Humanister stresser over statens pointsystem - deres chefer elsker det

De humanistiske miljøer var fra start mildest talt skeptiske over for regeringens pointsystem til forskning, BFI, som blev født i 2009.

Systemet skulle måle, hvor meget forskning universiteterne producerede – og fordele penge derefter.

I store dele af humaniora frygtede man, at sådan et system kunne ende med at gøre mere skade end gavn.

Ville der blive plads til dansksproget forskning? Til undervisningsmateriale og lærebøger? Hvad ville det betyde for forskernes lyst til at udgive lange bøger frem for hurtige artikler?

I dag, ni år senere, kan man se tilbage på disse opstartsvanskeligheder – og undres.

For selvom humaniora i begyndelsen ubetinget var det hovedområde, som var mest negativt indstillet over for BFI, er det samtidig det område, der i dag har taget systemet absolut mest til sig.

»Det er tilsyneladende et kæmpe paradoks,« siger Poul Erik Mouritzen, som er professor på Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet. Han er førsteforfatter på et forskningsprojekt om indførslen af BFI i Danmark.

Humanister stresser over BFI

Humaniora implementerede BFI hurtigt og effektivt. Hurtigere end nogen af de andre hovedområder, viser den nye undersøgelse.

Samtidig fik BFI mere at sige for den enkelte humanistiske forsker end for den øvrige forskerstand – selvom det fra start var et erklæret mål, at indikatoren aldrig måtte bruges til at måle på enkelte forskere.

Det kan du læse mere om i artiklen 'BFI evalueret: Virker som »flammekastere til børn«'.

»Der blev holdt færre informationsmøder for humanisterne, til gengæld fik langt flere (humanistiske, red.) forskere et øget fokus på deres egen BFI-score,« skriver Poul Erik Mouritzen i forskningsprojektet.

Selvom det aldrig var meningen, at forskerne selv skulle måles på eller konfronteres med, hvor mange BFI-point de og deres institut trak i land, er det altså netop det, der er sket.

Det har haft den konsekvens, at forskerne flere steder - da undersøgelsen blev gennemført - berettede, at de oplevede BFI som et kontrolredskab, der stresser og forringer deres psykiske arbejdsmiljø.

Såvel i 2011 som i 2015 var det humanisterne, som i størst udstrækning opfattede ledernes brug af BFI som kontrollerende frem for understøttende, viser undersøgelsen.

Tanken om at måle var ny for humaniora

Det nye forskningsprojekt bygger blandt andet på stikprøver og spørgeskemaundersøgelser, men også på en lang række dybdegående interviews med forskere, rektorer og institutledere.

Samtlige 66 institutledere i Danmark blev grundigt interviewet ved undersøgelsens begyndelse.

Og det er formentlig netop hos institutlederne, at man skal kigge efter en forklaring på det aparte forhold, der over tid har udviklet sig mellem BFI og humaniora, mener Poul Erik Mouritzen.

Da BFI kom til, havde man i forvejen forskellige måleredskaber (se faktaboks) på de ’våde’ områder – primært natur- og sundhedsvidenskab – og dele af samfundsvidenskab. På humaniora var tanken om et målesystem derimod fuldstændig ny, fortæller professoren.

Samtidig skete der andre store ændringer, såsom sammenlægninger af institutter og fakulteter, hvilket gav institutlederne ekstra meget at se til.

»Da systemet kom til, sad institutlederne på nogle kæmpestore og forholdsvis nysammenlagte humanistiske institutter og skulle prøve at danne sig et overblik over, hvad der foregik, mens de var bange for, hvordan de kom til at ligge sammenlignet med andre institutter. Og så greb de selvfølgelig det her redskab,« siger Poul Erik Mouritzen.

\ Læs mere

Kløften mellem naturvidenskab og humaniora bliver dybere

»BFI kom dumpende som en gave fra himlen«

Institutlederne giver mange begrundelser for, hvorfor de begyndte at bruge BFI. De fortæller blandt andet, at systemet »giver et overblik, som man ikke tidligere havde«, at det »tydeliggør forskernes og instituttets indsats«, og at det »er et transparent og objektivt mål, som kan anvendes til at legitimere beslutninger«.

»Hvad enten man var institutleder eller afdelingsleder, kom BFI dumpende som en gave fra himlen, fordi man fik adgang til et redskab, som gjorde det nemmere at overskue situationen, herunder de mange medarbejdere,« skriver Mouritzen og hans to medforfattere på projektet, der er udgivet som bog.

