Menneskelignende robotter aktiverer den spontane næstekærlighed i os

Robotter er godt nok maskiner. Men hvis de ligner og opfører sig som levende væsner, så kommer vi til at behandle dem, som var de levende.

Det har flere videnskabelige eksperimenter bevist. I et forsøg har hjerneskanninger for eksempel vist, at vores hjerner reagerer på samme måde, uanset om vi står over for et menneske eller en robot, der kan efterligne menneskelig mimik. Du kan se en video om forsøget i boksen under artiklen.

Et andet eksperiment har vist, at vi også kan få medfølelse med robotter. Forskere viste 14 forsøgspersoner en video, hvor en lille robot-dinosaurus blev tortureret. Skanninger og efterfølgende udsagn viste, at folk fik det rigtig skidt af at se på torturen. De følte empati med den lille maskine. I boksen under artiklen kan du læse mere om forsøget med robot-dinoen.

Spørger man Simon Balle fra Afdeling for Teologi ved Aarhus Universitet, kan man måske endda sige, at deltagerne i eksperimentet følte kristen næstekærlighed. Han er teolog og lige begyndt på en ph.d., der skal undersøge, om det årtusinder gamle kristne tankegods kan ruste os til fremtidens møde med sociale og menneskelignende robotter.

Den spontane næstekærlighed

Især vil han tage udgangspunkt i en kongstanke hos den store danske kristne teolog og filosof K.E. Løgstrup (1905-1981). Han beskrev et fænomen, han kaldte ’suveræne livsytringer’. Det er næstekærlighed, der spontant opstår, når vi ser andre mennesker i nød og instinktivt vil hjælpe dem.

»Mennesker har en psykologisk mekanisme, som vi kalder antropomorfisme: Vi tillægger ting menneskelige egenskaber,« fortæller Simon Balle og fortsætter:

»Empiriske studier har vist, at det bestemt også er tilfældet i forhold til robotter. Falder robotten, eller har den et problem, vil man gerne hjælpe den. Mange af de automatreaktioner, som vi har over for et andet menneske – inklusive vores moralske fornemmelser – tager vi med os i mødet med en robot.«

»Man kan selvfølgelig sige, at antropomorfisme bare er en psykologisk mekanisme. Noget, som har været en evolutionær fordel for mennesker. Men jeg tænker, med Løgstrup i hånden, at suveræne livsytringer kan få os til at udføre mange af de samme handlinger, som man normalt vil sige skyldes antropomorfisme,« siger Simon Balle.

LÆS OGSÅ: Hvorfor har mennesket behov for religion?

Robotter tænder livets godhed

Som teolog har Simon Balle en særlig kristen tilgang til at tænke over vores møde med robotter, og han mener på den baggrund, at der er noget positivt ved dem. Det kunne nemlig tyde på, at robotter vækker suveræne livsytringer i os.

En suveræn livsytring kunne være, hvis du en vinterdag kom gående i en park og så en lille dreng, der faldt igennem isen på søen. Ville du så ikke – uden at tænke nærmere over hvorfor – straks forsøge at hjælpe ham?

Jo, det ville du nok. Og K.E. Løgstrup ville så sige, at din redningsaktion var en suveræn livsytring – et eksempel på menneskelivets egen godhed. Du kan læse mere om K.E. Løgstrups teori om næstekærlighed og suveræne livsytringer i boksen under artiklen.

»Ved suveræne livsytringer sætter livets egen godhed sig igennem uden om vores refleksionsevne. De er noget spontant. Jeg spørger så: Er der nogle af de relationer, vi kan have til et simuleret menneske, som i virkeligheden bedst forklares med, at suveræne livsytringer sætter sig igennem?« spørger Simon Balle.

»Måske er vores empati for robotter andet og mere end resultatet af en evolutionær mekanisme. Måske oplever man livets egen godhed i mødet med robotter,« siger han.

Snyd – men på en god måde

Simon Balle vil i sin ph.d.-forskning forsøge at argumentere for, at antropomorfisme ikke slår til, når vi skal forklare, hvorfor mennesker ofte handler med medfølelse overfor sociale robotter.

»Antropomorfisme er en for snæver og ufuldstændig teori. Jeg tror, der er mere på spil,« siger Simon Balle.

Hvis man bruger antropomorfisme som forklaring på, hvorfor mennesker har medfølelse med robotter, er der elementer i mødet, som man ikke kan få med i sin undersøgelse. Den antropomorfistiske teori tager nemlig udgangspunkt i menneskets psykologi. Ikke i selve det fænomen, som mødet mellem menneske og maskine er.

»Vi har brug for at åbne flere dimensioner, for faktisk at sige noget om de socialt-etiske fænomener i menneske-robot interaktion. Ellers siger vi blot noget isoleret om det menneske, der interagerer, og ikke fænomenet selv.«

»Derfor foreslår jeg idéen om suveræne livsytringer som forklaringsmodel for fænomenet,« siger Simon Balle.

Hvis det lykkes ham at underbygge sin nye teori, vil det give os et nyt perspektiv på vores møder og interaktioner med robotter:

»Det er en viden, man kan bruge til at sige, at selvom sociale robotter snyder sig til at blive et subjekt overfor os, så kan vi have gode grunde til, at ville have dem alligevel. Fordi de kan få livets egen godhed til at manifestere sig hos os. Det er en idè, der i øjeblikket mangler i robot-etikken.«

LÆS OGSÅ: Social intelligens: Hjernen spejler andres adfærd

En fænomenologisk undersøgelse

Simon Balle undersøger de etiske konsekvenser af, at vi indgår i sociale interaktioner med robotter. Og det sker med udgangspunkt i mødet med maskinerne, som det bliver opfattet af mennesker.

