Den tidligere regering forandrede en af de mest politisk betændte dele af velfærdstaten. En række formelle ændringer i reglerne for alment boligbyggeri førte til forandringer, som havde skabt stor politisk debat, hvis de var blevet præsenteret som politiske reformforslag.
Det afslører en ny ph.d., som bruger ændringerne i den almene boligsektor som eksempel på, hvordan et velfærdssamfund også kan forandre sig.
»Min forskning handler om, hvad der sker udenfor reformernes spotlight. Eksemplerne viser, hvordan den borgerlige regering gennemførte ændringer på et så ideologisk område som boligpolitik. Et område, hvor politikerne normalt bliver udråbt til at være handlingslammede, specielt hvis man er enten Konservativ eller Venstrepolitiker,« siger Birgitta Gomez Nielsen, der har skrevet ph.d.’en The hidden politics of a haunted sector: retrenchment in Danish housing policy 2001-2009 på Institut for Statskundskab på Københavns Universitet. I dag er ansat som forsker i AKF Anvendt KommunalForskning. Hun fortsætter:
»Et spørgsmål som rejser sig i kølvandet på min afhandling er, om ikke sådanne stille forandringer altid har været en del af politik, uanset hvem, der har magten.«
Nybyggeri gik i stå - staten sparede penge
Reelt førte de ændringer af den almene boligsektor, som Birgitta Gomez Nielsen belyser, til, at nybyggeri af boliger gik i stå i en periode, hvor resten af byggesektoren var inde i en højkonjunktur.
Hvis ændringerne var blevet formuleret som klar ideologisk politik, kunne det sammenfattes i, at den almene sektor, der løser en boligsocial opgave i dagens velfærdssamfund i højere grad selv skal finansiere nye boliger til samfundets svageste og samtidig renovere og vedligeholde den eksisterende boligmasse.
»Ændringerne førte til, at staten sparede penge - i hvert fald i forhold til tidligere praksis, at de økonomiske rammer for renovering af boligerne blev fastsat af regeringen, og boligbevægelsens indflydelse blev minimeret i årene 2001-2009. Hvis man havde formuleret det som et politisk mål og italesat det som en reform af den almene boligsektor, vurderer jeg, at det ville have ført til en politisk kamp i større skala. Det gjorde den tidligere regering ikke. I stedet var det den almene boligbevægelse, der skulle ud i pressen og gøre opmærksom på forandringen,« siger Birgitta Gomez Nielsen.
Med udgangspunkt i Fogh-regeringen 2001-2009 har hun undersøgt, hvordan den almene boligsektor er blevet forandret i perioden. Mens regeringens store slagnummer om, at lejere i alment boligbyggeri skulle kunne købe deres boliger, mødte massiv modstand og landede meget blødt, så formåede regeringen alligevel at få gennemført ændringer af den almene boligsektor.
Byggestop og ældreboligmangel
I ph.d.’en viser Birgitta Gomez Nielsen konkret, at indførslen af prisloft pr. kvadratmeter på nyopførte almene boliger og kravet om, at Landsbyggefonden medfinansierede nybyggeri, førte til massive ændringer i boligsektoren, der blandt andet huser nogle af de svageste grupper i befolkningen. Men da ændringer blev indført var der ikke megen offentlig debat. Debatten starter først, da aktørerne på området en del år senere ser konsekvenserne af ændringerne.
»Konsekvenserne bliver synlige for alle på et tidspunkt, og måske har det været synligt for nogle tidligere. Men det er svært at sige, om konsekvenserne af ændringerne har været tilsigtede, da man indførte ændringerne. Det interessante er imidlertid, hvad der sker, når konsekvenserne er synlige: Hvordan forholder de ansvarlige politikere sig så til konsekvenserne?« siger Birgitta Gomez Nielsen.
Den ene ændring var, at der i 2004 blev lagt prisloft på, hvor meget det måtte koste at opføre nye almene boliger. Prisen på nybyggeri afspejler sig i huslejen, og for at lejlighederne skulle være til at betale for beboerne, må prisen ikke blive for høj. Men nogenlunde samtidig med ændringen begyndte det store boligopsving, der gjorde byggegrunde, arbejdskraft og materialer voldsomt dyre.
Det betød, at opførelsen af nye almene boliger gik helt i stå, fordi de ramte prisloftet. Så det, der blev udlagt som en metode til at sikre lav husleje til en sektor, der huser nogle af de svageste, endte reelt i, at der ikke blev bygget boliger i en periode. Blandt andet råbte Ældresagen op om manglen på ældreboliger, da konsekvenserne af indgrebet for alvor viste sig omkring 2007.
Da formålsparagraffen blev støvet af
Den anden ændring fratog reelt den almene boligbevægelse en del indflydelse, og den sparede staten milliarder af kroner. Det skete, da Fogh-regeringen og forligspartier vedtog, at Landsbyggefonden skulle medfinansiere nye almene boliger. Landsbyggefonden blev stiftet i 1966 med en formålsparagraf, der siger, at fonden på sigt skal fremme selvfinansieringen af alment byggeri med den formålsparagraf at fremme selvfinansieringen af alment byggeri at bygge almene boliger.
Fonden bliver blandt andet finansieret af gennem indbetalinger fra lejernes husleje. Frem til årtusindeskiftet blev pengene især brugt til at afbetale stiftelsesgæld på alment boligbyggeri fra 60’erne og 70’erne og til at renovere og vedligeholde ejendomme.
Men ved regeringsskiftet i 2001 var der udsigt til, at det meste af gælden var betalt, og ved boligforliget året efter vedtog forligspartierne, at fonden nu skulle bidrage til medfinansiering af nye boliger. Selv om det var i overensstemmelse med formålsparagraffen og delvist i tråd med den tidligere SR-regerings boligforlig, gik aftalen i 2002 længere i forhold til Landsbyggefondens medfinansiering af nybyggeriet.
Det betød, at boligbevægelsen ikke længere kunne regne med at have samme indflydelse over fondens midler og det, som boligbevægelsen opfatter som lejernes egne penge.
»Med andre ord besluttede forligspartierne, at lejerne i de almene boliger skulle medfinansiere nybyggeri af nye almene boliger, hvilket partierne havde en legitim ret til i forhold til formålsparagraffen, men selve aftalen bryder med tidligere praksis. Staten har i 00’erne sparet penge i forhold til, hvis praksis havde fortsat uden Landsbyggefondens bidrag,« siger Birgitta Gomez Nielsen.
Ideologisk betinget
Birgitta Gomez Nielsen kan ikke sige, om det var en bevidst politisk strategi fra den tidligere regeringens side. Men det ville være i overensstemmelse med den liberale ideologi at begrænse statens indflydelse på boligmarkedet.
Den store velfærdspolitiske konflikt på det almene boligområde, går på, hvor meget staten skal korrigere boligmarkedet og for hvem, påpeger hun. Her er politikerne reelt meget uenige. Fogh-regeringen nedlagde By – og Boligministeriet og fremlagde et enkelt samlet boligudspil, der omfattede alle boligformer fra 2001-2009.
Hvis man nærlæser det udspil fra 2002, er tendensen i oplægget, at regeringen ønsker, at statens rolle og ressourcer i højere grad bør rettes mod de allersvageste og almene boliger bør fungere som en midlertidig boligløsning for andre grupper.
»Sammenfattende er det min vurdering, at selvom det Thatcher-inspirerede reformtiltag om at sælge de almene boliger til beboerne ikke fik så stor medvind i Danmark, formåede VK-regeringen alligevel at ændre den almene boligsektor,« siger Birgitta Gomez Nielsen.
