Massegrav fyldt med vikinger fra vores første invasion af England

Arkæologer har dateret en helt unik vikingegravplads, som rummer de jordiske rester fra nogle af de første danske vikinger, der drog ud i verden for at plyndre, voldtage og lave ravage.

Der er tale om en massegrav for mindst 264 mennesker i Repton, England, hvor Den Store Vikingehær – også kendt som Den Hedenske Hær – gjorde ophold under sin invasion af England i vinteren år 873.

Repton-graven har givet arkæologerne grå hår i hovedet, næsten siden den blev opdaget i 1979: Først var de sikre på, at den var fra vikingetiden. Så viste dateringerne, at det ikke kunne passe. Og nu? Nu er den så igen fra vikingetiden. Men denne gang skulle den altså være god nok.

»Det har været diskuteret i alle årene, om det virkelig kunne passe, at den her gravplads ikke var fra vikingetiden. Nu har vi fået Repton tilbage,« lyder det fra den danske arkæolog Søren Sindbæk, som kender til, men ikke har været involveret i arbejdet.

Et studie om de nye dateringer er netop udgivet i tidsskriftet Antiquity.

Dateringer gik i fisk

Hele miseren skyldes en regnefejl i de meget anvendte kulstof 14-dateringer.

Dateringerne kan blive slået helt ud af kurs, hvis ikke man tager højde for, om individet, man måler på, har spist meget marin føde, såsom fisk og skaldyr. I grelle tilfælde kan man ende med en datering, der viser op til 400 år forkert.

Denne effekt blev fastslået i 2013, hvor Videnskab.dk skrev artiklen ’Arkæolog-chok: Fisk ødelægger kulstof-14-dateringer’. Men i 1980erne, hvor dateringerne blev foretaget, kendte man ikke til den.

Forvirringen omkring Repton skyldes med andre ord, at de danske vikinger var utroligt glade for fisk.

»Det er den bedst beskrevne fejl i kulstof 14-dateringer, og i dag kan vi let korrigere for det. Men indtil nu er der ikke nogen, der har haft adgang til de oprindelige Repton-dateringer og fundet ud af, at det er noget så simpelt som marine spisevaner, der har bragt vikingeforskerne på vildspor i mere end 20 år,« siger Søren Sindbæk, som er professor ved Aarhus Universitet.

Dansk arkæolog opdagede Repton

Repton blev oprindeligt opdaget af arkæologparret Martin Biddle fra England og danske Birthe Kjølbye-Biddle, som var en af de mest betydningsfulde danske arkæologer for sin tid.

Parret udgravede området omkring St. Wystans kirke i Repton i 1970'erne og 1980'erne, hvor de fandt adskillige vikingegrave og en form for lighus i en forhøjning i den tilhørende præstegård.

Lighuset blev hurtigt koblet sammen med den store vikingehær, som ifølge overleveringerne overvintrede i amtet Derbyshire, hvor Repton ligger, i en særligt hård vinter i 873.

»Selvom de nye kulstof 14-dateringer ikke beviser, at disse mennesker var del af vikingehæren, virker det nu meget sandsynligt,« siger den norske arkæolog Catrine L. Jarman, som har stået i spidsen for de nye undersøgelser, i en pressemeddelelse.

»Vi var aldrig i tvivl«

Martin Biddle og hans kone, Birthe Biddle, som desværre døde af kræft i 2010, var dog aldrig selv i tvivl om, at knoglerne stammede fra tiden, hvor Den Store Vikingehær overvintrede i Repton, fortæller Martin Biddle.

»Forvirringen omkring kulstofdateringerne har skabt en masse akademisk nonsens, og folk har ikke vidst, hvad de skulle stille op med det. Nu kan der ikke længere herske tvivl om det, som Birthe og jeg aldrig tvivlede på,« siger han til Videnskab.dk.

»Birthe ville have været begejstret for, at det nu er blevet endeligt bevist, at dateringen passer sammen med historien. Det er virkelig synd, at hun ikke nåede at opleve det,« tilføjer Martin Biddle.

Alt passede sammen – og så alligevel ikke

Oprindeligt var der ingen, der stillede spørgsmålstegn ved, hvorvidt det var den store vikingehærs vinterlejr, som Biddle og Biddle havde fundet.

Placeringen passede perfekt med de skriftlige kilder, og i gravene blev der fundet vikingevåben og kulturgenstande, der relaterede sig til vikingetiden. Heriblandt en økse, adskillige knive og fem sølvmønter, som blev dateret til årene 872-875.

Langt størstedelen, 80 procent, af individerne var derudover mænd, og mange bar tydelige tegn efter skader fra vold.

»Det er et meget berømt fund, og man kan finde billeder af det i næsten alle bøger om vikingetiden. Hvis det her sted var blevet opdaget i dag, ville det slå nærmest alle andre fund af banen,« fortæller Søren Sindbæk.

Men da man nogle år senere besluttede sig for at benytte sig af den dengang meget hypede kulstof 14-datering, var der pludselig noget helt galt. Dateringerne lå spredt ud over flere forskellige tidspunkter.

Underlig munkehypotese skabte ubehag

Modstræbende accepterede man tingenes tilstand. Det blev i stedet foreslået, at der kunne være tale om et såkaldt benhus for munkene, der havde hørt til den nærved liggende kirke. Et benhus var en mindre bygning på en kirkegård, hvor opgravede knogler blev samlet.

»Det har vi så troet modvilligt på. Mens man har fundet rigtig mange andre spor fra Den Store Vikingehær, blandt andet nogle flotte skattefund og et andet overvintringssted, har Repton, det første og mest interessante fund, på sin vis været ude af billedet,« siger Søren Sindbæk.

»Men samtidig har det jo stået som et kæmpe spørgsmålstegn, for det er en mærkelig hypotese med det her benhus for munkene. Dem kender vi ikke andre steder fra,« tilføjer han.

Repton har derfor været et tilbagevendende diskussionsemne internt i arkæologkredse. Mange var skeptiske over for munkehypotesen, mens de naturvidenskabelige resultater ikke var til at komme udenom.

»Man bliver helt glad«

Derfor er det i dag en lettet skare af arkæologer, der tager imod det nye studie om Repton, fortæller Søren Sindbæk. Ham selv inklusive.

»Alle har haft fornemmelsen af, at det ikke hang sammen. Vi har stået i stampe, og det er en manglende brik, der har genereret. Jeg synes, at det er skønt, at vi nu kan regne med Repton igen. Man bliver helt glad,« siger han.

Dateringen på knoglerne fra lighuset i Repton er desuden vigtig, fordi vi ved meget lidt om de første vikinger, der kom og plyndrede i England, lyder det fra Catrine Jarman.

»Vi viser, hvordan nye teknikker kan bruges til at revurdere og langt om længe løse årti gamle mysterier,« siger hun i pressemeddelelsen.

Søren Sindbæk er enig og tilføjer derudover, at der nu er fri bane til at gå ombord i det unikke materiale.

»Vi kan bruge de her skeletter til en masse bioarkæologiske undersøgelser, som før var ude af spillet. Nu kan vi få en masse at vide om deres oprindelse, om hvilken form for kampe de har været ude i, og hvilke typer sygdom de har været udsat for,« slutter han.