Flere end én million computerspillere kæmper flittigt bag skærmen på at finde brændstof og mineraler til en mission i rummet.
Missionen er fiktiv og foregår i spillet StarCraft, udviklet af Blizzard Entertainment, der også står bag det berømte World of Warcraft. Nogle spillere bliver så optagede af missionen, at de bliver afhængige af spillet.
»Det betyder, at de har en nedsat opmærksomhed på hverdagens gøremål, og først rigtig kan slappe af, når de spiller,« forklarer Jørgen Scheel Krüger, professor ved Center of Functionally Integrative Neuroscience(CFIN), Aarhus Universitetshospital.
Spillerne får desuden abstinenser efter de belønningsmekanismer, der udløses i hjernen under spillet.
I et kinesisk studie har forskere forsøgt at behandle 11 Starcraft–afhængige med et middel mod rygeafhængighed.
Efter seks ugers behandling oplevede spillerne, at trangen til at gå online faldt.
Online-spil fremkalder afhængighed som cigaretter
Menneskets adfærd har altid været påvirket af vores ønske om at opnå lykke.
»Hos urmennesket blev det fremkaldt af mad, sex, socialt samvær og spænding i forbindelse med jagt,« siger Jørgen Scheel Krüger.
StarCraft fremkalder de helt naturlige belønningsmekanismer, der findes i hjernen.
Selve forventningen om de spændende kampe i den intergalaktiske krig om råstoffer skaber en øget dopamin-frigørelse i hjernens belønningsregioner.
»Belønningsregionerne ligger i hjernens basale systemer og fremkalder via komplicerede neurale netværk med dopamin og endorfiner en effekt i hjernen, så spillerne opnår en form for eufori og kortvarig lykkefølelse,« siger han.
Den samme effekt på hjernen kan opnås med andre stimulanser som alkohol, nikotin eller kokain.
Hvis spillet ikke udarter sig, som spilleren håber (hvis man taber mod sine egne forventninger), kommer der en nedtur, som skaber en abstinenslignende oplevelse.
Spiloplevelsen bliver en rutschebanetur, som sporer hjernen ind på at spille mere for igen at opnå lykkefølelsen og den forløsende dopaminfrigørelse.
Graden er afhængig af medfødt disposition.
Sådan virker antirygemiddel
Det kinesiske studie, som er publiceret i tidsskriftet Experimental and Clinical Psychopharmacology, viser effekten af indtagelse af antirygemidlet Bupropion.
Stoffet giver en langsom øgning af hjernens dopamin-niveau hos spilleren.
Derfor bliver oplevelsen af nedtur undervejs i spillet ikke så stor og dermed falder behovet for at spille mere.
»Hjernens belønningssystem er altså på den måde allerede forsigtigt underholdt med signalstoffet dopamin,« forklarer Jørgen Scheel Krüger.






























