Rosetta-satellitten blev opsendt af det europæiske rumagentur (ESA) i marts 2004, og har siden da været flere gange omkring både Jorden og Mars, for at få den rigtige position og fart til sit nære møde med kometen 67-P/Churyumov-Gerasimenko, der har en diameter på omkring 4 km.
Rosetta vil møde kometen, der lige nu bevæger sig ind mod Solen, mens den befinder sig i en afstand til Solens svarende til Jupiters kredsløb (ca. 600 millioner km), hvilket vil ske i august 2014.
Her vil Rosetta begynde at kredse om kometen indtil landeren Philae der lige nu er om bord på Rosetta, vil lande på kometens overflade i november 2014.
Herefter vil de begge indsamle prøver og data af kometen, mens den bevæger sig forbi Solen. Disse data vil give astronomerne nye værktøjer til at finde ud af hvordan det helt tidlige solsystem så ud og udviklede sig.
Men foreløbig sover Rosetta indtil 20. januar 2014, hvor den vil bliver vækket af holdet bag rumsonden - derefter kan Rosettas arbejde virkelig begynde.






























