Min baggrund
Jeg er uddannet journalist (2013) og cand.mag. i turisme (2015) med speciale i sydkoreansk kultur og rejsevaner.
Før det har jeg været vidt omkring uddannelsesmæssigt og arbejdsmæssigt og prøvet kræfter med en masse spændende områder, lige fra kinastudier til sergentskole og modebranchen.
Men så fandt jeg Videnskab.dk, og det var et match. Her har jeg slået mine folder ad flere omgange - først som journalistpraktikant i 2011 og siden 2016 som redaktionssekretær.
Mine ansvarsområder
Som redigerende har jeg overblik over produktionen af alt vores indhold. Jeg læser artikler, sparrer, ideudvikler og redigerer. Korrekt sprogbrug er min kæphest, og jeg er ikke bange for at indrømme, at jeg elsker grammatik.
Fra 2021 har jeg desuden været projektleder på Videnskab.dk's arbejde med brandingstrategi, og i dag er jeg også visuel redaktør og ansvarlig for at holde snor i vores visuelle udtryk.
Min journalistiske tilgang
Jeg holder skarpt øje med, hvad der rører sig i samfundet, og hvilken ny forskning og nye tendenser vi skal dække.
Her er jeg din sikre garant for, at Videnskab.dk er opdateret omkring hundeforskning, men derudover er fascination og nærhed mine helt store pejlemærker. Jeg mener nemlig, at disse kvaliteter er nøglen til at begejstre, inspirere og få forskningen ud til flest mulige.
Troværdig og faktabaseret viden er vores allesammens mest dyrebare guldreserve, og jeg går på arbejde for at være med til at sikre, at den ikke bliver devalueret, ødelagt eller stjålet - ikke mindst så de kommende generationer også har en værdifuld beholdning at bygge videre på.
I den forbindelse har jeg været med til at skrive Videnskab.dk's gratis guides til læsere og journaliststuderende, og jeg interesser mig indgående for formater, som når ud (især til unge) og gør en forskel.
Kontakt mig
Du må hjertens gerne kontakte mig på dsk@videnskab-wp.wp.stage.combell.peytz.dk, hvis du har tips til gode forskningshistorier, spørgsmål, ris eller ros.