Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget.
Sådan forholder det sig måske også med den økonomiske krise. Måske kan vi på længere sigt vende nedturen til noget positivt.
Historien viser nemlig, at nye tider er lig med nye værdier og måske også stor kunst og store tanker.
Det skete for eksempel, da vi for 200 år siden i 1813 stod i en elendig situation. Den danske stat gik bankerot. Krisen og en række andre ulykker satte på baggrund af de trange tider gang i et værdiskifte i Danmark. Et værdiskifte, som endte med at fostre store kunstnere som for eksempel H.C. Andersen, C.W. Eckersberg og N.F.S. Grundtvig.
»Når vi skal forstå, hvordan kunsten fik næring i sådan en krisetid, må vi i Danmark se det i sammenhæng med, at der kom et nyt værdigrundlag,« fortæller lektor i litteraturhistorie på Københavns Universitet Marie Louise Svane, som har forsket i romantikken – en epoke i europæisk kulturhistorie.
Den danske udgave af romantikken er senere blevet beskrevet som en kulturel guldalder, som varede fra ca. 1800 til 1850.
Seddelpressen kørte uhæmmet
Før den store kunst dukkede op i Danmark skulle en række nederlag, ydmygelser og endelig bankerotten i begyndelsen af 1800-tallet få os helt ned at ligge.
\ Fakta
Mange danskere fik i 1813 med ét slag seksdoblet deres gamle gæld, da den nye valuta Rigsbankdaleren kun kunne veksles med seks af de gamle kurantdalere. Kilde: Per H. Hansen
Nedturen begyndte, da Danmark allierede sig til forkert side under Napoleonskrigene (1804-1805), hvor vi led store nederlag (Slaget på Reden i 1801) og tabte flåden til England (Københavns bombardement i 1807).
»Danmark havde behov for store indtægter til at føre krig, men samtidig betød krigene også, at vores samhandel med andre lande faldt, « fortæller professor i økonomisk historie på Copenhagen Business School (CBS) Per H. Hansen og fortsætter:
»Den ene måde, man kunne finansiere udgifterne på, var at inddrive skat og låne penge. Men det rakte ikke, og derfor valgte man at lade seddelpressen køre.«
Staten udstedte således selv pengesedlerne, og der var ingen begrænsning på, hvor mange man kunne trykke. Det betød, at pengenes værdi faldt hurtigt fra 1810.
En reform af pengesystemet skulle redde den økonomiske skude fra at synke. Reformen trådte i kraft 5. januar 1813 og havde til formål at standse inflationen ved at genoprette borgernes tillid til møntfoden.
Reformen skulle genopbygge tillid ved at:
• Kongen oprettede en 'Rigsbanken'. Det var en ny bank, ssom i princippet var uafhængig af kongen og staten og kunne udstede sedler på egen hånd.
• En ny møntfod blev indført – nemlig rigsbankdaleren.
• Staten tog en 1. prioritet i ejendommen med en forretning på 6 ½ procent pro anno. Det vil sige, at staten fra den ene dag til den anden bestemte, at alle med ejendom skyldte staten penge, som ejendomsindehaverne skulle betale renter af. I tilfælde af konkurs skulle staten have udbetalt den gæld, før alle andre kreditorer. Rigsbanken havde nemlig brug for renterne til at kunne finansiere udstedelsen af nye penge.
Økonomien blev strammet for meget
Den store pengereform forvandlede dog ikke situationen til det bedre fra den ene dag til den anden.
»Med reformen hævede man pengenes værdi og vendte prisudviklingen. Men man kom til at stramme for meget, og det hæmmede den økonomiske udvikling i 1820'erne og 1830'erne,« fortæller økonomihistoriker Per H. Hansen.
Krisen i dansk økonomi var altså ikke lige til at slippe af med. Til gengæld stod den danske version af romantikken i fuldt flor.
Store tanker blev dyrket ved familiesammenkomster
Mange af de kunstnere og tænkere, hvis kunst, teorier og tanker er en del af vores kultur og nationale stolthed i dag, blomstrede i kølvandet på Danmarks økonomiske ruin og som følge af vores smadrede selvtillid efter napoleonskrigene.
Det gælder for eksempel Adams Oehlenschläger og hans digt om guldhornene, H.C. Ørsteds opdagelse af elektromagnetismen og Søren Kierkegaards tanker, som har ført til den såkaldte eksistensialisme inden for filosofi.
