For omkring 13.000 år siden, da den seneste istid endelig så ud til at slippe sit kolde greb om Jorden, dykkede temperaturen pludselig igen.
Hidtil har forskere troet, at denne sidste istids-krampetrækning var forårsaget af store mængder canadisk smeltevand, som strømmede ud i og nedkølede Nordatlanten, efter en isbarriere i St. Lawrencedalen brød sammen.
Nu peger ny dansk forskning dog på, at det ikke var smeltevand fra Canada, der nedkølede Nordatlanten og ledte til Yngre Dryas (se faktaboks). Kilden var i stedet isbjerge og smeltevand fra Grønland.
»Selvom den grønlandske iskappe er en dværg i forhold til istidens gigantiske nordamerikanske iskappe, viser vores undersøgelser af havbunden i Labradorhavet, der har ligget mellem de to iskapper, at de materialer, der er aflejret her lige inden Yngre Dryas, kommer fra Grønland og ikke Canada. Det kaster nyt lys på Grønlands rolle i det globale klima,« fortæller ph.d. og seniorforsker ved De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS) Poul Knutz.
Det nye forskningsresultat er for nylig publiceret i det videnskabelige magasin Earth and Planetary Science Letters.
Kiggede på sand og grus fra havbunden
I studiet har forskerne undersøgt sammensætningen af sand og grus, som bliver samlet op af gletsjere på land for senere at ende på havbunden båret af smeltende isbjerge.
Ved at undersøge forholdet mellem grundstofferne kalium og argon i sandkornene, kunne forskerne bestemme alderen af det grundfjeld, hvor de isbårne sandkorn var kommet fra.
Dateringen er mulig, da kalium henfalder over millioner af år og bliver til argon. Så jo større forholdet er mellem kalium og argon, des yngre er bjergarten.
Dateringerne viste, at sandkornene i den del af havbundens mudderlag, der blev aflejret på havbunden lige inden Yngre Dryas, fortrinsvis bestod af op til tre milliarder år gamle bjergarter.
Da dropsten fra den nordamerikanske iskappe ’kun’ er op til to milliarder år gamle, og grundfjeldet i det sydlige Grønland består af bjergarter, der er mellem to og tre milliarder år gamle, kunne forskerne konkludere, at de nedkølende ismasser kom fra Grønland og ikke fra Canada.
\ Fakta
Yngre Dryas er betegnelsen på den kuldeperiode, der kom umiddelbart efter istidens afslutning. Navnet Dryas kommer fra den latinske betegnelse for rypelyng, der ofte er den første plante, der vokser frem, når store isdækker trækker sig tilbage.
»Vores resultater er tydelige. Efter klare spor fra nordamerikanske isbjerge for 16.000 til 17.000 år siden, skifter aflejringerne i vores havbundskerne til at være dominerende grønlandske. Vi ser altså en kobling mellem stigende antal grønlandske isbjerge i den vestlige del af Atlanterhavet, og klimaændringerne der skete under Yngre Dryas i slutningen af den seneste istid,« forklarer Poul Knutz.
Koldt vand giver koldt klima
Sammenhængen mellem isbjerge og smeltevand fra Canada/Grønland og det globale klima skyldes nedkølingen og fortynding af overfladevandet i Labradorhavet.
Når store mængder isbjerge og smeltevand flyder ud i havet, lægger det ferske vand sig som en kold kappe hen over de salte dybereliggende vandmasser.
Da smeltevand har mindre saltindhold end havvand, forstyrres den naturlige opblanding af havets vandmasser, den såkaldte thermohaline cirkulation, der fungerer som en global varmeveksler mellem den nordlige og sydlige halvkugle.
Det resulterer i, at den kolde dybhavsstrøm, der går fra det nordlige Atlanterhav, til den dukker op til overfladen igen omkring Antarktis, svækkes, hvilket er koblet sammen med ændringer i det globale klimasystem.
»Der er klare interaktioner mellem is, hav og klima. Hidtil har man ikke kendt til indflydelsen af den grønlandske iskappe på dette system, men vores studie viser, at den formentlig havde stor betydning for klimaet hen mod afslutningen af den seneste istid for 10.000 til 14.000 år siden,« siger Poul Knutz.
Måske også betydning i dag
Når nu smeltende ismasser og isbjerge fra Grønland spillede en rolle for klimaet i slutningen af den seneste istid, må man nødvendigvis stille sig selv spørgsmålet, om det også kan lede til en global nedkøling, hvis store mængder indlandsis forsvinder fra Grønland i dag.
Poul Knutz er ikke afvisende.
»Selvfølgelig er det en anden situation, for på daværende tidspunkt var vi i en istid, og vi er i en mellemistid i dag med andre betingelser. Man kan sige, at koblingen mellem iskapper og havstrømme er meget sensitiv, og vi ved, at specielt de dybe vandmasser i Labradorhavet er tæt forbundet med resten af verdens oceaner, så hvis smeltevand fra grønlandske gletsjere skal have indflydelse, er de i det rigtige område.«
»Men flere undersøgelser skal afgøre, om isbjerge fra Grønland kun ledte til en nedkøling under Yngre Dryas, eller om denne kobling er et mere generelt fænomen, der også kunne forekomme i dag,« siger Poul Knutz.
