Aberne gav os hiv

Historien om et af verdens farligste virus er en beretning om en række uheldige tilfælde og en mikroorganisme, der er så djævelsk snedigt indrettet, at en chokbølge verden rundt, da de første hiv-infektioner dukkede op i Vesten.

Det hele begyndte efter alt at dømme i Afrika for flere millioner år siden. Her blev makakabernes forfædre smittet med det såkaldte SIV (Simian Immundefekt Virus), og i løbet af århundrederne og årtusinderne lærte aber og virus at leve sammen.

Virus er gammel

»For to år siden fandt eksperterne et SIV-virus i en række aber i Centralafrika, som genetisk set er forfaderen til det Humane Immundefekt Virus.

Hiv er dermed ikke et nyt virus som sådan, det er et SIV-virus, som er sprunget til mennesker,« fortæller Jens Lundgren, der er professor i virussygdomme ved Københavns Universitet.

Værten er ny

Forskerne regner oven i købet med, at dette spring kan være sket flere gange i historien. Men de afrikanske stammer, som havde kontakt med makakaberne, levede isolerede fra omverdenen, og det forhindrede smitten i at sprede sig. Indtil det 20. århundrede.

At et abevirus kunne få fodfæste i mennesker og forårsage alvorlig sygdom, er ikke enestående for hiv. SIV er en såkaldt zoonese, det vil sige en infektion som findes naturligt i dyr, men har evnen til at smitte mennesker.

»De af os, som var læger dengang, kan stadig huske nødlazaretterne med svært syge patienter. Unge mennesker, som døde mellem hænderne på« - Jens Lundgren

Ingen konspiration

»Der var en overgang tale om, at hiv skulle være et genetisk modificeret virus, der enten bevidst eller ved et uheld blev sluppet løs i 1970'erne,« fortæller Jens Lundgren.

»Men det er ikke tilfældet. SIV er sprunget fra aber til mennesker mindst tre gange i nyere tid. Vi har i dag tre oprindelige klynger af virus - tre udgangspunkter for smitten siden 1930'erne. Hiv er for eksempel dokumenteret hos en patient, der døde i 1959,« siger han.

Hiv er fra 30'erne

Når hiv-virus formerer sig, muterer de og bliver stadigt mere forskellige fra hinanden. Men med viden om hvor meget og hvor ofte hiv muterer, kan forskerne bruge forskellige værktøjer og regne bagud til det tidspunkt, hvor alle virus havde en fælles stamfader.

»Derfor kan vi se, at den hiv-virus som inficerer mennesker i dag, må være sprunget fra aber til mennesker i 1930'erne,« fortæller Jens Lundgren.

Og på det tidspunkt besad videnskaben ikke den teknologiske formåen til at fremstille genetisk modificerede virus.

Central- og Sydafrika var indtil midten af det 20. århundrede engelske og franske kolonier, hvor europæerne udbyggede infrastrukturen og byerne.

De nye bycentre tiltrak landområdernes unge, som forlod de små stammer, og på den måde fik hiv mulighed for at bryde ud af isolationen. Det skete i en periode, hvor Vestens sundhedsbistand til Afrikas byer bestod af blodtransfusioner mod malaria, og med et nødvendigt genbrug af injektionsnåle til vacciner, antibiotika og vitaminindsprøjtninger fik hiv mulighed for at smitte stadigt flere mennesker.

Verden blev lille

I 1960'erne blev verden desuden mindre. Billigere og nemmere flyrejser gav mennesker og firmaer en stigende kontakt med andre egne, mens regeringer støttede programmer til udveksling og fik tættere økonomiske forbindelser - hiv fik endnu flere smitteveje.

»Det er uheldige omstændigheder,« fortæller Jens Lundgren.

»Arbejdere tager fra Haiti til Angola efter job, bliver smittet, og bringer virus med hjem.«

Sex og sprøjter var farlige

Evolutionsbiologen Michael Worobey fra 'The University of Arizona' kunne sidste år fortælle, hvordan hiv nåede til USA fra Haiti i 1969, og virusets ankomst til Amerika og derefter Europa kunne ikke være sket på et værre tidspunkt. 1960'erne stod i den seksuelle frigørelses og narko-eksperimenternes tegn, og de to mest udbredte smitteveje for hiv er netop ubeskyttet sex samt fælles brug af sprøjter.

Det amerikanske 'Gay Liberation Movement' fulgte i 1970'erne, og åbningen af nye badehuse gav USA's bøsser mulighed for fri og åben sex og hiv uhindret adgang til et enormt reservoir af usmittede mennesker.

De første behandlinger

Det blev tidligt muligt at behandle de opportunistiske infektioner, som angreb de hiv-smittede, når de nåede aids-stadiet af deres infektion.

»Men når lægerne havde nedkæmpet en type infektion, dukkede en ny op,« fortæller Jens Lundgren.

»Patienterne blev stadigt dårligere og døde mellem hænderne på behandlerne.«

Lægemiddelforskere havde i mellemtiden udviklet et præparat mod smitsom leverbetændelse type B (Hepatitis B) kaldet Zidovudin. Stoffet havde ikke den store effekt mod hep-B-virus, til gengæld virkede det overfor hiv.

I kø efter medicin

»Zidovudin blev afprøvet i 1985 i en af de hurtigst gennemførte undersøgelser nogensinde. Efter tre-fire måneder stod det klart, at stoffet mindskede risikoen for opportunistiske infektioner og dødsfald. Så blev det fløjet Jorden rundt, og patienterne stod i kø for at få medicinen. Alle troede, at det var kuren mod hiv,« husker Jens Lundgren.

Zidovudin virker - og gør det stadig. Men da medicinen ikke slår alle hiv-virus ihjel, og hiv muterer med lynets hast, opstår Zidovudin-resistente udgaver efter et halvt års tid. De overlever og formerer sig, indtil den gavnlige virkning af præparatet er væk, og patienterne igen bliver syge.

En cocktail

Flere antiretrovirale medikamenter kom til, og i midt i 90'erne indså forskerne, at man skulle kombinere hele tre af disse stoffer for at holde hiv-infektionen nede. Hiv muterer og formerer sig mere i den enkelte patient end noget andet kendt virus, derfor er en cocktail af medicin nødvendig for at sikre effekten.

»Men virus-partiklerne dør ikke, de bliver nærmest slået bevidstløse,« forklarer Jens Lundgren. »Patienten skal blive i kombinationsbehandlingen resten af sit liv, for ellers blusser infektionen op igen.«

Døden ramte de unge

Der gik 13 år fra virus blev identificeret i 1983, indtil det var muligt at behandle infektionen virkningsfuldt i 1996.

»Det er i øvrigt fuldstændigt uhørt hurtigt for en helt ny og hidtil ukendt sygdom,« fortæller Jens Lundgren.

»I de 13 år var der alligevel utroligt mange mennesker, der døde. De af os, som var læger dengang, kan stadig huske nødlazaretterne med svært syge patienter. Unge mennesker som døde mellem hænderne på os. Jeg tror, at hvis man var læge på det tidspunkt, og havde hiv-patienter dengang, i forhold til i dag, hvor de lever og har det godt - det er to forskellige verdener,« siger han