I et mega-eksperiment med over 60.000 medlemmer af en fitnesskæde i USA har 30 forskere fra 15 forskellige universiteter testet, hvordan de bedst får amerikanere til at træne.
Eksperimentet er opsigtsvækkende, fordi de mange tusinde amerikanere er blevet tilfældigt inddelt i hele 54 forsøgsgrupper.
Hver enkelt gruppe er på forskellig vis blevet opmuntret til at komme til træning.
De har blandt andet modtaget forskellige varianter af:
- SMS’er eller mails med påmindelser.
- Små økonomiske belønninger.
- Kontrakter, hvor de forpligter sig til at komme til træning.
- Hjælp til planlægning.
I løbet af fire uger med digitale skub - det kaldes nudges - har forskerne indsamlet data om, hvor ofte forsøgsdeltagerne er tjekket ind i fitnesscentret.
Et massivt felteksperiment
Ganske få nudges, især små økonomiske belønninger, har en positiv effekt på forsøgsdeltagernes indtjekninger i træningscentret, konkluderer forskerne i studiet, der netop er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Nature.
Det er dog ikke resultatet, de fremhæver i artiklen, men metoden - mega-eksperimentet - hvor de tester adskillige nudges samtidigt og indsamler store mængder data.
Mega-eksperimenter kan ifølge forfatterne være en optimal måde hurtigt at få viden om, hvordan man får mennesker til at ændre adfærd. Hvordan får man for eksempel folk til at købe mere klimavenlige måltider eller vælge sundere drikkevarer i kantinen?
»Politiske beslutningstagere vender sig i stigende grad mod adfærdsforskning, for at få indsigter i hvordan man forbedrer borgernes beslutninger og udfaldet af dem,« skriver forskerne.
»For at accelere opdagelseshastigheden, introducerer vi mega-eksperimentet - et massivt felteksperiment, hvor effekten af mange forskellige interventioner bliver sammenlignet i den samme population med samme objektive målinger og af samme varighed.«
\ Læs mere
Et godt redskab
Den danske adfærdsforsker Pelle Guldborg Hansen har læst studiet. Han ser både fordele og ulemper ved datadrevne mega-eksperimenter, som det, der netop er publiceret i Nature.
»Overordnet er de store forsøg, hvor man sammenligner mange forskellige interventioner, fantastisk spændende,« siger Pelle Guldborg Hansen, der er lektor på Roskilde Universitets Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab.
»Det er et godt redskab at have i værktøjskassen,« tilføjer han.
\ Forskning søger løsninger
Videnskab.dk dækker forskning, som måler effekten af tiltag, der skal gavne velfærdssamfundet. Det kaldes interventionsforskning.
Følg med i temaet her.
Støtte fra TrygFonden har muliggjort temaet. TrygFonden har ikke indflydelse på, hvilken forskning vi skriver om, og hvordan artiklerne skrives.
Læs mere om aftalen her.
Eksperimenterne er som mejetærskere
Men der er også en bagside ved de store eksperimenter, påpeger Pelle Guldborg Hansen, som selv har lavet adskillige forsøg med nudges, der skal få folk til at træffe sunde valg, for eksempel i supermarkeder og kantiner.
Han frygter, at mega-eksperimenterne giver forskere incitament til at blive bag skrivebordet og analysere store datasæt i stedet for at komme ud i virkeligheden og studere, hvordan mennesker agerer.
»Et mega-eksperiment er som en kæmpe mejetærsker, hvor man høster en masse data og måler, hvad der virker. Men man behøver ikke gå ud og undersøge, hvorfor det virker eller ikke,« siger Pelle Guldborg Hansen og fortsætter:
»Noget af det, jeg kan blive bekymret over, er, at vi bliver så fascineret af data, at vi glemmer virkeligheden. Mega-eksperimenter kan forstærke en tendens til, at man som forsker ikke går ud i felten og observerer.«
Mere skrivebordsforskning?
Lektoren håber ikke, at de store datadrevne forsøg fremover kommer til at sætte standarden for adfærdsforskning.
»Hvis mega-eksperimenter bliver den hellige gral, kan det betyde, at forskere begynder at fokusere på at undersøge områder, hvor der er data, som de kan sidde og hakke i,« siger Pelle Guldborg Hansen.
»Så ryger fænomener, der er vigtige at studere, men hvor der ikke er data, ud af spotlightet,« tilføjer adfærdsforskeren, som selv bruger en stor del af sin arbejdstid ude i felten.
Ikke alle valg har digitale aftryk
I fitness-forsøget blev de over 60.000 deltagere registreret digitalt, når de tjekkede ind i centret, og de gav tilladelse til, at forskerne måtte bruge de oplysninger, der blev gemt.
