Politiet skubber ansvar i bandeindsats over på dørmænd

Volden på danske barer og diskoteker er i de seneste 15 år faldet med 10 procent. Men det er sket på en juridisk set blakket baggrund.

Et uformelt samarbejde mellem restauratører, dørmænd og politiet har i mange byer skubbet de private dørmænd frem i bande-indsatsens forreste kamplinje. I dag udfører de private dørmænd politiets og myndighedernes strategi om at holde bander ude af nattelivet. Simpelthen fordi det ville være ulovlig diskrimination, hvis ordensmagten selv håndhævede en udelukkelse. Det er en af konklusionerne i en ny ph.d.-afhandling.

»Dørmanden ender et uheldigt sted i det her system. En aktivitet, som man tidligere regnede med, at politiet tog sig af, bliver i dag varetaget af dørmændene.«

»Staten har outsourcet ekskluderingen af bandemedlemmer fra nattelivet, fordi det kun kan finde sted, hvis man tilsidesætter restaurationsloven og aktiverer restauratørernes private ejendomsret. Dørmændene står tilbage som dem, der skal tage det fulde ansvar,« siger ph.d. Thomas Friis Søgaard, Institut for Kultur og Samfund, Aarhus Universitet.

Kan få politiet på nakken – for at hjælpe politiet

Dørmændenes rolle i de uformelle aftaler mellem restauratører, politi og dørmænd kommer frem i Thomas Friis Søgaards ph.d.-afhandling ’Doormen: embodied masculinity and the political economy of security in the Danish nightlife’.

Afhandlingen baserer sig blandt andet på interviews med omkring 50 århusianske dørmænd. De har forskellige holdninger til den rolle, de spiller i kampen mod bande- og rockerkriminalitet. Blandt de dørmænd, Thomas Friis Søgaard har fulgt, var der overordnet set tre grupper:

• En del af dørmændene er godt tilfredse med samarbejdet med politiet. De ser det som en anerkendelse af, at de udfører et stykke professionelt arbejde. Og de håber, at politi-samarbejdet vil give den almindelige borger et mere nuanceret og positivt syn på arbejdet som dørmand.
  
• Andre er positive, fordi de kan se, at det giver mere sikkerhed i nattelivet og større omsætning for restauratørerne at holde kriminelle ude.
  
• Nogle ser det som enormt negativt. De oplever, at samarbejdet giver problemer for den enkelte dørmand, fordi al frustration og potentiel vold fra dem, der ikke kan komme ind, falder tilbage på dørmændene.

»De negative oplevelser betyder i praksis, at nogle dørmænd er modvillige og ikke vil være med. De siger: ’Jeg begynder at få fjender og kan komme i slåskamp fordi politiet siger, jeg skal holde personer med tilknytning til banderne ude. Og så kan jeg ende i den paradoksale situation, at politiet bagefter kommer efter mig med en anklage om vold.’«

»Dørmanden kan selvfølgelig håbe, at politiet i sådan en situation vil tage i betragtning, at man har et godt samarbejde. Men til syvende og sidst involverer dørmanden sig i et usikkert juridisk kompleks,« siger Thomas Friis Søgaard.

Dørmandsformand: Politiet presser på

Selvom der er ulemper for dørmændene, samarbejder de og restaurationsejerne fortsat med politiet. Formand for Dørmændenes Landsklub under 3F, Peter Moesgaard, har en idé om, hvorfor.

»Jeg har for år tilbage været til møder hos bevillingspolitiet. Ved adskillige lejligheder sagde de, at hvis vi ikke kunne tale sammen om de her ting – gjorde, hvad de bad os om – ville de se mere stramt på forhold i og omkring restaurationen.«

»De kunne tage alkoholbevilliger fra virksomheder, der ikke samarbejdede. Og hvis der skulle opstå problemer en aften, ville de ikke garantere, hvor hurtigt de kunne komme os til hjælp, hvis vi ikke ville hjælpe politiet med denne sag,« siger Peter Moesgaard.

Chefpolitiinspektør i Østjyllands Politi, Bent Nielsen, tager afstand fra, hvis politifolk har truet med ikke at ville rykke hurtigt ud. Men han bekræfter, at restauratørernes bevillinger kommer i fare, hvis de ikke holder kriminelle ude fra deres forretninger.

»Jeg har oplevet at taget bevillingen fra restaurationer, der ikke havde styr på tingene. Ikke nødvendigvis fordi restauratøren havde rockere sidende. Men hvis der foregår ulovligheder, eller der flyder med flasker, så får det konsekvenser.«

»Hvis vi gentagende gange kommer, fordi der altid er uro, ikke er ryddet op, og der er tomme flasker og slagmål, kan vi indbringe det for bevillingsnævnet. Så fjerner de natbevillingen – og så er det svært at drive et diskotek. Derfor er restauratørerne meget interesserede i, at der er styr på butikken. Nogle mennesker bidrager til, at der ikke er styr på butikken. Derfor har restauratørerne en interesse i samarbejdet,« siger Bent Nielsen.

En lus mellem to negle

Samarbejdet mellem restauratører og politiet sætter dørmændene i en situation, hvor de skal tage en rolle på sig, som de egentlig burde lade ligge, mener dørmands-formand Peter Moesgaard.

