Der er ingen tvivl om, at mænd og kvinder har forskellige præferencer, når de vælger fag og sektor.
Kvinder foretrækker i højere grad end mænd den offentlige sektor, og inden for den offentlige sektor dominerer kvinder i børnehaver, på skoler og i sygeplejen, mens mænd udgør flertallet i politiet, blandt ingeniører og inden for it.
Det faktum og årsagerne hertil er der forsket meget i. Et andet – mindre udforsket – spørgsmål er imidlertid, om de to køn løser opgaverne forskelligt, når de har uddannet sig til og er blevet ansat i det samme job.
Udviser mandlige byggesagsbehandlere, uddannelsesvejledere, børnetandlæger og hjemmehjælpere en anden adfærd i varetagelsen af deres job end deres kvindelige kolleger?
LÆS OGSÅ: Kan man putte mænd og kvinder i kasser?
Der ér en forskel på mænd og kvinder
Jeg har gennemført et studie blandt lidt over 1.400 offentligt ansatte fordelt på 6 forskellige jobtyper:
- byggesagsbehandlere
- miljøtilsynsførende
- uddannelsesvejledere i gymnasiet
- hjemmeplejere
- børnetandlæger
- universitetslektorer
Studiet viser, at kønnet spiller en rolle i de dele af et job, hvor hverken regler, administrative retningslinjer eller stærke professionelle normer styrer adfærden.
For gymnasievejlederne ses det blandt andet ved, at kvinderne er mere opsøgende over for elever, som de har på fornemmelsen mistrives, end deres mandelige kollegaer er.
Når det gælder universitetslektorerne, er kvinderne mere tilbøjelige til under et vejledermøde at aftale næste møde, mens mandlige vejledere i højere grad lader det være op til den studerende selv at tage initiativ til mere vejledning.
For børnetandlægerne ses forskellen ved, at kvindelige tandlæger oftere tilbyder lattergas til børn, end deres mandlige kolleger.
Blandt hjemmehjælperne er kvinderne mere flittige end mændene til at skrive i borgernes »meddelsesbog«.
De mandlige byggesagsbehandlere tilbyder oftere bygherren et face to face-møde, end kvinderne, og de mandlige miljøtilsynsførende er mere tilbøjelige til at reportere til andre myndigheder, hvis de under et tilsynsbesøg får mistanke om, at anden lovgivning – f.eks. arbejdsmiljøregler – bliver overtrådt.
De opgaver, hvor der er et skøn i jobudøvelsen og dermed mulighed for individuel handlefrihed, er altså prægede af, om det er mænd eller kvinder, der udfører dem.
Forskellene er ikke store, men de er der, og de præger den opgaveløsning, som borgere og brugere møder.
LÆS OGSÅ: Kan forskelle på mænd og kvinder ændre sig?
Kan forklares med grundlæggende forskelle
Mine undersøgelser viser, at de konstaterede adfærdsforskelle delvist kan forklares med nærmest klichéagtige forskelle på mænd og kvinder. Nemlig forskelle i empati, evnen til systematisk handling og tankegang og graden af konkurrencemindedhed.
Selv når de har valgt samme uddannelse og er blevet udvalgt til samme job, har kvinderne en bedre evne til empati end mændene, mens mændene er mere konkurrencemindede og bedre til systematisk handling og tankegang end kvinderne.
Disse grundlæggende forskelle forklarer delvist mændenes og kvindernes adfærdsforskelle.
Resultaterne giver stof til eftertanke for både politiske og administrative ledere i det offentlige og for folk, der forsker i offentligt ansattes adfærd.
LÆS OGSÅ: Danske mænd snubler over omsorg
Ligebehandling bliver et paradoks
For lederne i det offentlige giver resultaterne stof til eftertanke vedrørende ligebehandling af borgere og rekruttering, ledelse og belønningssystemer.
Et evigt paradoks i indretningen af den offentlige sektor er, at vi af hensyn til effektivitet og fleksibilitet gerne vil overlade et vist skøn og en vis autonomi til de ansatte, mens vi samtidig et ønske om, at borgere og brugere behandles lige, uafhængigt af om de tilfældigvis præsenteres for medarbejder X eller Y, når de er i kontakt med det offentlige.
Den ene værdi siger altså, at det offentlige ikke må forskelsbehandle, og at borgerne derfor skal betjenes ens, mens den anden siger, at der skal være en vis handlefrihed i et job for at sikre fleksibilitet over for borgerne og engagement hos den enkelte medarbejder.
Undersøgelsens resultater giver anledning til, at man fra politisk og ledelsesmæssig side tager en snak om, at forskellene findes, og diskuterer, hvorvidt det er problematisk, i orden eller måske ligefrem ønskværdigt i den enkelte jobfunktion.
