I dyreriget er det ofte hannerne, som kan smykke sig med de flotteste fjer. De afrikanske stære giver imidlertid ny indsigt i, hvordan konkurrencen om forplantning og ressourcer også kan føre til en fantastisk farvepragt hos hunnerne.
Biologerne har siden Charles Darwin forklaret farvepragt med seksuel udvælgelse, og at denne mekanisme virker stærkest hos hanner. Det er hannerne med det mest spektakulære udseende, som får held med at reproducere sig, mens hunnerne ikke behøver at gøre sig til og derfor bliver brune og grå.
Naturen er imidlertid ikke helt så enkel. Ny forskning tager udgangspunkt i, at hunnerne hos mange arter har en lige så strålende farvepragt som hannerne.
»Vi er begyndt at tage fat på noget, som videnskaben har overset i 150 år, og som Darwin desværre hjalp os med at overse,« siger professor Trond Amundsen fra NTNU i Norge.
Smukke farver
En undersøgelse ledet af førsteamanuensis Dustin Rubinstein fra Columbia University i New York, USA, viser, hvordan sociale mønstre kan forklare udviklingen af farvepragt hos hunner.
Rubinstein og hans medforfatter Irby J. Lovette ser på farver og vingestørrelse hos hunner blandt 45 forskellige afrikanske arter i stærefamilien. Alle farvestrålende slægtninge til vores egen stær.
Disse fugle kan opvise en fantastisk, skinnende farvepragt. Hos nogle af de afrikanske stærearter kan både hunnen og hannen fremvise strålende farver.
Hos andre af disse arter er de fineste farver imidlertid forbeholdt hannen, og forskerne forklarer forskellene med forskellige samværsformer hos forskellige arter.
I storfamilie
Fugle lever ofte i par med en varierende grad af samarbejde om at opfostre afkommet, men hos den afrikansk stær lever 40 procent af arterne i store grupper. Det er hunner hos de arter, som lever i sådanne sociale grupper, som får de flotteste farver.
En af arterne, som lever på denne måde, er trefarvet glansstær, Lamprotornis superbus. Den er almindelig i Kenya og andre lande i Østafrika.
»Hos glansstæren kan 20-30 individer leve sammen i en gruppe, som i fællesskab opfostrer afkommet, omtrent som i en storfamilie,« siger Rubinstein til forskning.no.
Dette sociale mønster kaldes også 'reproduktivt samarbejde' og indebærer, at flere end forældrene samarbejder om at opfostre et kuld af fugleunger. Ifølge Rubinstein har omkring ti procent af verdens fuglearter et sådant socialt mønster.
Kamp i familien
Sammenhængen mellem storfamilier og farvepragt hos hunnerne er klar, skriver Rubinstein og Irby i en artikel i tidsskriftet Nature. Hunnerne hos disse arter er også større end deres medsøstre hos andre stærearter.
Farvepragt og størrelse forklares med, at hunnerne i storfamilier skal konkurrere om hannerne og reproduktionsmuligheder.
For mange hunner lykkes det ikke at reproducere sig. Dermed opstår der et evolutionsmæssigt pres som fremmer farvepragt og andre træk, som kan give et fortrin i konkurrencen.
Hunnerne med de kraftigste farver kan få fordele både ved at hannerne vælger at forplante sig med dem, og ved at farver kan give højere social rang og bedre adgang til knappe ressourcer i konkurrencen med andre hunner.
Kampen om ressourcerne kan dreje sig om territorium, social status, mad og de bedste pladser.
»Man tror ofte, at grupper som lever i et reproduktivt samarbejde er fredelige, men der er også tit konflikter. Det gælder også blandt hunnerne,« siger Rubinstein.
Ny viden
Professor Trond Amundsen fra NTNU siger, at farver ikke kun er farver. Biologerne ved nu mere om at farvepragten hos individer kan være et tegn på andre kvaliteter, for eksempel modstandskraft mod infektioner.
Amundsen har længe været optaget af hvordan hunner udvikler smukke farver. Han siger, at biologerne længe har overset denne side af seksuel udvælgelse.
Traditionelt har man holdt sig til Darwins læggen vægt på at det er hannerne som udvælges af hunnerne, og ikke omvendt.
»Forskerne har ikke tænkt særligt langt og overset hunnernes farvepragt. Det er først i de seneste årtier, at indsigten om at seksuel selektion ikke er forbeholdt hannerne har slået rod,« siger Amundsen.
I udvikling
Charles Darwin observerede, at også hunner kunne have en farvepragt, men lagde ikke vægt på dette i sine teorier.
Undersøgelsen af afrikanske stære er en af de første af sin art. Amundsen mener, at flere undersøgelser af arter, hvor kønsforskellene er små, og hunnerne er farverige, kan give ny viden om, hvordan arterne har udviklet sig. »Hele forståelsen af evolutionen bliver meget mere dynamisk, hvis vi ser på både hannen og hunnen som aktive i udvælgelsen,« siger han.
Storfamilie i skoven
Sådanne arter kan findes indenfor forskellige sociale mønstre. Når det gælder fuglearter, som lever i storfamilier, holder de fleste til i troperne. For de afrikanske stæres vedkommende gerne på savannen. I nordlige egne er det færre af sådanne arter. Amundsen siger imidlertid, at der findes én art i den nordiske natur, som lever på denne måde, og det er lavskrigen.
Lavskrigen, som findes i nåleskove i store dele af Norge, og i Sverige, er en undtagelse i den nordiske natur ved at både ældre søskende og 'hjælpere', som ikke er i familie, kan bistå forældrene med at opfostre deres afkom. Lavskrigen har det til fælles med de afrikanske stærearter, som lever i storfamilier, at den holder til i samme område året rundt. Den flytter ikke rundt som trækfugle og mange andre fuglearter gør. Dermed bliver forholdet til territoriet et andet, og konkurrencen om at komme til at ruge bliver hård for begge køn. Dette kan være nøglen til at forstå, hvordan denne samlivsform har udviklet sig. Hos lavskrigen er hunnen og hannen ens, og begge er ganske afdæmpede i farverne.
© forskning.no. Oversat af Johnny Oreskov
