I meget gamle dage var lugt den vigtigste sans i mellemmenneskelige forhold, hævder Sheril Kirschenbaum fra University of Texas at Austin, forfatter af bogen ”The Science of Kissing”.
Ved hjælp af lugtesansen kunne man nemlig få en fornemmelse af en persons humør, sundhed og status.
»Man snusede meget, når man hilste på hinanden,« fortæller Sheril Kirschenbaum til Forskning.no.
Ifølge hende antages det, at man i oldtiden hilste på hinanden ved at trække næsen hen over modpartens ansigt, fordi der er porer i ansigtet, som afgiver lugt.
»Over tid udviklede dette sig til, at man begyndte at stryge over læberne,« siger hun.
Inderne var kyssepionerer
De første kendte beskrivelser af kysset som et romantisk fænomen finder man ifølge Forskning.no i det indiske digt ’Mahabharata’. Man mener det er skrevet cirka 1.000 år før vor tidsregning.
»Hun satte munden mod min mund og lavede en lyd, der glædede mig,« hedder det i ’Mahabharata’.
Historikere mener, at det at kysse på denne tid var ukendt i resten af verden, og at det var Aleksander den Store, som bragte skikken til Europa.
I antikkens Grækenland, ’Hellas’, var kys en måde at formidle social status på, og kysset blev brugt som udtryk for loyalitet blandt mænd i militæret og retsvæsenet.
Kys er for eksempel nævnt i Homers ’Odysseen’, men som et udtryk for underkastelse, og ikke som noget romantisk.
Rangorden afgjorde kyssets placering
I lang tid var det sådan, at placeringen af kysset var afhængig af personens rang, for eksempel om vedkommende var ved hoffet eller i militæret.
Var to personer af samme rang, kunne de kysse hinanden direkte på munden, men underordnede måtte nøjes med at kysse deres herre på kinden, hænderne, fødderne eller på kappen, eller i værste fald kysse støvet foran ham. Sådan fortsatte det helt ind i 1700-tallet.
Romersk kejser forbød kys
At kysse må have været meget populært i Rom i kejsertiden, og kejser Tiberius skal til og med have forsøgt at forbyde kys, fordi han mente, det førte til spredning af spedalskhed.
»Men det lykkedes ham ikke, for folk kunne virkelig godt lide at kysse,« siger Sheril Kirschenbaum til Forskning.no.
Flere paver skal også have forsøgt at forbyde kys. Pave Clemens V erklærede for eksempel i 1312, at det at kysse havde utugt som formål og derfor skulle anses som en dødssynd.
Missionærer spredte kysset
Ifølge forskerne forblev kys et kulturelt afgrænset fænomen helt til europæiske missionærer rejste ud til Afrika, Asien og Oceanien i 1800-tallet.
Gennem dem blev kys introduceret i kulturer, hvor det før havde været en helt ukendt skik.
»De tog kyssets glade budskab, såvel som Guds ord, med sig til mange af disse folkeslag,« siger antropolog Vaughn Bryant.
Amerikanske kyssescener forbudt i Japan
I Japan blev kys set på som stødende, da amerikanerne introducerede skikken i landet i 1800-tallet.
Den berømte billedkunstner Rodins skulptur ’Kysset’ blev ganske vist udstillet i Tokyo i 1920, men skulpturen måtte gemmes bag et bambusforhæng. Og så sent som efter anden verdenskrig blev kyssescener fjernet fra Hollywoodfilm, før de blev vist i Japan.
I dag har kysset mange underliggende meninger, ifølge samlivsrådgiver Jeffrey Sumber, der har skrevet en bog om kyssets sociale betydning.
»At kysse er kropssprog. Det bygger bro mellem vores ord og vores handlinger,« siger han.
