Hvor blev alle de store forhistoriske pattedyr af? Mammut, kæmpedovendyr, kæmpebæltedyr og uldhåret næsehorn er alle forsvundet.
For omkring 50.000 år siden begyndte disse store pattedyr at uddø i stor stil. Hvorfor?
Et nyt studie af forskere fra en række amerikanske universiteter har set på data for store landlevende pattedyr.
De finder en klar sammenhæng mellem de uddøde dyr og en skelsættende begivenhed i Jordens historie:
Siden mennesket begyndte at udbrede sig fra Afrika, er langt de fleste store pattedyr forsvundet. Nu findes de meget store pattedyr som giraffer, næsehorn, flodheste og elefanter næsten kun i Afrika.
Forskerne laver i studiet også en fremskrivning, og forudser, at hvis udviklingen fortsætter i samme tempo som nu, vil koen være det største landlevende pattedyr på Jorden om 200 år.
\ Historien kort
- For 50.000 år siden begyndte markant flere store pattedyr at uddø rundt omkring på Jorden. Samtidig spredte mennesket sig i stor stil, hvilket tyder på, at mennesker havde mere at gøre med udryddelsen end klimaet, mener forskere.
- Hvis udryddelsen af store dyr fortsætter - hvilket det ser ud til - vil koen ifølge det nye studie sandsynligvis være det største landlevende dyr om 200 år.
- For at vende udviklingen, skal man krybskytteri til livs samt sørge for, at mennesker og dyr bedre kan leve sammen.
Ikke fordi køer bliver større, men fordi de andre store dyr forsvinder. For nyligt døde den sidste han af det nordlige hvide næsehorn, og arten er derfor så godt som udryddet. Ligeledes er andre næsehorn og elefanter på randen af udryddelse.
Teori: Mennesket er skyld i de store dyrs forsvinden
Studiets konklusion er ikke overraskende for to forskere, som Videnskab.dk har talt med, men som ikke har været en del af studiet.
Professor Jens-Christian Svenning fra Institut for Bioscience, Aarhus Universitet, og postdoc Søren Faurby ved Göteborg Universitet har selv fundet lignende resultater i deres egen forskning, som de også selv har skrevet om i denne artikel på Videnskab.dk.
Begge forskere hæfter sig mest ved, at det nye studie konkluderer, at det er mennesker og ikke klimaændringer, der er skyld i de store dyrs forsvinden.
»Med dette studie burde det efterhånden være slået fast med syvtommerssøm, at det massive tab af store dyr kaldet megafauna – for eksempel mammutter, sabelkatte og kæmpedovendyr - i den nyere fortid, og som desværre fortsætter den dag i dag, kan tilskrives mennesket, primært jagt, og ikke har noget med klimaændringer at gøre,« siger Jens-Christian Svenning.
Jens-Christian Svenning er Villum Investigator og leder blandt andet et forskningsprojekt ved navn Semper Ardens, finansieret af Carlsbergfonden, vedrørende de store dyrearters betydning for naturen og deres samspil med mennesker.
\ Læs mere
Uddøde ikke på grund af klimaforandringer
Forskere har ellers længe spekuleret i, om det kunne være klimaforandringer, der har forårsaget de store pattedyrs uddøen.
Men der er nogle store problemer ved den teori, mener Søren Faurby. For selvom klimaforandringer kan have betydning for dyrene, er der ifølge det nye studie ikke nogen sammenhæng mellem størrelsen af de uddøde dyr og klimaforandringerne i de sidste 66 millioner år.
Klimaforandringer har altså ramt dyrene bredt, store som små.
Men det er netop i høj grad de store pattedyr, der er forsvundet i de sidste 50.000 år, og det giver ikke mening.
»Store dyr er gode til at flytte sig,« siger Søren Faurby.
Hvis dyrene har stor udbredelse over områder med forskelligt klima, kan de nemt vandre til et andet område, hvis det bliver for varmt et sted, fortæller han.
Desuden er store dyr typisk ikke så krævende med hensyn til klimaet, tilføjer Jens-Christian Svenning.
\ Datasættet
Forskerne bag studiet så på størrelsen af dyr igennem de sidste 66 millioner år - altså efter dinosaurerne uddøde.
Studiet fandt en markant nedgang af store pattedyr i den periode, hvor mennesket begyndte at brede sig ud over kloden.
Forskerne så blandt andet, at gennemsnitsvægten på landlevende dyr i Nordamerika faldt fra 98 kg til 7,6 kg i den periode, hvor der var mennesker.
Hvis lignende fald fortsætter, og de nulevende store truede arter uddør, »vil det største [landlevende] pattedyr på Jorden om bare få hundrede år sandsynligvis være koen (Bos taurus) på under 900 kg,« skriver forskerne i den videnskabelige artikel.
Mennesket kom bag på mammutterne
En del af forklaringen på, hvorfor mennesker har fået de store dyr til at forsvinde, er ifølge både Jens-Chrisitan Svenning og Søren Faursby, at de store dyr ikke var vant til mennesker.
Da mennesket begyndte at udvandre og sprede sig fra Afrika, indtog de lynhurtigt nye jagtmarker og var ekstremt effektive jægere.
Det forklarer også, hvorfor der stadig er store dyr i Afrika den dag i dag. De har nemlig i meget længere tid udviklet sig sammen med mennesker og har derfor bedre kunnet tilpasse sig menneskenes jagt.
Det kaldes co-evolution, siger Søren Faurby, der forklarer begrebet med en historie om en enkelt kattefamilie, der blev udsat på en ø i New Zealand, og som udryddede en hel fugleart på øen, fordi fuglene ikke var vant til det nye rovdyr.
Det samme fænomen kan være sket i meget større skala med menneskenes indtog i nye økosystemer.
