Landets 19-årige drenge fylder sig med cola og pizza. Mens de jævnaldrende piger døjer med dårligt selvværd og depressioner.
Og de som allerede er flyttet hjemmefra, vil hellere have arbejde end en uddannelse. Til gengæld har næsten alle et godt forhold til deres forældre. Sådan lyder nogle af resultaterne fra en ny rapport om børn og unges trivsel i Danmark, som Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, SFI og Bikubenfonden udgiver i dag.
Et særligt afsnit af rapporten er dedikeret til de 19-årige. Det er en del af befolkningen, som ikke tidligere har været fokus for undersøgelser.
»Man ved ikke så meget om tilværelsen som 19-årig. Det er mærkeligt sted mellem ung og voksen. Selvom de er myndige, så bor mange stadig hjemme og er stadig afhængige af deres forældre,« siger Mai Heide Ottosen, der er sociolog og hovedforfatter på rapporten.
»Det er en generation, som overordnet er vokset op med gode økonomiske og materielle betingelser. Men de har også haft nogle helt andre vilkår end deres forældre.«
\ Fakta
19-årige i tal
90% oplever, at forældrene er vigtige ressourcepersoner for dem.
66% er i gang med en ungdomsuddannelse.
90% af de hjemmeboende spiser aftensmad med forældre flere gange om ugen.
10 % har hverken et job eller er i gang med en uddannelse.
»F.eks. når det gælder selveksponering. De er vokset op med nye medier, reality shows og et helt andet pres for se godt ud og kunne eksponere sig selv,« siger Mai Heide Ottosen.
Pigerne har ondt i følelserne
Undersøgelsen viser, at en stor del af de 19-årige piger er følelsesmæssigt sårbare.
Med hjælp fra særligt udviklet spørgeskema kan forskerne se, at cirka en tredjedel af pigerne har følelsesmæssige problemer, der ligger over det normale niveau, mens det kun er tilfældet for otte procent af drengene.
Spørgeskemaet fokuserer på, hvor ofte de unge har kvalme, hoved- eller mavepine, og om de ofte er bekymrede, usikre og utrygge eller bange.
Pigerne har også større erfaringer med psykiske lidelser, psykologhjælp, spiseforstyrrelser og medicin mod psykiske lidelser.
F.eks. fortæller 21 procent af pigerne, at de har haft en psykisk lidelse og 6 procent har forsøgt selvmord. Det gælder kun for henholdsvis 13 og 3 procent af drengene. Pigerne føler sig også mere presset på tid end drengene - og færre piger vurderer, at de har en god livskvalitet.
\ Fakta
Pigerne har heller ikke helt realistisk syn på, hvad det vil sige at være normalvægtig. Kun 49 procent af pigerne vurderer, at de er normalvægtige, men i virkeligheden viser deres BMI, at 85 procent af pigerne er normalvægtige.
Drengenes vurdering af deres egen vægt ligger meget præcist på det faktiske tal. Men selvom drenge er bevidste om deres egen vægt, så er de ikke gode til at holde den nede. Rapporten viser nemlig også, at de 19-årige drenge, lever mere usundt end pigerne.
Drengene lever usundt
Det sidste teenageår præges af en ret så sundhedsskadelig adfærd blandt drengene.
De går mere til fest, drikker mere alkohol og rygere mere tobak og hash end pigerne gør. 42 procent af de vilde drenge har været udsat for vold og trusler, mens det samme kun gælder for 13 procent af pigerne. Men det er især på kostvanerne, at drengene adskiller sig fra pigerne. Langt flere drenge får ikke frugt dagligt, og cirka dobbelt så mange drenge som piger drikker sodavand og spiser fastfood flere gange om ugen.
Udeboende er udsatte
Rapporten fremhæver også gruppen af unge, der allerede er flyttet hjemmefra som 19-årige, som en særligt udsat gruppe.
Undersøgelsen viser jo, at nogle problemer er meget specifikke for drenge og piger. Derfor må man lave en indsats som er mere målrettet de enkelte køn,
Mai Heide Ottosen
Især når det gælder uddannelse og madvaner. De udeboende forlader langt oftere lejligheden uden at have fået morgenmad - og uden forældrenes opsyn begynder langt flere også at ryge. På ungdomsuddanelserne finder man også færre, der er flyttet hjemmefra. Kun 44 procent af udeboende er i gang med en uddannelse i modsætning til 66 procent hos de hjemmeboende.
Vil undersøge udviklingen
Rapporten belyser en række problemer for de unge i Danmark. Men sådan som undersøgelsen er udformet, kan den f.eks. ikke fortælle noget om årsagen til, at problemerne er opstået, men bare dokumentere, at de findes.
Det skyldes blandt andet, at der ikke har været lavet lignende undersøgelser tidligere.
Men manglen på datamateriale vil forskerne lave om på. Undersøgelsen skal gentages hvert fjerde år med de samme deltagere.
Det vil sige, at de 15-årige, der medvirker i denne undersøgelse, vil være de 19-årige, når næste undersøgelse sættes i gang osv.
»Vi håber, at de løbende undersøgelser efter samme model vil give mulighed for at lave nogle mere dybdegående analyser, hvor vi kan undersøge de kausale sammenhænge. Fremover vil der være et grundigt datamateriale, vi kan tage udgangspunkt i,« siger Mai Heide Ottosen. Men selvom forskerne ikke kan drage nogen konklusioner, om hvordan de unges udfordringer og problemer opstår, så håber Mai Heide Ottosen, at rapporten kan gøre en forskel.
»Jeg håber, at det kan blive en inspirationskilde for folk, der arbejder inden for det ungdomssociale område. Undersøgelsen viser jo, at nogle problemer er meget specifikke for drenge og piger. Derfor må man lave en indsats, som er mere målrettet det enkelte køn,« siger Mai Heide Ottosen.






