Grobunden for disse store danskeres virke lå i borgerskabets familier, fortæller litteraturhistoriker Marie Louise Svane:
\ Fakta
De danske guldalderkunstnere var inspireret af den internationale strømning, som vi i dag kalder romantikken. Det var naturfilosoffen Heinrich Steffens som med en række forelæsninger bragte romantikkens idéer om, at der bag dagligdagen og den umiddelbare virkelighed fandtes en højere åndelig sfære, som man kunne forbinde sig til ved at sanse naturen og fordybe sig i historien, som havde en iboende ånd. Kunstneren var i kraft af sin store personlighed bindeleddet til denne åndelige verden og fik således en særlig status. Kilde: denstoredanske.dk og Goldendays.dk
»I familien lukkede man sig om det følelsesmæssige og det åndelige. Det var ikke længere pragt, man dyrkede, som det var i 1700-tallet. Man fik en dannelseskultur, hvor man dyrkede det æstetiske og de store personligheder.«
Færre penge fordrede nye måder at være sammen på
Nederlag og økonomisk krise fik således danskerne til at foretrække hjemmets trygge rammer.
Digte blev læst højt, der blev spillet musik og ført åndfulde samtaler i borgerskabets hyggelige stuer i modsætning til de storslåede selskaber, som havde præget selskabslivet i slutningen af 1700-tallet, hvor den danske handel stortrivedes.
»Der sker en overordnet omstilling til at prioritere de indre værdier i forhold til de ydre materielle, fordi der kommer en økonomisk knaphed som følge af det økonomiske sammenbrud,« siger Marie Louise Svane.
Kunsten udtrykker samfundet
Den økonomiske knaphed og de nye holdninger til materielle værdier kender vi måske også til i dag. Vi forbruger i hvert fald mindre, siger økonomerne.
Spørgsmålet er, om nutidens nederlag på længere sigt kan vendes til en kulturel sejr for Danmark, og hvordan det vil komme til udtryk i kunsten.
Professor i æstetik og kultur på Aarhus Universitet Henrik Kaare Nielsen mener, at de værdiændringer, som krisen kan have skabt, kan give kunstnerne ny inspiration.
\ Fakta
Moderen og kvinden fik en central rolle i den familiebestemte selskabelighed, som blev moderne efter statsbankerotten i 1813. Hun blev nemlig familiens følelsesmæssige repræsentant. Kilde: litteraturhistoriker Marie Louise Svane.
»Der sker en forskydning i kunstnernes erfaringsmateriale, som kunst og kultur bearbejder. Det vil på den ene eller anden måde komme til udtryk i kunsten. Men om det bliver en optimisme på trods af krisen, eller det bliver en depressiv verdenskritik. Det kan vi ikke sige noget generelt om.«
Der er dog ingen sikkerhed for, at en krisetid som den nuværende vil udløse kunstneriske mesterværker, som vil blive husket som en guldalderperiode i dansk kulturhistorie.
Krise betyder nedskæringer
Samfundet og kulturlivet hænger nemlig i dag sammen på en helt anden måde, end det gjorde i 1800-tallets krisetider.
I dag oplever og forbruger vi det meste kunst og kultur gennem medierne, og det er ikke længere et borgerskab, som giver kunstnerne smør på brødet som i 1800-tallet, hvor eksempelvis H.C. Andersen blev tilbudt husly og kost rundt omkring på landets godser.
Det tager staten sig af.
»Hvis krisen udløser store nedskæringer på de offentlige kulturbudgetter, så vil det betyde, at mange kunstnere vil være nødt til at søge en form for erhvervsarbejde,« siger professor i æstetik og kultur Henrik Kaare Nielsen, som dermed mener, at selvom kunstnerne stadig får idéerne, så vil de i det tilfælde få mindre økonomisk råderum til at udføre dem.
Stor kunst kan opstå under alle forhold
Professoren medgiver dog, at der findes eksempler på, at kunstnere får store kulturprodukter fra hånden, selvom de selv kæmper for at klare dagen og vejen. For eksempel J.K. Rowlings storsælgende Harry Potter-bøger.
Der findes altså ingen firkantede regler for, under hvilke forhold stor kunst og guldalder-perioder opstår.
Så hvor vidt krisen i sidste ende vil give os et godt kulturelt afkast, som den gjorde i 1800-tallet - det er stadig et åbent spørgsmål.
Men krisen har i hvert fald givet os og kunstnerne noget at tænke over, og vi kan kun håbe, at det efterlader nogle guldkorn i vores kulturelle skattekiste.
