Næsten halvdelen af landets patienter med en indopereret hjertestarter, en såkaldt ICD, har problemer med sexlivet.
Ny dansk forskning afslører ifølge Rigshospitalet, at det ikke kun skyldes, at åreforkalkning – som også rammer mænds penis – kan gøre hjertet svagt og give impotens. Det skyldes også, at mænd simpelthen mister lysten, og at partneren bliver overbeskyttende og ikke vil risikere, at der sker noget med hjertet, fordi den syge bliver ophidset.
»Ikke blot er patienterne nervøse for, om de selv får hjertestop under sex – og hvor nervøsiteten i sig selv naturligvis også har indflydelse på lyst og potens – men de oplever også, at deres partner holder igen,« siger sygeplejerske, ph.d. Selina Kikkenborg Berg i en pressemeddelelse, udsendt af Rigshospitalet.
Forskerne har lavet et forsøg på 200 patienter, der er blevet testet med fysisk træning og samtaler. Mens studiet, publiceret i European Journal of Cardiovascular Nursing, viser, at der er et problem, er det langt sværere at bruge det til at pege på en løsning.
»Man skulle tro, at mere viden og information kunne hjælpe på nervøsiteten, for som hjertesyg er det som udgangspunkt risikofrit at dyrke sex. Men mere information gjorde ingen forskel på patienternes seksuelle aktivitet – og patienterne har faktisk heller ikke lyst til at få mere viden om emnet.«
»Derimod kan vi se, at patienternes partnere ikke normalt får tilbudt ret meget information, og derfor kan det måske være klogt at tage fat dér, så deres bekymring ikke som nu giver udslag i unødig beskyttelse af den hjertesyge,« siger Selina Kikkenborg Berg i pressemeddelelsen.
Patienter med stabil hjertesygdom og ICD kan som udgangspunkt sagtens dyrke sex. En tommelfingerregel er, at hvis man kan gå til 2. sal, kan man også gennemføre samleje.
Ca. 1000 mennesker, unge som gamle, får en ICD hvert år i Danmark.
Læs også på Videnskab.dk: Behandling mod prostatakræft giver klager over kortere penis





























