For længe, længe siden tog et lille egern nogle umodne frugter fra en blomsterplante på den sibirske tundra. Dyret pilede ned i sin hule, hvor den tilføjede den sidste fangst til et formidabelt forråd af frø og frugter. Godt at have, før vinteren satte ind.
Men egernet fik aldrig glæde af de frugter, det havde plukket. Lageret af mad frøs til is, og blev liggende frossent og uforstyrret, mens generationer af langhårede næsehorn slentrede forbi udenfor.
Det lå der også de næste 20.000 år, da de sidste mammutter døde. Og efter det, i 10.000 år mere. Så havde lagene af jord bygget sig flere meter op over frøene og frugterne.
Men en dag fandt en stribe dagslys vej ind til de frosne planterester. Udenfor, med spaden i hånden, var forskere, som netop ledte efter sådan nogle frosne egernlagre. De fungerer nemlig som en naturlig frøbank i den frosne jord. En frøbank med ældgammelt materiale, som i enkelte tilfælde kan vågne fra en lang søvn.
Silene stenophylla blomstrede og satte frø
Den lille Silene stenophylla blev ikke vækket af et kys, som dens søster i eventyret om Tornerose. Det var nok mere videnskaben og forskeren David Gilichinsky og hans kollegers plejende hænder. De forsker under Russian Academy of Sciences, og fik dele af tre intakte, umodne frugter til at udvikle sig til små spirer.
De blev sat i potter, hvor de, efter et stykke tid, udviklede sig til voksne planter. Til sidste blomstrede planterne og fik frø, som igen spirede og groede. Samtidigt dyrkede forskerne også eksemplarer af den nulevende variant af Silene stenophylla fra samme område.
Dermed kunne teamet se, hvordan arten havde forandret sig i løbet af de 30.000 år, som var mellem de to planter.
Forskellige kronblade fra dengang til nu
I begyndelse var de to varianter umulige at skille fra hinanden. Men da de blomstrede, så forskerne en forskel. Kronbladene var tydeligt bredere og mere opdelte på alle de gamle planter, skriver de i tidsskriftet PNAS.
Oveni var de første blomster hunblomster, mens de tvekønnede blomster kom senere. Hos de nulevende arter var alle blomsterne tvekønnede.
I dette tilfælde står de eventuelle forskelle mellem planterne imidlertid i skyggen af den virkelige nyhed: At det er muligt at vække skabninger fra tusindvis af år i en Tornerosesøvn.
Skattekister af frø
20 procent af Jordens overflade er stivnet i permafrost, som kan strække sig op til flere hundrede meter ned under bakken. Her ligger enorme mængder af levedygtige mikroorganismer bevaret sammen med planterester og sporer fra mos.
Oveni er der altså også egernhuler, som repræsenterer de reneste, biologiske skattekister. Et eneste lager kan indeholde så meget som 600.000 til 800.000 frø og frugter, fint pakket sammen til evigheden.
Lagrene blev ofte lagt ind mod den frosne bakke, hvilket gjorde, at materialet frøs hurtigt og dermed blev godt bevaret, skriver forskerne i rapporten.
Og egernhuler findes ikke bare i Sibirien. Forskere har også fundet ældgamle lagre af mad i Alaska og Yukon. De kan alle blive guld værd for forskningen i de kommende år.
Det kan måske være en trøstende tanke, for dem der føler med et gammelt egern, som arbejdede hårdt og samlede mad ind uden at få glæden af vel udført arbejde:
Arbejdet var ikke helt forgæves.
© forskning.no Oversættelse: Julie M. Ingemansson
