KORT NYT FRA UDLANDET:
Hvis mus får en særlig parasit, sker der noget højst upraktisk: den mister evnen til at blive frastødt af katteurin, som ellers er med til at vække frygt i musen, så den holder sig fra katten.
Nu viser ny forskning i onlinetidsskriftet PNAS, at evnen ikke bare forsvinder, mens musen har parasitten Toxoplasma gondii – den bliver også hængende, lang tid efter parasitten har forladt musen igen. Det skriver ScienceNews.
T. gondii er så potent en parasit, at den som regel slår musen ihjel. Forskerne var derfor nødt til at give mus en lidt mildere version af parasitten for at følge, hvor lang tid musen forblev ’frygtløs’ over for katte.
Forsøget viser ifølge ScienceNews, at musene stadig ikke havde fået frygten tilbage, da deres liv rindede ud efter fem måneder, og det får forskerne til at tro, at effekten i musens hjerne nok er permanent.
Spørgsmålet er selvfølgelig, om mus overhovedet ville overleve i fem måneder i den virkelige verden uden deres naturlige frygt for katte.
Parasitten er i øvrigt ikke kun skadelig for mus. Danske forskere har tidligere koblet T. gondii til selvmordsforsøg blandt mennesker.
Læs også:
Tropesygdommenes skrækkelige top-10
Parasitter i hjernen giver epilepsi
Parasit æder fattige kvinders underliv
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
th





