Med andre ord kan man ifølge Jens-Christian Svenning og Søren Faurby sige, at mennesket som rovdyr kom bag på store dyr som mammutten. Og de store dyr var meget attraktive for mennesker, da de ganske enkelt gav meget mad.
Desuden er store dyr ofte mere sårbare over for jagt, da de typisk er længere tid om at reproducere, fortæller Jens-Christian Svenning. For eksempel er en elefant drægtig i over 18 måneder.
Mennesket er ikke entydig faktor
Det er dog ikke entydigt evident, at det udelukkende er mennesket, der skulle være årsag til de store dyrs uddøen. Det mener David Bravo Nogues, lektor ved Statens Naturhistoriske Museum, som også forsker i pattedyrs uddøen.
Han mener, det er et solidt studie, med god data, men det har mangler.
»De gør det godt arbejde med at forklare, at mennesker har stor indflydelse. Det er helt fair at sige. Men de tester ikke for andre faktorer. Blandt andet, hvordan klimaet har påvirket dyrene, eller sygdomme og så videre,« siger David Bravo Nogues.
Han fortæller, at vi kender til store dyr i Nordamerika, der er uddøde, før der kom mennesker. Andre faktorer har derfor spillet ind, mener han.
»Hvad jeg har lært gennem årene er, at det er aldrig konsekvenserne af én enkelt faktor, der udrydder et dyr. Det var ikke kun mennesker, og det var ikke kun klimaet,« siger David Bravo Nogues.
Kaskadeeffekt: En kombination af faktorer
Søren Faurby er også enig i, at de store dyrs forsvinden gennem tiden og nu ikke nødvendigvis kun skyldes, at mennesket har jaget dyrene til udryddelse.
Der kan også være tale om det, Søren Faurby kalder kaskadeeffekter, altså, en række effekter, der opstår som følge af hinanden, og som alle påvirker dyr og miljø.
Han henviser til et studie, hvor forskere undersøgte en art af kæmpe søkøer, den såkaldte Stellers søko, som levede langs den amerikanske stillehavskyst. Den forsvandt, i takt med at der kom mennesker.
Til sidst levede arten kun omkring en ø i Alaska, indtil der også kom mennesker dertil. De mennesker jagede dog ikke søkoen i særlig stor grad, men primært nogle havoddere, som også levede i området. Det ændrede markant på økosystemet.
»Det er meget muligt, at søkoen ville være blevet udryddet, selv hvis mennesker ikke rørte et eneste individ, men blot ved at ændre på økosystemet,« siger Søren Faurby.
Dyrerne påvirker også økosystemet
Særligt de store rovdyr er sandsynligvis blevet udkonkurreret af mennesker, og ikke jaget ihjel. Men de store dyr påvirker også økosystemet på andre måder.
Man kan for eksempel se, at elefanter har stor betydning for trævæksten i de områder, de lever.
På samme måde kan man forestille sig, at det har haft stor effekt på naturen, at den uldhårede mammut og en række andre elefent-arter forsvandt. Det kan igen have påvirket andre dyr i samme områder.
Den tidlige udryddelse af mange store dyr kan ses som starten på en udvikling, hvor menneskets indflydelse på miljøet er blevet stærkere og stærkere, og som i nyere tid har fået store effekter på hele Jordens biosfære.
Det er grunden til, at mange forskere taler for at definere nutiden som en ny geologisk tidsalder kaldet antropocæn, menneskets epoke, fordi mennesket nu er en af de mest indflydelsesrige faktorer på Jorden som samlet økosystem, fortæller Jens-Chrisitan Svenning.
\ Læs mere
En dyster forudsigelse - men ikke urealistisk
Tilbage til fremtiden og konklusionerne i det nye studie:
Forskerne bag påstår altså, at koen kan være det største landlevende pattedyr om 200 år.
Det er ifølge Jens-Christian Svenning en dyster forudsigelse:
»Det er lidt sortsynet, men man kan ikke kalde det urealistisk. Hvis alle de arter, der er udrydningstruede nu, rent faktisk uddør, så vil naturen de fleste steder ikke mere indeholde de store vilde dyr,« siger han.
Ifølge Søren Faurby skal man dog være forsigtig med at trække netop den konklusion ud af studiet.
»Jeg er ikke i tvivl om, at at store dyr uddør mere end små, og at det vil fortsætte. Men jeg tvivler på, om det virkelig er så ekstremt, at koen vil være den største art globalt,« siger han.
Han nævner dog, at koen med op til 900 kg allerede er det største dyr i Europa og Nordamerika.
Krybskytteri truer de store dyr
De resterende store dyr, især næsehorn og elefant, er som tidligere nævnt stærkt truede af krybskytteri. Derfor er netop krybskytteri også et sted, man kan sætte ind for at bevare de store dyr, mener Søren Faursby og Jens-Christian Svenning.
Og så peger de begge på, at man bør sikre dyrenes leveområder. Der er dog den udfordring, at der er mange mennesker på kloden. Derfor mener Jens-Christian Svenning, at man bør tænke i, at mennesker og dyr kan leve sammen:
»Det vil være helt centralt at arbejde for, at vilde store dyr kan leve i landskaber med mange mennesker,« siger han.
Det vil kræve metoder til at håndtere de problemer, der kan følge med, og man skal arbejde for at øge accepten af store dyr.
»Det kan blandt andet ske via formidlingsmæssigt arbejde i forhold til at øge forståelsen af de store dyrs adfærd og økologi, og ved at sikre, at de fordele, dyrene giver, for eksempel via turismeindtægter, også kommer folk til gode lokalt,« siger Jens-Christian Svenning.
Det nye studie er publiceret i tidsskriftet Science.
