Hvem sad egentlig der med fløjlsjakke og fjerpen, og kradsede de tekster ned, som er blevet erklæret for geniale - sonetterne, og stykkerne om Romeo og Julie, og den tragiske Othello?
Var det den halvskaldede skuespiller William Shakespeare, eller den unge smukke forfatter Christopher Marlowe, eller måske videnskabsmanden, juristen og komponisten, Francis Bacon, som levede på samme tid?
Eller var de måske flere om forfatterskabet?
I debatten blandt verdens Shakespeare-fanatikere flyver argumenterne gennem luften som den vilde skæbnes pileskud og stenkast.
Et softwareprogram, som oprindelig var lavet til at gennemse tekster for at finde ud af om studerende snyder, identificerer nu fire af scenerne i det anonymt udgivne skuespil, 'The Reign of Edward III', som værende Shakespeare-tekst.
Men ifølge tekstanalysen er resten af stykket, mere end halvdelen, skrevet af en helt anden kniplingsprydet hånd.
Spor efter flere forfattere
Brian Vickers er Shakespeare-ekspert ved 'Institute of English studies' ved University of London. Han tager udgangspunkt i at dramatikerne ofte gentager de samme talemåder, og dermed har 'lingvistiske fingeraftryk', som afslører dem i deres tekst.
På den måde er det muligt at identificere ord-sekvenser i en de kendte værker af en forfatter og søge efter disse i værker med ukendt forfatter.
»Der kan være 10 til 20 fælles fraser i to skuespil af forskellige forfattere. Computerprogrammet finder sekvenser, som blot kan være brokker af grammatik, men når man ser metaforer og usædvanlige fraser, er det anderledes,« siger sir Vickers til Times Online.
Med softwareprogrammet 'Pl@giarism' har han sammenlignet teksten fra Edward III med andre tekster, som bærer William Shakespeares navn.
Programmet fandt frem til, at over halvdelen af særegenhederne i Edward III slet ikke matchede de kendte tekster - i stedet blev fraserne genfundet hos den samtidige og populære dramatikeren Thomas Kyd, som blandt andet er kendt for stykket 'The Spanish tragedy'.
»Når du har 200 lighedstræk, kan du være temmelig sikker. Alle kan se, at enkelte af scenerne er særdeles shakespeareske, men ingen har kunnet sige, hvorfor det er scener deri, som helt klart ikke er hans. Der er en tydelig kvalitetsforskel mellem de to forfattere,« siger han.
Vrøvl eller et sandere billede af Shakespeare?
Vickers' resultater møder skepsis fra enkelte britiske forskere. Det mener Vickers selv skyldes, at det ophøjede billede, man har af den enestående forfatter fra Stratford upon Avon, gør det umuligt at forestille sig, at han skulle have arbejdet sammen med andre.
»Man må forestille sig, at han ikke var en person som overgik alle andre, men måske mere en arbejdende dramatiker som samarbejdede med mange. Han er én blandt mange, snarere end en gudelignende figur for sig selv,« siger han til TimesOnline.
Jonathan Bates, som er professor i renæssancelitteratur ved Universitetet i Warwick, er enig i at den nye tekstanalyse kan kaste et sandere lys over fænomenet William Shakespeare, hvis den er korrekt.
»Jeg tror, det skaber et mere realistisk billede af Shakespeare, end det romantiske billede mange måske har af ham som det enestående geni,« siger han til internetavisen.
Bekræfter ikke konspirationsteorier
Selv om den nye analyse kan kaste lys over engelske dramatikeres arbejdsmetoder i 1500- og 1600-tallet, tilfredsstiller den måske ikke så mange konspirationsteoretikere, ifølge redaktøren af Norsk Shakespeare- og teatertidsskrift, Therese Bjørneboe.
»Der er et stort spring fra konspirationsteorierne om, at det var Francis Bacon eller Christopher Marlowe, som skrev teksterne, til at nogle tekster er skrevet i samarbejde med andre forfattere,« siger hun.
Hun peger også på. at stykket 'Henrik den ottende' skulle have været et samarbejdsprojekt. Bjørneboe siger, at forskellige samarbejdsalliancer kan have opstået, ud fra hvilket forum teksten skulle bruges i.
For eksempel findes der tre versioner af skuespillet Hamlet; blandt andet en lang version som udelukkende kan have været beregnet til at blive læst, og en kortere og mere action-fyldt version, som egnede sig bedre til scenen.
»Dette var jo en tid, hvor netop disse ting var i forandring. Man begynder nu at se, at han også skrev med tanke på at blive læst, og ikke kun opført. Han kan have samarbejdet med nogen omkring teaterversionen, mens andre ting kan være lavet i samarbejde med andre forfattere.«
»Desuden digtede han jo sjældent historierne selv, men brugte altid historier andre steder fra, så dele af teksten kan jo være andres,« siger hun til forskning.no.
© forskning.no. Oversat af Johnny Oreskov
