Det danske videnskabsformidlingssite Menneskedyret.dk er nomineret til en fin formidlingspris, skriver ku.dk. Prisen bliver uddelt under den Europæiske Science TV og New Media Festival 2013, som løber af stablen i weekenden.
Festivallen nominerer hvert år Europas bedste videnskabsformidlende medieproduktioner. Blandt de nominerede i kategorien new media finder man i år Menneskedyret.dk, der er et undervisningssite målrettet landets gymnasieelever, som Statens Naturhistoriske Museum, Københavns Universitet, står bag.
Menneskedyret.dk er baseret på Statens Naturhistoriske Museums populære undervisningsforløb Menneskets evolution. På sitet finder du tre dokumentarfilm og et interaktivt 3D-program, hvor eleverne kan blive klogere på ligheder og forskelle mellem mennesket og dets nærmeste nulevende og uddøde slægtning. Undervisningssitet blev lanceret for et halvt år siden, netop fordi det kan være vanskeligt for gymnasier langt fra København at benytte hovedstadens traditionelle tilbud.
»Det er netop for at nå ud til mange flere også udenfor hovedstadsområdet, at vi har lanceret et e-learningsredskab som Menneskedyret. Og det er meget dejligt at, se at tusindvis af gymnasieelever fra hele landet bruger det og lærer af det.«
»Det er kæmpe anerkendelse at, at nogen udefra har fået øje på, hvad vi kan. Alene at blive nomineret og være i selskab med bl.a. BBC må siges at være en blåstempling af det arbejde, vi har lavet,« siger Hanne Strager, formidlingschef på Statens Naturhistoriske Museum.





























