KORT NYT FRA UDLANDET:
Mere fysisk aktivitet hos skolebørn giver væsentlig mindre risiko for knoglebrud. Det skriver Medpagetoday.com.
Et nyt studie har fulgt skolebørn i Malmø, der fik 40 minutters fysisk aktivitet i skolen dagligt, og sammenlignet deres risiko for knoglebrud med tre andre skoler, der dyrkede motion en time om ugen.
Her viste det sig, at de aktive børn næsten havde halveret deres risiko for brækkede knogler i forhold til børnene på de andre skoler.
»Omkring en tredjedel af alle børn får et brud, før de stopper med at vokse, og derfor vil forebyggende strategier have stor betydning for både samfundet og den enkelte,« sagde Marcus Coster, der er p.hd.-studerende ved Lund Universitet i Sverige, da han præsenterede resultaterne ved American Society for Bone and Mineral Research meeting.
Tidligere studier har vist, at øget fysisk aktivitet hos børnene også øger risikoen for brækkede knogler, men i Marcus Costers studie har han også fundet en forklaring på dette.
Det viste sig nemlig, at der var et øget antal børn, som fik knoglebrud i de første skoleår i den aktive gruppe, men at de herefter oplevede en væsentlig mindre risiko, end kontrolgruppen.
Læs også:
Bevægelse gjorde børn 35% bedre til matematik
Motion gør dig mere sund end et vægttab
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til de oprindelige kilder for flere detaljer.
ams





























