De naturvidenskabelige nobelpriser har eksisteret i over 100 år, og nu tyder det på, at den oprindelige idé med Nobelprisen er blevet forældet. Idéen om, at et enkelt videnskabeligt geni ala Einstein skal modtage prisen stemmer simpelthen ikke overens med virkeligheden.
I dag bliver videnskabelige gennembrud nemlig til i store samarbejder mellem hundredevis af forskere. Tidligere var det enkeltpersoner som Niels Bohr og Max Planck, der stod som de klare bagmænd til en ny teori eller opdagelse. Alligevel holder vi fast i nobelprisen og hylder de dygtige forskere, der får en.
»Nobelpriserne overlever, fordi de har enorm status både i og uden for det videnskabelige samfund. Så længe det er tilfældet, vil priserne leve videre, uanset om de afspejler de oprindelige ideer,« siger professor Helge Kragh, der forsker i videnskabshistorie ved Aarhus Universitet.
»Ja, tiden er løbet fra de regler, som nobelprisen blev stiftet under. Men så længe forskersamfundet og andre anerkender, at de personer, der har fået en nobelpris, faktisk har lavet et vigtigt arbejde, så vil den fortsat have høj status,« siger Helge Kragh.
Nobel-prisen baserer sig på forældet opfattelse af forskning
Den første nobelpris i fysik blev givet i 1901 – til Wilhelm Conrad Röntgen, der opdagede Röntgen-strålerne. Alfred Nobel, som havde tjent en formue på at opfinde dynamitten, valgte at testamentere fremtidige indkomster fra sin formue til folk som netop hr. Röntgen, der stod bag en stor opdagelse, som var til gavn for menneskeheden.
»Hele Nobel-institutionen er baseret på den form for virkelighed, der var i naturvidenskaberne omkring år 1900, da Albert Nobel døde. På det tidspunkt skete der mange opdagelser, og det var enkeltpersoner, der stod bag.«
»Men den form for praksis, hvor en enkeltperson – for eksempel Röntgen – laver en grundlæggende opdagelse, er blevet overhalet af virkeligheden,« fortæller Helge Kragh.
Alle de store opdagelser er gjort
Forskningens fokus har flyttet sig til de mindre opdagelser. I dag mener man, at mange af de overordnede opdagelser er gjort.
Så nu handler det om at forfine og undersøge de store teorier som evolutionsteorien og relativitetsteorien.
»I de fysiske videnskaber har man i vide kredse en fornemmelse af, at de virkelig store gennembrud – dem, der vender op og ned på virkeligheden – ikke er der længere.«
\ Fakta
Nobelprisen har fået sit navn efter den svenske ingeniør Alfred Nobel (1832-1896), der opfandt dynamitten. Hans efterladte formue udgør grundlaget for den fond, der hvert år uddeler en guldmedalje, et diplom og en stor portion penge til en forfatter. Hvor stor pengeposen er, afhænger af, hvor stort økonomisk afkast, der har været på Nobels efterladte formue i det forgangne år. Men der er tale om beløb på omkring 10 mio. svenske kroner.
»Der vil ikke komme en ny kvantemekanik eller relativitetsteori. Dér kan man kun reparere eller supplere de teorier, der allerede er. Så jeg tror ikke, der vil komme en ny Einstein og vende op og ned på det hele.«
»Der ligger bestemt store opdageler og venter. Men ikke fundamentale, grundvidenskabelige opdagelser – det, man kalder revolutioner inden for naturvidenskaben. Den sidste revolution var i 1960erne, da opdagelsen af pladetektonikken ændrede grundlæggende på de geologiske videnskaber,« fortæller Helge Kragh.
Nobel-komité må lave krumspring
Da videnskaben opdagede, at kontinentalpladerne flytter sig, stod 10-12 personer bag. Antallet af involverede er meget sigende for den måde, hvorpå man typisk har angrebet videnskabelige problemer siden 1950erne. Store forskerhold eller netværk er gået i kødet på problemerne sammen, og det er svært at udpege en 'bagmand' for opdagelserne.
Den trend afspejler sig også i, hvor mange mennesker, der skal deles om en nobelpris i dag. Før 1950 gik priserne oftest til enkeltpersoner, men siden er det blevet mere oplagt at give priserne til flere personer.
Det giver nobelpris-komitéen problemer. For i Nobels testamente står der, at max tre personer må dele en Nobel-pris.
»Det er klart blevet sværere at uddele priserne inden for de rammer, forskerne i dag arbejder i. Derfor bliver der lavet nogle krumspring fra nobel-institutionens side, hvor man vælger en, to eller tre personer ud af et kæmpe forskerteam, som så modtager hæderen. Det skal man ifølge reglerne. Men reelt tilhører prisen hele det team, forskerne er en del af,« siger Helge Kragh.
Professor: Det giver trods alt mening at uddele priser
Det kan godt være svært at finde frem til de personer i et forsker-team, der skal modtage en nobel-pris. Mange kan risikere at føle sig forbigået. Men betyder ikke, at vi helt bør droppe at uddele nobel-priser, mener professor Poul Nissen, der er direktør for det interdisciplinære neuroforskningscenter DANDRITE og leder af grundforskningscentret PUMPkin ved Aarhus Universitet.
»Når vi forskere skriver videnskabelige artikler eller giver foredrag, er vi meget omhyggelige med at gøre opmærksom på, hvem der har gjort hvad og hvordan og hvornår - det er vigtigt for at formidle den videnskabelige udviklingsproces som inspiration og dokumentation for andre. På samme måde bruger nobel-komitéen denne type information, når den skal uddele nobelpriser. De går ned i substansen og ser på, hvordan erkendelsesprocessen fandt sted, og hvem der bidrog afgørende til den.«
»Nogle gange er det svært at finde ud af, hvem der skal have prisen, men det er vel et luksusproblem. Man kan ganske ofte godt identificere de kritiske bidrag i en kompleks videnskabelig syntese. Så det giver egentlig stadig mening – og det er stadig vigtigt – at give sådan nogle priser for store opdagelser. Også selvom det har involveret mange mennekser og det ikke altid er nemt,« siger Poul Nissen.
Her på Videnskab.dk kan du følge med i, hvem der modtager de prestigefulde nobelpriser i 2014.