For lektor Peter Bugge, som repræsenterer humaniora i Fagligt Udvalg for BFI, kommer konklusionen om humanioras forhold til systemet heller ikke som en overraskelse. Fagligt Udvalg rådgiver Styregruppen, som er øverste instans for beslutninger om BFI.

»BFI var det første, nye værktøj på godt og ondt, og derfor er det forståeligt, at man har grebet til det,« siger Peter Bugge, som til daglig arbejder på Institut for Kultur og Samfund ved Aarhus Universitet.

\ Læs mere

Forsker: Afskaf kapitalismen i forskningen

Ingen data, ingen småkager

Ifølge David Budtz Pedersen, professor mso fra Institut for Kommunikation og Psykologi ved Aalborg Universitet, har det formentlig også spillet ind, at BFI gav institutlederne en mulighed for at få humaniora med i klassen af ’anerkendte’ videnskaber på niveau med de ’våde’ discipliner.

Han har ikke været en del af det nye forskningsprojekt, men har læst størstedelen af det og forsker selv i humanistisk forsknings gennemslagskraft.

»Det blev mødt som en kærkommen lejlighed for mange dekaner og institutledere til at komme med i den finere klub sammen med naturvidenskaberne og dermed skabe synlighed om den humanistiske forskningsproduktion,« siger David Budtz Pedersen, som mener, at humaniora har reageret helt naturligt på muligheden for at få tal på forskningsproduktionen.

»I den her verden forstår jeg godt, at vi har behov for at vise dokumentation. I dag er publicering i vid udstrækning den gangbare valuta i forskningsverdenen. Ingen data, ingen småkager.«

Det kan du læse mere om i artiklen ’Forskere advarer: Grundforskningsboblen er på bristepunktet’.

En kløft mellem forskere og ledelse?

En anden forsker, som ikke har været del af projektet, er til gengæld forbavset over konklusionen.

»For mig er det en stor overraskelse, at det især er på humaniora, at BFI er blevet indført i styringen af de enkelte forskere. Jeg fatter det ikke helt,« siger lektor i videnskabsteori Claus Emmeche, som arbejder på Institut for Naturfagenes Didaktik på Københavns Universitet.

Claus Emmeche har tidligere beskæftiget sig indgående med forskernes arbejdsbetingelser og udarbejdede i 2009 et notat, hvori han redegjorde for, hvad de forskere, som står i spidsen for de humanistiske faggrupper (se boksen under artiklen), mente om BFI.

13 ud af 19 kunne dengang ikke stå inde for indikatoren. Det vender Videnskab.dk tilbage til i en senere artikel.

Claus Emmeche gætter på, at de nye resultater dækker over en stor kløft mellem ledelserne på de humanistiske institutter og de enkelte forskere, som ikke nødvendigvis er blevet mere begejstrede for BFI med tiden.

»Jeg tror, at det afspejler, at forskerne og lederne ser forskelligt på tingene. Det er muligt, at der har siddet ledere og dekaner og tænkt: ’Jamen, det er da det, vi skal’, fordi det på en måde er med til at ligestille de våde og de tørre videnskaber,« siger han.

\ Læs mere

Humanioras fremtid er tværdisciplinær

I interviews med de humanistiske forskere udtaler de blandt andet, at BFI ikke er hverken »særlig relevant eller rimelig« inden for deres fag, og at systemet giver mere mening for de naturvidenskabelige fag end for de humanistiske. Du kan læse mere om, hvad de enkelte forskere tænker om BFI i boksen under artiklen.

BFI påvirker humanistisk forskning

Hvilken betydning har tvangsægteskabet med humaniora så haft for BFI? Noget tyder i hvert fald på, at det ud over stress og dårligt arbejdsmiljø har påvirket humanisternes tilgang til forskningen.

Mouritzen og co. har blandt andre interviewet 10 humanistiske forskere i vinteren 2013-14, og alle 10 oplevede, at deres forskning var påvirket af BFI. De beskrev, hvordan BFI fik dem til at publicere deres forskning på andre sprog end dansk og udgive flere artikler end bøger, og at de gjorde det for at gøre institutlederen ’glad’, eller fordi det gavnede deres karriere.

