er forskere og produktudviklere også begyndt at interessere sig for apps, der kan forebygge sygdom.

Forebyggelse af type 2-diabetes, tyktarmskræft og hjertekarsygdomme sker blandt andet gennem en aktiv livsstil.

Mit igangværende projekt kan bruges til at vurdere, hvordan – og i hvilken grad – apps kan understøtte rejsen fra inaktiv til motionist.

Denne viden kan for eksempel anvendes til at forbedre fremtidige design af apps, der skal virke sygdomsforebyggende ved at få folk til at røre sig.