Lyset har fart på, men alligevel er det lang tid om at nå frem, når det kommer fra fjerne stjerner og galakser. Afstandene i universet er nemlig så ekstremt store, at selv den nærmeste stjerne (bortset fra Solen) viser sig, som den så ud for 4,24 år siden.
Så længe har lyset fra den været undervejs.
Når eventuelle rumvæsener vender kikkerten mod Jorden, må de også se vores klode, som den så ud før i tiden. Det er baggrunden for henvendelsen fra vores læser Morten Nielsen, der spørger:
»Jeg læste et sted, at hvis rumvæsner langt ude i rummet kiggede ned på Jorden med et form for skop, ville de se dinosaurer. Er det rigtigt, og hvordan kan det lade sig gøre?«
Jorden for 100 millioner år siden
Vi ringer straks til astrofysiker Uffe Gråe Jørgensen, der er lektor på Niels Bohr Institutet ved Københavns Universitet. Han har nemlig tjek på det med at se tilbage i tiden, når man kigger på noget, der er langt væk.
»Hvis man står 100 millioner lysår væk og kigger på Jorden, så vil man se vores klode, som den så ud, dengang dinosaurerne levede,« fortæller han.
Man skal altså forestille sig en teknologisk avanceret civilisation på en planet, der kredser om en stjerne i en galakse så langt væk, at lyset fra Jorden er 100 millioner år om at nå frem til den.
Hvis væsener på denne planet retter et gigantisk teleskop mod Jorden i dag, vil de se kloden, som den så ud for 100 millioner år siden, hvor dinosaurerne herskede.
Praktiske problemer
\ Fakta
Vi ser ting, som de så ud i fortiden. For eksempel har lyset fra Månen været godt et sekund undervejs, så vi ser Månen, som den så ud for lidt over et sekund siden. Lyset fra Solen er cirka otte minutter om at nå Jorden, og lyset fra de nærmeste stjerner har været år undervejs.
Rent praktisk er der dog nogle uoverstigelige problemer, der melder sig på banen, når det gælder om at se, hvordan dinosaurerne levede. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre at bygge et teleskop, der er så kraftigt, at man kan se dyr på en anden planet millioner af lysår væk.
»Det er vanskeligt at forestille sig et instrument, der har sådan en ekstremt høj opløsning. Det er ikke realistisk muligt. Så det er kun i princippet, at det kan lade sig gøre,« siger Uffe Gråe Jørgensen.
Et teleskops opløsningsevne er dets evne til at adskille detaljer, og jo større teleskop, desto finere detaljer kan det opfange på en given afstand.
Rumteleskopet Hubble ville ikke engang kunne finde en dinosaur på Månen, hvis det blev rettet den vej, for her er opløsningsevnen omkring 0,04 buesekunder.
Det svarer til, at man kan godt kan skelne objekter på størrelse med fodboldbaner på Månen, men så heller ikke meget mindre.
Store planeter er små pletter
Her fra Jorden er det først i de senere år, at det overhovedet er blevet muligt at fotografere planeter, der kredser om andre stjerner end Solen - såkaldte exoplaneter. Det kræver et uhyre kraftigt teleskop, enten et af de største på Jorden eller Hubble-teleskopet.
De fotograferede exoplaneter har alle været mindre end 500 lysår væk, og de viser sig kun som små, utydelige pletter på billederne.
I oktober 2018 opsendes Hubble-teleskopets afløser, James Webb Space Telescope. Det vil være seks gange større end Hubble, så billederne af de fremmede planeter bliver noget bedre.
\ Fakta
Hvis vi kunne se os selv i et stort spejl anbragt et antal lysår væk, ville vi kunne se tilbage i tiden ved at se i spejlet. Den idé leger den århusianske forfatter Svend Åge Madsen med i bogen 'Mange sære ting for', hvor han forestiller sig fjerne planeter, der fungerer som spejle. I spejlingen fra sådan en planet, der ligger cirka 1000 lysår herfra, kan man betragte Jesus gå rundt på Jorden for dobbelt så lang tid siden.
Alligevel skal vi ikke gøre os håb om at se levende forhistoriske væsener på andre planeter i nogen overskuelig fremtid. Vi kan allerhøjst drømme om at se spor efter liv - såkaldte biomarkører - i atmosfæren om planeterne.
Der skal helt andre boller på suppen, hvis man skal spore levende væsener på exoplaneter.
Bunker af rumteleskoper
Hvis vi skal fotografere et dyr på en af de nærmeste exoplaneter, skal vi faktisk bruge et teleskop, der er omtrent på størrelse med Jordens bane om Solen.
I stedet for ét stor teleskop er det dog muligt at benytte flere små, der rettes mod samme mål, så et enormt netværk af rumteleskoper kan måske klare jobbet.
En civilisation 100 millioner lysår væk skal bygge et netværk af millioner af store, uhyre avancerede rumteleskoper fordelt på et område, der er adskillige lysår i diameter, hvis de vil se dinosaurer på Jorden. Og det kræver naturligvis, at teleskoperne er rettet præcis i vores retning.
Så svaret til Morten må være, at man rigtig nok kigger tilbage i tiden, når man ser langt væk. En observatør, der betragter vores hjemlige planet på en afstand af mellem 66 og 231 millioner lysår, vil i princippet se Jorden, som den så ud, mens der var dinosaurer på den.
Men i praksis bliver det svært.
Vi takker mange gange for spørgsmålet og kvitterer med en flot, grå T-shirt. Der skal også lyde et stort tak til Uffe Grå Jørgensen for at hjælpe med at svare på det store spørgsmål. Skulle du selv have et rigtig godt spørgsmål i skuffen, kan du sende det til sv@videnskab-wp.wp.stage.combell.peytz.dk, eller du kan gå på opdagelse i Spørg Videnskaben her på sitet.