»Jeg kan rigtigt godt genkende den der oplevelse af at være en lus mellem to negle. Der er ultimatummer fra alle sider, som gør det meget svært at agere, som man burde.«

»Som dørmand bør man ikke tage stilling til, om gæsterne har lavet noget ulovligt i den anden ende af landet, som intet har med restaurationen at gøre. Vi er ikke udøvende dommere over, hvad kunderne måtte have foretaget sig, der kan have gjort dem uvenner med politiet.«

»Vi ønsker at udføre vores arbejde professionelt og ikke være en del af politiets krig mod forskellige befolkningsgrupper. Har kunden gjort noget kriminelt i restaurationen eller noget, der giver anledning til uorden, skal vi nok bortvise dem,« siger Peter Moesgaard.

Dørmand kan ikke henvise til politiet

Nu kunne man måske tro, at dørmændene kan holde sig på god fod med de kriminelle ved at henvise til politiet. Altså gøre opmærksom på, at det er politiet, der har sagt, de ikke må komme ind på diskotekerne. Men det er bestemt ikke en mulighed.

»I nogle dørmænds forsøg på at håndtere problemet, har de sagt: ’Jeg kan ikke lukke dig ind, fordi politiet har sagt det’. Dørmanden siger det for at undgå at blive offer for mulige hævnangreb,« siger Thomas Friis Søgaard.

»Men så kommer det til at se ud som om, at politiet overskrider deres beføjelser. Jeg var til flere møder mellem dørmænd og politiet. På dem fik dørmændene at vide, at det var meget vigtigt, de tog ansvar og ikke gemte sig bag politiet.«

»Politiet ved, hvem de ikke vil have lukket ind, og de er efter dørmænd, der lukker dem ind alligevel. Men legitimiteten i dette eksklusionssystem er der kun, når man lader som om, at beslutningen bygger entydigt på dørmændenes eller restauratørernes vurdering. Det skal fremstå, som om at der er en klar grænse mellem politi og dørmænd, mens denne i praksis ofte er flydende,« siger Thomas Friis Søgaard.

Chefpolitiinspektør Bent Nielsen betoner, at restauratørerne selv bestemmer, hvem de vil lukke ind, og at de frivilligt går ind i det uformelle samarbejde.

»Det er restauratørerne, der bestemmer, hvem de lukker ind. Men det er også dem, der har ansvaret for den umiddelbare ordenshåndhævelse inde på restaurationen. Politiet bistår. Men hvis en restauration ikke har styr på ro og orden, kan det få bevillingsmæssige konsekvenser, og derfor hyrer de dørmænd,« siger Bent Nielsen.

Politiets strategi: Stress dem!

De særlige uformelle samarbejder mellem politiet, restauratører og dørmænd er dukket op i de seneste år. Men de har udviklet sig på baggrund af kriminalitetssituationen i 1990erne. Dengang begyndte rockerkrigene at spidse til, og politiet opfandt en særlig strategi i kampen mod de organiserede kriminelle.

»Politiet vurderede, at en af de bedste måder at modgå rockerne var at stresse dem. Hvis man gør livet surt for medlemmerne af bander og rockergrupper, så er håbet, at de efter et stykke tid vil melde sig ud, og at deres grupper vil falde fra hinanden,« fortæller Thomas Friis Søgaard.

Stress-strategien har fungeret på mange niveauer, og nattelivet er kun et af indsatsområderne. Det tog nogle år, før politiet fandt frem til den nuværende løsning.

»I starten af 90erne havde rockerne uhindret adgang til diskoteker. Juridisk set kan man nemlig ikke afholde folk fra at gå i byen, fordi de er medlem af eller har relationer til en bande eller rockergruppe. Men på et tidspunkt begyndte politiet alligevel systematisk at holde rockerne ude.«

»Det gjorde de med restaurationsloven. Den kræver dog, at rockeren har fået en dom og et polititilhold, som regel i forhold til det specifikke diskotek, som han bliver udelukket fra. Men det var sjældent tilfældet. Flere rockere truede derfor med at lægge sag an,« fortæller Thomas Friis Søgaard.

Politiet fandt en udvej

Da det for alvor gik op for politiet, at de ikke kunne forhindre kriminelle i at gå i byen, begyndte de at tænke kreativt.

Restauratørerne havde en interesse i, at der ikke opstod ballade og ulovligheder på barer og diskoteker. Derfor var de lune på et uformelt samarbejde med politiet. Et samarbejde, der også inkluderede de dørmænd, restauratørerne hyrede til at stå i døren.

»Restauratørerne og dørmændene kan gøre brug af den private ejendomsret. En ejer kan gå over til en gæst og sige: Du passer ikke ind på mit sted, derfor må du ikke være herinde. Så råderummet til at smide folk ud bliver betragteligt større ved, at det ikke er politiet – men restauratører og dørmænd – der har opgaven,« fortæller Thomas Friis Søgaard.

Siden starten af 00erne har samarbejdet udviklet sig i mange danske byer. Byernes beværtninger og diskoteker er blevet mere sikre, fordi færre kriminelle bliver lukket ind.

»I Aarhus har en ledende politikommissær sagt, at man ikke skal kunne gå i byen i Aarhus, hvis man er medlem af en bande. Det skal stoppe rekrutteringen til rockergrupper. Det skal ikke være sjovt at være medlem af en bande, og svage sjæle skal ikke se kriminelle svælge i fest og damer.«

»Problemet er bare, at politiet i praksis ikke selv kan udføre den strategi. De har brug for, at dørmændene bringer den private ejendomsret i spil,« siger Thomas Friis Søgaard.