Mest ekstremt var det humanistiske fakultet på Aalborg Universitet, hvor 75 procent af forskerne havde i hvert fald et overordnet kendskab til budgetmodellen bag BFI.

Lignende beretninger finder Mouritzen og co. stort set ikke på andre områder, hvor forskerne i nogle tilfælde aldrig havde hørt om BFI.

Som Videnskab.dk tidligere har beskrevet, viser den nye undersøgelse – ganske som de 10 humanistiske forskere beskriver – at BFI har haft en selvstændig, negativ effekt på mængden af dansksproget forskning. Andre faktorer har dog også spillet ind. Det kan du læse mere om i artiklen 'BFI kvæler dansksproget forskning'.

Derudover antyder den, at de humanistiske forskere undlader at forske i danske forhold, fordi det gør det sværere at publicere internationalt og i stigende grad lægger vægt på kvantitet over kvalitet.

BFI ligestiller humaniora med naturvidenskab

Alligevel mener Peter Bugge, at der er fordele ved BFI for humaniora:

»På den ene side er der mange, der ikke bryder sig om BFI og helt grundlæggende synes, at det er umuligt at kvantificere kvalitet. På den anden side kan jeg se to store fordele for humaniora: Synliggørelse og ligestilling.«

Synliggørelse handler om, at humanistisk forskning kan blive mere synlig - også uden for det humanistiske fagfællesskab - forklarer han.

Mens ligestilling er et spørgsmål om at have én fælles indikator for hele det videnskabelige samfund og dermed kunne sammenligne udbyttet af humaniora med eksempelvis naturvidenskab.

»For mig at se kan det i mange situationer være en fordel, at humaniora figurerer i alle de her sammenhænge som ligeværdig og i samme kategoriske fællesskab som de andre videnskaber,« siger Peter Bugge.

\ Læs mere

Forsker: Myte, at humaniora ikke er 'rigtig videnskab'

»BFI har været en øjenåbner«

Ifølge Jens Oddershede, tidligere rektor ved Syddansk Universitet, har humaniora alt i alt draget fordel af BFI. Han sad i Styregruppen, da systemet blev til, og var derfor med til at udforme det.

»Formålet med BFI var blandt andet at synliggøre, hvad de tørre videnskaber bidrog med. Vi havde et system til registreringen af de våde videnskaber med citationer og andre måleredskaber, men ingen på humaniora. Det har været en øjenåbner for dem, der siger, at der ikke sker noget på humaniora. Det her er med til at dokumentere, at der sker rigtig meget, og at de samtidig kommer ud over rampen, også internationalt,« siger Jens Oddershede, som i dag er professor emeritus.

»I virkeligheden var det dem, der var størst modstandere af systemet til at starte med, som efter min mening har haft mest glæde af det i det lange løb,« tilføjer han.

\ Læs mere

Sådan redder vi humaniora

David Budtz Pedersen erklærer sig enig i, at det er en fordel med et system, der registrerer den samlede forskningsproduktion på alle universiteterne hvert år og inden for alle områder – også humaniora.

»Lad os nu antage, at humaniora havde stået uden for hele den her registrerings-tendens – det kunne nemt være blevet en katastrofe for det humanistiske område, fordi man ikke havde kunnet fremvise data og dokumentation,« siger David Budtz Pedersen.

... men vi glemmer alt det andet

Ifølge David Budtz Pedersen skal man bare være opmærksom på, at der også er mindre gavnlige effekter for humaniora, når et system som BFI tillægges for megen vægt.

»Det store problem er nogle af de ting, vi glemmer at være opmærksomme på. Det gælder humanioras samfundsmæssige ansvar for at formidle bredere i andre publikationsformer og med typer af formidling, som ikke altid kan indfanges og spores i det her system,« siger han.

David Budtz Pedersen nævner som eksempel forskernes kommunikation til det omgivende samfund gennem formidlingsværker, lærebøger, debatbøger, offentlige foredrag og kritiske anmeldelser.

»Hele den mængde af øvrige platforme, som udgør kernen i den humanvidenskabelige vidensformidling, bliver udfordret i et felt, hvor BFI er det eneste eller dominerende parameter for anerkendelse og prestige,« slutter David Budtz Pedersen.

\ Læs mere

Salamiforskning: Intet bevis for, at BFI får forskere til at 'slice'

\ Læs mere

»Mistænkeliggørelse«: Styrelse kræver redegørelse for forskning