Andre forskere koncentrerer sig alene om robotten:

• Er dens kunstige intelligens i stand til at skabe 'rigtige'« følelser i den?
• Og hvilken teknologi skal der til for, at robotten kan betragtes som et levende væsen på linje med dyr eller mennesker?

Det er en analytisk tilgang til robot-etik. Og den er noget ganske andet end den, Simon Balle benytter sig af. Han har nemlig en fænomenologisk tilgang.

Han undersøger, hvordan mennesker opfatter et fænomen – i dette tilfælde mødet med en robot. Og så er det ikke så vigtigt, hvilken teknologi, der skaber oplevelsen.

Fordi for mennesket, i øjeblikket, er oplevelsen af mødet det virkelige.

LÆS OGSÅ: Hvad er fænomenologi?

Ingen ny empiri

Simon Balle har ikke har planer om at lave empiriske studier. Altså videnskabelige undersøgelser, hvor han lader mennesker kommunikere med robotter, for så at se, hvad der sker.

»Empiriske undersøgelser er enormt tidskrævende, og det er ikke det, jeg er bedst til. Der er andre forskere, der gør det meget bedre, end jeg ville kunne,« siger Simon Balle og fortsætter:

»Men der bliver lavet en del empiriske undersøgelser rundt omkring i verden. Den forskning vil jeg bruge og sammenholde med den teori, jeg arbejder med.«

De suveræne livsytringer er ikke det eneste, Simon Balle skal forske i. En anden del af hans ph.d.-forskning vil undersøge, om robotter kan få os til at ændre opfattelse af, hvad det vil sige at være et menneske.

LÆS OGSÅ: Ugens podcast: Forskere vil lære robotter etik og filosofi

LÆS OGSÅ: Kan vi lære robotter at handle etisk i krig?

LÆS OGSÅ: Forskere: Hold dig fra sex med robotter

Studie: Synd for tortureret dino-bot

Den nuttede robot Pleo blev i et forsøg udsat for tortur, for at se, hvordan mennesker reagerede på det.

Mennesker får det dårligt, når de ser en lille nuttet dinosaurus-robot blive tortureret, banket og kvalt. Det viser et studie fra 2012, foretaget af socialpsykologer fra Universitetet i Duisburg-Essen i Tyskland.

Forskerne lod 14 frivillige se videoer, hvor robotten Pleo blev udsat for dels kærtegn, dels tortur. Samme typer klip blev vist, hvor en kvinde – ikke en dino-bot – var ’offer’.

Under eksperimentet blev deltagernes hjerner skannet med fMRI-teknologi. Det er en teknologi, der gør det muligt at se, hvilke dele af hjernen, der reagerer på særlige stimuli.

Det viste sig, at de 14 forsøgspersoners hjerner reagerede stort set identisk, uanset, om det var en robot eller en kvinde, der var på videoerne. De udtrykte desuden ægte medfølelse med robotten.

LÆS OGSÅ: Dino-bot bliver forsøgsdyr

Studiet ’An Experimental Study on Emotional Reactions Towards a Robot’ er offentliggjort i tidsskiftet 'International Journal of Social Robotics'.

Robotten WE4-RII er bygget til at efterligne menneskelig mimik.

I 2010 byggede et internationalt forskerhold robotten WE4-RII, som kunne efterligne menneskelig mimik. De gennemførte så et forsøg, som ved hjælp af fMRI-hjerneskanninger sammelignede 13 frivillige mænds reaktioner på både robottens og et rigtigt menneskes mimik.

Mændene blev vist videoklip med henholdsvis WE4-RII og en mand. Begge udtrykte følelser med deres mimik.

Imens overvågede forskerne forsøgspersonernes såkaldte spejlneuroner i hjernen. Spejlneuroner er hjerneceller, der sender signaler, både når vi ser andre mennesker bevæge sig, og når vi selv bevæger os. På den måde skabes der i hjernen en forbindelse mellem dig selv og andre mennesker, der gør, at du kan forstå dem.

I robot-forsøget viste det sig, at forsøgspersonernes spejlneuroner reagerede på både mandens og robottens følelsesudtryk. Folkene i forsøget forholdt sig altså til robotten, som var den et menneske.

Studiet 'Brain Response to a Humanoid Robot in Areas Implicated in the Perception of Human Emotional Gestures' er publiceret i tidsskiftet PLOS.

Næstekærlighed og suveræne livsytringer

I kristendommen er der et påbud om, at man skal være næstekærlig. Det stammer fra Jesus’ forkyndelse. Teologen og filosoffen K.E. Løgstrup kunne imidlertid konstatere, at vi i konkrete situationer ikke af os selv, spontant, opfører os næstekærligt.

Nej, kristne skal først spørge sig selv: ”Hvad ville være næstekærligt at gøre i den her situation?”.

At man på den måde er nødt til at reflektere over næstekærlighed, beviser ifølge Løgstrup, at den i første omgang udebliver. Det er ikke rigtig næstekærlighed, hvis vi skal tænke, før vi handler.

Men er der så i virkeligheden ingen næstekærlighed til i menneskets tilværelse?

Jo, siger Løgstrup. Vores tilværelse er heldigvis indrettet med såkaldte 'suveræne livsytringer'. De er eksempler på, at det gode spontant sætter sig igennem i vores indbyrdes liv. Møder vi nogen, der har brug for hjælp – for eksempel en dame, der falder om på gaden – behøver vi ikke hjælpe. Men ofte gør vi det alligevel, uden at tænke nærmere over hvorfor. Det er en suveræn livsytring.

Suveræne livsytringer som kærlighed, barmhjertighed og tillid beviser ifølge Løgstrup, at der er godhed i vores tilværelse, selvom vi ikke af natur selv er gode. De er eksempler på menneskelivets godhed.