Tand fra menneske fundet i fransk grotte lægger 10.000 år til vores historie i Europa

En tand, der har siddet i munden på en af det moderne menneskes forfædre, leverer muligvis et længe ventet arkæologisk bevis på to ting:

• At det moderne menneskes forfædre kom til Europa og lavede bosættelser 10.000 år tidligere, end vi har troet.
• At neandertalere og anatomisk moderne mennesker på skift - men inden for den samme tidsperiode - har beboet et område i Europa.

Baseret på tidligere fund har man ellers troet, at de første bosættelser med moderne mennesker i Europa faldt sammen med neandertalernes forsvinden for omkring 40-45.000 år siden.

Men nu ser et nyt studie ud til at rykke tidsrammen 10.000 år. Bag studiet står en række franske forskere, som konkluderer, at de tidligste kendte bosættelser har fundet sted for 54.000 år siden.

Studiet er udgivet i Science Advances.

Trine Kellberg Nielsen kalder det »en stor opdagelse«. Hun er arkæolog og lektor på Aarhus Universitet. På Videnskab.dk har vi blandt andet fulgt hendes jagt efter beviser på, at neandertalere har været i Danmark.

Med hendes viden om menneskearternes udvikling er hun ikke overrasket over fundet.

»Vi har ventet på, at vi fandt steder i det vestlige Europa, der kunne vise den her veksling, for vi ved, at de to grupper interagerede. At dateringen så er så meget ældre - 10.000 år - gør det kun mere interessant. Det rykker forskningen et langt skridt, også længere end jeg havde forventet,« siger hun.

Vores viden om gruppernes interaktion stammer fra genetik. Vi ved for eksempel, at neandertalere og anatomisk moderne mennesker har fået børn sammen, men vi har manglet arkæologiske beviser.

Det er sådan et, de franske forskere mener at kunne levere.

Datering af jordlag frem for genstande

Forskernes fund er gjort i Mandrin-grotten, der ligger i Rhône-dalen i det sydlige Frankrig. Udover en stor mængde stenredskaber har de fundet ni tandstykker fra minimum syv forskellige individer.

I selve analysen har de haft flere ting i spil:

• De har skannet de ni tandstykker med såkaldt røntgen mikrotomografi - en metode, hvor man med røntgen laver et tværsnit, her af en tand, der kan bruges til at lave en virtuel model af tanden. Med både 2D- og 3D-modeller af tænderne har de analyseret og sammenlignet tændernes form og mål, fra krone til rod, og de har målt emaljens tykkelse. Ved hjælp af statistisk analyse har de konkluderet, at otte stammer fra neandertalere, mens den sidste stammer fra et anatomisk moderne menneske.

• De har også analyseret stenredskaber fra grotten og sammenlignet dem med redskaber, der er fundet i arkæologiske udgravninger i andre dele af verden.
• I selve grotten har de beskrevet og dateret de forskellige jordlag, de har fundet både tænder og redskaber i, ved hjælp af blandt andet kulstof 14-datering og måling af TL/OSL luminescens - sidstnævnte er en metode, hvor man med en TL/OSL-reader måler udsendelse af lys, også kaldet luminescens, fra visse materialer blandt andet kvarts og feldspat, som sand og sten består af. Instrumentet kan derfor måle, hvornår en flintøkse er blevet begravet.

Jordlagene er blevet klassificeret i en bestemt rækkefølge. Denne rækkefølge kaldes ‘stratigrafien’.

Forskerne har så dateret deres fund, ud fra hvilke jordlag de er fundet i.

Det er ikke unormalt at datere genstande ud fra jordlag, men det kan give unøjagtigheder:

»Genstande kan vandre fra et lag til et andet. Forskellige processer - frost, vand og erosion for eksempel - ‘omlejrer’ dem, og så kan det være, at vi finder genstandene i et lag, som de ikke stammer fra,« fortæller Trine Kellberg Nielsen.

Det virker dog ikke til at være tilfældet i det pågældende studie, bemærker Trine Kellberg Nielsen. Stratigrafien ser robust ud, ifølge arkæologen.

Blandt andet kan forskerne påvise, at en type af stenredskaber, som de finder i ét lag, ikke findes i andre lag, og det giver en indikation af, at jordlagene ikke har rykket for meget på sig.

En tand i en ‘sandwich’

Tandstykket, der kommer fra et anatomisk moderne menneske, ligger i et jordlag, forskerne har navngivet E.

Det er klemt inde mellem jordlagene C, D, F og G, hvor neandertal-tænderne er fundet, og tanden ligger altså i en jordlagssandwich med tandrester fra neandertalere både over og under sig.

Jordlag E spænder, ifølge forskernes datering, over en periode fra 56.800 til 51.700 år før nu. Det er det, der får dem til at konkludere, at bosættelserne har fundet sted 10.000 år tidligere.

Samtidig viser jordlagene, at de to grupper har okkuperet grotten på skift, dog uden at have nogen form for kulturel udveksling, og det undrer Trine Kellberg Nielsen.

To streger under konklusionen

»Jeg er imponeret over studiet og meget nysgerrig på, hvad det kan føre med sig af nye spørgsmål,« siger Trine Kellberg Nielsen, der blandt andet håber, at forskerne vil genoverveje beslutningen om ikke at lave DNA-analyse.

Det har forskerne fravalgt, fordi de vurderede bevaringen af DNA i tænderne til at være dårlig. Men en analyse af DNA ville, ifølge Trine Kellberg Nielsen, kunne sætte to streger under konklusionen.

Arkæologen håber også at få mere viden om de hurtige skift mellem grupperne, forskerne påviser med en mikrogeologisk analyse. Et sted skulle der kun være et enkelt år mellem grupperne.

»Skiftene mellem, hvem der har været i grotten, er gået hurtigt, men samtidig skulle der ikke have været en kulturel udveksling? I de efterfølgende lag finder man jo netop ikke de samme redskaber - de samme teknologier - der er isoleret til lag E,« siger hun.

Det stemmer ikke helt overens med den forståelse, vi har af, at neandertalere og anatomisk moderne mennesker udvekslede viden og teknologier.

»Hvad sker der med neandertalerne - bliver de presset ud af lokaliteten? Vi ved heller ikke, hvor de anatomisk moderne mennesker er forsvundet hen, efter de har været i grotten,« siger hun og kommer med et bud:

»Vi ved, at de alle sammen har været jæger-samlere i bevægelse, og de er ikke blevet boende det samme sted i lang tid ad gangen. Måske er de kommet efter sæsonmønstre.«