Forskere sløser, når de undersøger voldelige computerspil

Ra-ta-ta-ta-ta-tat...en salve fra det tunge maskingevær saver den ækle terrorist midt over. Blod og indvolde sprøjter til alle sider.

Sådan er det i Counterstrike, Call of Duty, Modern Warfare og alle de andre succesrige computerspil, der forlængst har gået deres sejrsgang i alverdens drengeværelser.

Og det lyder jo unægtelig logisk, at virtuelle orgier af skyderier og blodsudgydelse gør os mere aggressive og tilbøjelige til at ty til lignende problemløsningstaktikker i det virkelige liv. Men forholder det sig faktisk sådan? Lader vi os påvirke på den måde?

Meget af den internationale forskning, som præsenteres omkring dette tema, har langt hen ad vejen bekræftet mistanken.

I mange forskningsmiljøer, især amerikanske, hersker der nærmest fuldstændig enighed: voldelige spil fører til øget aggressivitet.

Ser man nærmere efter, afsløres det, at de videnskabelige konklusioner ikke nødvendigvis er så klare, som man får indtryk af.

Protesterer mod ensidigt fokus

Langt fra al computerspilsforskning viser, at virtuel vold har en negativ effekt.

Mange undersøgelser finder ingen kobling mellem voldelige spil og aggressioner i virkeligheden. Og selv de undersøgelser, som peger mod en virkning, kan sjældent fremvise ret store udslag.

I USA falder den enorme stigning i salget af computer desuden sammen med en markant nedgang i voldsforbrydelser, både blandt voksne og unge.

I den senere tid er flere internationale forskere begyndt at protestere mod det ensidige negative fokus på spillene.

Udvikler aggressive hjerner

Et forskerteam fra 'Norsk institutt for forskning om oppvekst, velferd og aldring' (NOVA) udgav for nylig en rapport, hvor de gennemgik international forskning omkring medievold fra de seneste 15 år.

Gruppen mener, at forskernes konklusioner ofte ikke stemmer overens med deres egne resultater.

»På trods af selvmodsigende resultater konkluderer flertallet af undersøgelserne, at eksponering for medievold øger sandsynligheden for egen aggressiv adfærd,« skriver de, og spørger:

Kan nogle af disse konklusioner udspringe fra en moralsk panik, hvor også forskningen rykker ud for at støtte en moralsk og politisk dagsorden?

Ideologiske dogmer

For nylig viede tidsskriftet 'Review of General Psychology' også et temanummer til netop aggression og computerspil.

Her skriver Christopher J. Ferguson fra Texas A&M International University om de samme problemstillinger som de norske forskere fra NOVA.

»Forskningen omkring voldelige computerspils virkning på aggression er selvmodsigende, og hæmmet af dårlig metodik samt ideologiske og videnskabelige dogmer,« konkluderer han, og tilføjer:

»Sådan som vi gør i dag, risikerer vi at spilde både forskningsmæssige, sociale og økonomiske kræfter på at holde liv i moderne skydeskiver for folkeopinionen. Vi kan til og med gå glib af eventuelle positive effekter af voldsspil.«

Modstridende resultater

Ifølge både Ferguson og forskergruppen fra NOVA er dagens spilforskning plaget af store problemer.

Mange af undersøgelserne peger eksempelvis i helt forskellige retninger.

Nogle finder klare sammenhænge mellem computerspilsvold og virkelig aggression, mens andre overhovedet ikke ser sådanne forbindelser. Atter andre får resultater som tyder på at voldelige spil faktisk reducerer aggressioner i det virkelige liv.

Kritiske røster mener, at mange af disse gabende afvigelser kan forklares ved, at de metoder, som er brugt i mange af undersøgelserne, er for dårlige eller for forskellige.

Hvordan måler man for eksempel 'aggression'?

Hvad er aggression?

»Efter vores gennemgang af litteraturen finder vi over 30 forskellige måder at definere 'aggression' på,« skriver NOVA-forskerne.

Nogle ser på reelle voldshandlinger eller kriminalitet, men flertallet bruger mere indirekte tilnærmelser for at måle folks aggression.

Sådanne indirekte mål kan for eksempel være knyttet til kropslige tegn på ophidselse, såsom øget puls, hjerterytme, blodtryk og svedproduktion.

Andre baserer sig på forskellige reaktionstest, eller umiddelbare associationer mellem forskellige ord og billeder.

Aggressionen måles også i nogen undersøgelser ved, at deltagerne selv rapporterer, hvad de føler.

Enkelte undersøgelser har også benyttet mere kreative løsninger.

I 2009 målte nogle forskere aggression ved at lade deltagerne i deres undersøgelse uddele chilisauce til en fiktiv person, som angiveligt ikke kunne lide stærkt krydret mad. Målet bestod i, hvor meget og hvor stærk sauce, man valgte at give.

Svært at sammenligne

Det er flere problemer ved at have så afvigende målemetoder, mener både Ferguson og forskerne bag den norske rapport.

De forskellige aggressionsmålemetoder betyder for eksempel, at det bliver ualmindelig svært at sammenligne resultater på tværs af undersøgelser.

Dermed kan man ikke nødvendigvis bruge opsummeringer af de eksisterende forskningsresultater til at drage større konklusioner om medier og vold.

Derudover er det usikkert, hvor gode de indirekte mål er, som indikatorer for faktisk vold, skriver NOVA-forskerne.

I mange tilfælde er det brugt flere mål for aggression i den samme undersøgelse, og ofte viser det sig, at de ikke giver det samme resultat.

Uvidenskabeligt

»Litteraturen består af en række studier, som ikke blot modsiger sig selv, men som også modsiger hinanden,« skriver forskerne fra NOVA.

Alligevel er mange af videnskabsfolkene ikke ret interesserede i at diskutere, hvad det er, der kan være årsagen til selvmodsigelserne.

Og når en forsker får resultater som strider mod det, som er forventet, bruger han eller hun sjældent denne anledning til at sætte spørgsmålstegn ved sine egne teorier.

Det ser heller ikke ud til at selvmodsigende resultater tages til efterretning i senere undersøgelser, skriver de norske forskere.

I så fald vælger spilforskerne faktisk at se bort fra et ekstremt vigtigt princip i den videnskabelige metode: Hvis dine resultater klart strider klart mod din hypotese, så kan det være fordi, det er hypotesen, der er noget galt med.

Glemmer vigtige faktorer

Gruppen fra NOVA mener, at det kraftige fokus på mediets negative indflydelse kan fjerne opmærksomheden fra andre og måske vigtigere årsager til aggression og vold.

Der findes mange faktorer som kan spille ind. Familieforhold, venner, køn, psykiske problemer, genetik og specielle personlighedstræk har måske større indflydelse på aggressionsniveauet end indholdet af en virtuel virkelighed.

Ofte tager undersøgelserne af spillenes påvirkning kun meget lidt hensyn til denne type faktorer.

Hvordan skal man så kunne vide, om en eventuel sammenhæng dermed skyldes, at computerspil avler aggressioner, eller om personer som er aggressive, på grund af andre årsager, blot også har en tendens til at spille voldsspil?

Ferguson fra Texas A&M International University mener, at dele af forskningen på dette feltet kan have bevæget sig bort fra objektive videnskabelige undersøgelser, og over mod ideologi, dogmer og moralsk panik.

© forskning.no. Oversat af Johnny Oreskov