Der er således stor forskel fra jobfunktion til jobfunktion på, hvor meget variation man vil og kan tillade i den måde, hvorpå opgaverne løses.
LÆS OGSÅ: Forskere overdriver forskelle mellem mænd og kvinder
Forskellighederne skal belønnes
Hvorvidt ligebehandling eller effektivitet og fleksibilitet er det væsentligste, kan altså variere.
Når man frem til, at det er nødvendigt, at opgaverne løses så ens som muligt, må man forsøge at styre sig ud af forskellene.
Det kan f.eks. gøres ved at skabe nogle klare administrative retningslinjer og tydelige professionelle normer for, hvordan man ønsker, at medarbejdere skal gå til arbejdet.
Finder man omvendt ud af, at det måske ligefrem er ønskværdigt, at mænd og kvinder arbejder forskelligt, fordi det fører nogle positive resultater med sig, bør man til gengæld på ledelsesniveau sikre sig, at man belønner begge køns adfærdstendenser ligeligt.
Vil man gerne have, at mænd og kvinders forskelligheder kommer frem i arbejdet, skal man være opmærksom på at fremme begge køn lige meget igennem belønningssystemerne.
Man bør derfor overveje, om man eksempelvis har belønningssystemer, der i lige så høj grad belønner kvindernes tendens til empati, som mændenes tendens til at være konkurrencemindede?
LÆS OGSÅ: Sexbilleder: Mænd kigger på kroppen og kvinder på ansigtet
Stof til eftertanke for forskere
Undersøgelsen giver også stof til eftertanke for dem, der forsker i offentligt ansattes adfærd.
For det første har rigtig meget af den hidtidige forskning i offentlige ansatte og deres adfærd været fokuseret på, hvilken rolle deres motivation, holdninger, professionelle normer og interesser spiller for deres adfærd og ikke mindst for deres villighed til at ændre adfærd.
Når indkøringen af nye politiske eller administrative beslutninger ikke blev som forventet, var den traditionelle forklaring, at det skyldtes vrangvillighed hos medarbejderne – enten fordi de politisk/ideologisk var uenige, eller fordi deres snævre egeninteresser i f.eks. arbejdstider og arbejdspres tilskyndede dem til ikke at gøre det, som man fra politisk og administrativ side ønskede, de skulle gøre.
Der er ingen tvivl om, at motivation, holdninger, normer og interesser har betydning for menneskers – og dermed også offentligt ansattes – adfærd.
LÆS OGSÅ: Kvindelige elitestuderende følger deres mænd
Adfærd kan også skyldes evner
Adfærd er dog ikke kun et produkt af vilje, men også af evne. De beslutninger, vi træffer, og den adfærd, vi udviser – herunder også i forbindelse med vores arbejdsliv – er præget af både vores kognitive kompetencer og den vilje, som vi knytter dertil.
Når en socialrådgiver træffer beslutningen om tilbud af foranstaltning til et socialt udsat barn, kan denne beslutning således tænkes at afhænge både af vedkommendes evne til at overskue sagen og gennemskue dens årsager, vedkommendes viden om hvilke foranstaltninger, der er til rådighed, og hans/hendes vilje til f.eks. at anvende tvangsprægede foranstaltninger.
Ligeledes kan en folkeskolelærers implementering af elevplaner tænkes at være et produkt af hans eller hendes evne til at tænke i de abstraktioner, som en elevplan kræver, den umiddelbare viden om barnet og vedkommendes vilje til at bruge den afsatte tid (eller mere) på denne arbejdsopgave.
LÆS OGSÅ: Danske hjerneforskere: Så forskellige er mænd og kvinder heller ikke
Behov for mere forskning i forskellene
Mine forskningsresultater vedrørende betydningen af kompetencer som empati, konkurrencemindedhed og evnen til systematisk handling og tankegang kan af forskere bruges til at udvikle brugbar viden om offentligt ansattes adfærd og mulighederne for at påvirke den ved at sætte yderligere fokus på betydningen af evner.
Hvilke grundlæggende evner og eventuelle personlighedstræk er nyttige og væsentlige i forskellige offentlige jobs?
Det er dermed måske ikke altid nok, at folk har den rette kompetencegivende uddannelse.
Endelige giver mine forskningsresultater også stof til eftertanke om, hvilke øvrige grundlæggende forskelle mellem kønnene, der kan forklare variation i jobadfærd.
Forskelle i empati, konkurrencemindedhed og evnen til systematisk handling og tankegang forklarede således ikke hele adfærdsforskellen.
Der må derfor være flere grundlæggende forskelle, som forskningen med fordel kunne forsøge at skaffe viden om.