Men andre af de valg, vi mennesker træffer - for eksempel om vi sorterer vores affald eller bruger håndsprit - bliver ikke registreret digitalt.
Derfor er det ikke muligt at studere, hvordan man påvirker den slags adfærd i et mega-eksperiment.
Heller ikke i lande, hvor man ikke har en velfungerende digital infrastruktur, kan man lave de store datadrevne forsøg. Det gælder for eksempel i u-landene, påpeger Pelle Guldborg Hansen.
Endelig er mega-eksperimenterne dyre og omstændige at lave, skriver forskerne selv i deres videnskabelige artikel.
Lodtrækningsforsøg i stor skala
Det store amerikanske eksperiment er en videreudvikling af traditionelle lodtrækningsforsøg, hvor forskere bruger kontrolgrupper som sammenligningsgrundlag for det, de tester.
Lodtrækningsforsøg stammer fra medicinsk forskning, hvor patienter randomiseres (inddeles tilfældigt) til enten af få et lægemiddel, forskere vil teste, eller placebo (snydemedicin uden virkning).
Men også i andre typer forskning - for eksempel adfærdsforskning - anses forsøgene som den bedste videnskabelige metode til at måle, om et nudge eller en anden intervention virker.
Mega-eksperiment har kontrolgruppe
I det amerikanske mega-eksperiment har forskerne brugt en kontrolgruppe ligesom i traditionelle lodtrækningsforsøg. Kontrolgruppen modtager milde digitale nudges - en slags placebo - som ikke har effekt.
»De grundlæggende forsøgsbetingelser er de samme som i traditionelle lodtrækningsforsøg,« siger professor Karsten Juhl Jørgensen, der er specialiseret i screening og evidens i lægevidenskab, efter at han har læst studiet.
»Men fordi de tester mange interventioner på samme tid, har de bedre mulighed for at sige noget om, hvordan de forskellige interventioner virker sammenlignet med hinanden, og hvilke der virker bedst, end hvis man skulle basere sine konklusioner på mange særskilte forsøg med varierende forsøgsbetingelser.«
Lodtrækningsforsøg har begrænsninger
Som regel er det nødvendigt at lave flere forskellige lodtrækningsforsøg og vurdere, hvad de samlet set peger i retning af, for at få sikker viden om for eksempel effekten af et nudge, et lægemiddel eller andre interventioner såsom mundbind og corona-restriktioner.
Nogle forskere, blandt andre Karsten Juhl Jørgensen, er specialiserede i at gennemtrawle den videnskabelige litteratur og sammenligne alle de forsøg, der er publiceret om en given intervention. På baggrund af den samlede forskning vurderer de, hvor stærk evidensen er, for at interventionen virker eller ikke.
Men enkelte forsøg kan være svære at sammenligne. De er ofte lavet i forskellige lande og strækker sig over et varieret antal uger eller måneder. Data kan være indsamlet forskelligt, eller forsøgspersonerne er ikke sammenlignelige.
»Vi opdager ofte, at de enkelte forsøg er lavet under forhold, der ikke kan sammenlignes, og så kan det være svært at vurdere, om man kan sammenligne effekterne,« siger Karsten Juhl Jørgensen, der er professor ved Cochrane Danmark ved Syddansk Universitet.
Mega-eksperimenter giver hurtigt ny viden
Mega-eksperimenter kan løse problemet, foreslår forskerne bag det nye studie i Nature.
»Typisk tester forskellige forskere forskellige interventioner i forskellige forsøg med forskellige resultater og over forskellige tidsintervaller. Mangel på sammenlignelighed af sådanne individuelle forsøg begrænser deres mulighed for at informere politikken,« indleder de deres artikel.
Store forsøg, hvor man tester effekten af mange forskellige interventioner samtidigt i samme land og med samme videnskabelige metode, kan »adressere begrænsningen og accelerer vejen til nye indsigter,« fremgår det.
Eksperter kan ikke forudse effekten
De amerikanske forskere har også undersøgt, om det er muligt at forudsige, hvilke digitale nudges der får folk til at tjekke ind i fitnesscentret i det gigantiske videnskabelige forsøg.
De har fået over 200 fagfolk til at give et bud på, hvad der virker bedst.
- 156 professorer fra 50 førende sundhedsvidenskabelige institutter i USA.
- 90 fagspecialister fra virksomheder specialiseret i anvendt adfærdsforskning.
Eksperternes bud på, hvad der virker, er i langt de fleste tilfælde skudt ved siden af og alt for optimistiske, konkluderer forskerne.
»Samlet set understreger det, hvor svært det er at forudsige effekten af interventioner, og hvorfor det derfor er så værdifuldt, at mega-eksperimenter gør det muligt samtidigt at teste mange forskellige tilgange til adfærdsændringer,« skriver de.
