18 år: Der er ingen bånd, der binder dig. Nu kan du gøre, hvad du har lyst til; flytte hjemmefra, tage kørekort og stemme. Staten betaler din uddannelse, og i princippet er der intet, der fæstner dig til dine forældre. Faktisk behøver du aldrig se dem igen.
Men det gør du nu nok alligevel. Der er endog en god chance for, at du bevarer et bånd til de gamle. Måske hjælper I hinanden med det praktiske, deler sorger og glæder. Det kan endda være, at du ind imellem får en økonomisk håndsrækning, til trods for at du egentlig er selvforsørgende.
»Selvom voksne generationer ikke har juridiske forpligtigelser over for hinanden i Danmark, er det jo ikke sådan, at vi ikke har mere med hinanden at gøre, når vi er blevet voksne. Det at være forældre og børn bliver ved med at være noget særligt,« siger Bella Marckmann, der er adjunkt på Københavns Universitets Sociologiske Institut.
I et nyt forskningsprojekt har hun sat sig for at finde ud af, hvilke uskrevne forventninger generationerne har til hinanden i det danske velfærdssamfund.
Vi er voksne sammen i længere tid
Hverken skrevne eller mundtlige regler fortæller os, hvad vi bør gøre for vores forældre, eller hvad de kan kræve af os, efter vi er blevet voksne, fortæller Bella Marckmann.
\ Fakta
Bella Marckmann har modtaget en bevilling på 1.953.357 kroner fra Det Frie Forskningsråd til projektet 'The Moral Economy of Families – Intergenerational Exchanges and Normative Expectations'
»I den vestlige verden lever vi længere, og samtidig får vi færre børn. En af konsekvenserne er, at vi er voksne sammen med vores forældre i længere tid: I den største del af livet er man selv voksen, man har levende forældre og måske voksne børn.«
»Så vi skal finde nye måder at være voksne sammen på i længere tid. Jeg er interesseret i at finde ud af, hvordan danske familier opretholder deres relationer, når de er blevet flere generationer af voksne, og hvad de forventer af hinanden,« fortsætter hun.
Familien betyder meget for danskere
I den seneste store europæiske værdiundersøgelse fra 2008, hvor forskere interviewede befolkninger i 47 europæiske lande, angav danskerne familien som den værdi, der betyder mest for dem. Faktisk er familiens betydning steget støt i Danmark, siden en europæisk værdiundersøgelse første gang blev gennemført i 1981. (Læs om værdiundersøgelserne i faktaboks)
»Familien fylder meget, men vi har ingen fasttømrede regler for, hvordan man er sammen. Der er heller ingen juridiske eller økonomiske forpligtelser som i andre lande, hvor forældrene for eksempel skal betale for deres voksne børns universitetsuddannelse, eller hvor børnene skal forsørge deres forældre, når de er blevet for gamle til at klare sig selv,« siger Bella Marckmann.
Sociologer er optaget af børnefamilier
I projektet, som har fået en bevilling fra Det Frie Forskningsråd, vil Bella Marckmann undersøge, om der er mønstre, der går igen, i de relationer, danske familiemedlemmer har til hinanden, efter at børnene er flyttet hjemmefra.

»Traditionelt set har danske sociologier især været optaget af børnefamilier, og hvad der sker, mens børnene bor hjemme. Der har ikke været så meget fokus på, hvad der sker, efter de er flyttet hjemmefra,« siger Bella Marckmann.
»Den gængse ide har været, at relationerne til den udvidede familie har tabt betydning, men undersøgelser viser, at familien stadig betyder meget, både for den enkelte dansker og på samfundsplan. Jeg er interesseret i at finde ud af, hvordan danskerne opretholder familierelationerne. Hvad forventer man af hinanden, og hvornår bliver man skuffet over hinanden?« fortsætter hun.
Danskernes moral er situationsbestemt
For at finde ud af, hvordan danskerne forholder sig til deres familiemedlemmer, når de er blevet voksne, dykker Bella Marckmann ned i svarene fra den europæiske værdiundersøgelse. Derefter tager hun ud og snakker med omkring 45 danskere om, hvordan de forholder sig til deres nære familie.
»Målet er at finde ud af, om der findes generelle normer, som alle danskere kan skrive under på, når det kommer til familien, eller om der er træk, som kendetegner forskellige socialklassers forhold til deres familie,« siger Bella Marckmann.
Hendes formodning er dog, at normerne ændrer sig fra familie til familie, og at de tilpasses, afhængigt af hvilken specifik situation der er tale om.
\ Fakta
Den europæiske værdiundersøgelse Hvert 9. år har et internationalt komparativt spørgeskemaprojekt kaldet 'The European Values Survey' (EVS) været gennemført i en række lande i Europa. Den første undersøgelse blev lavet i 1981. Folk fra de medvirkende lande har svaret på næsten identiske spørgeskemaer, hvilket gør det muligt at sammenligne data om deres værdier målt på forskellige tidspunkter. Undersøgelserne dækker et bredt spektrum af værdier, men fokuserer især på religion, arbejde, politik, familie og overordnet moral.
»Tidligere sociologiske undersøgelser tyder på, at danskere generelt er tilhængere af en situationsbetstemt moral, det vil sige, at man ikke følger et fasttømret sæt moralregler, men er mere tilbøjelig til at sige, at det kommer an på den enkelte situation,« siger hun.
Velfærdsstatens frihed giver uvished
I svarene fra de europæiske værdiundersøgelser kan Bella Marckmann allerede nu se, at Danmark og Sverige skiller sig ud fra andre europæiske lande, når det kommer til familierelationer.
»De fleste danskere og svenskere, der har deltaget i undersøgelsen, giver udtryk for, at forældre kun har absolutte forpligtelser til at sørge for deres børn, indtil børnene er fyldt 18 år. I andre europæiske lande og måske især i Sydeuropa svarer folk derimod, at familiemedlemmer har absolutte forpligtelser over for hinanden resten af livet,« siger hun.
Den skandinaviske velfærdsstat sørger for ældrepleje, børnepasning og uddannelse. Det giver den enkelte frihed til at udfolde sig og være uafhængig, men det efterlader også uvished om, hvordan man bør forholde sig til sin familie, og hvad man kan forvente af hinanden.
»Hvis man ser på, hvad der bliver spurgt om i diverse brevkasser i ugebladene, handler meget om parforhold, men den næststørste kategori er familierelationer og konflikter.«
»Det tyder på, at jo mere frihed, der er i systemet, jo mere rum er der til at gå fejl af hinanden, fordi man har forskellige forventninger. Måske ændrer forventningerne sig afhængigt af økonomiske, sociale og uddannelsesmæssige kår. Det er den slags, jeg håber at finde ud af i min undersøgelse,« siger Bella Marckmann.






























