»På trods af at meget af retorikken om, at overførselsindkomster fører til en massiv udvandring fra arbejdsmarkedet, finder vi ikke overvældende bevis, som støtter disse påstande.«
Sådan skriver forskerne bag en ny rapport, som har undersøgt, hvordan fattige i u-lande bliver påvirket af at modtage overførselsindkomster.
Forfatterne selv kalder studiet for en aflivning af myten om den dovne velfærdsmodtager.
LÆS OGSÅ: Høje velfærdsydelser fjerner ikke lysten til at arbejde
Vigtigt resultat for lavindkomstlande
Forskerne bag studiet har undersøgt syv velfærdsprogrammer i Marokko, Indonesien, Mexico, Nicaragua, Honduras og Filippinerne, hvor de har sammenlignet personer, som fik velfærdsydelser, med folk, som ikke fik velfærdsydelser.
Det var velfærdsydelser, som kan sammenlignes med den danske kontanthjælp, men også såkaldte 'betingede ydelser', hvor det for eksempel er en forudsætning, at barnet skal gå i skole, hvis man vil have økonomisk hjælp.
Forskerne fandt, at velfærdsydelserne ikke havde betydning for modtagernes aktivitet på arbejdsmarkedet. Det påvirkede for eksempel ikke antallet af timer, de arbejdede.
»Når det ikke er tilfældet, er der to hensyn, der ikke er i konflikt med hinanden - nemlig at forbedre de pågældendes levestandard og samtidig sikre sig, at der er et udbud af arbejdskraft. Så i et lavindkomstlands perspektiv er det ret vigtigt, at der er en ret direkte effekt af at hjælpe de pågældende, og at det ikke bliver modvirket af uheldige incitamenter,« siger Torben M. Andersen.
(Figur: Banerjee, Hanna, Kreindler, and Olken, 2015)
Studiet kan ikke overføres til danske forhold
Selvom resultatet er vigtigt for lavindkomstlande, mener Torben M. Andersen ikke, at vi kan oversætte konklusionerne direkte til dansk.
»Jeg synes, det er interessant. Men der kan være forskellige argumenter for, at sådan noget virker anderledes i lavindkomstlande end i højindkomstlande. Derfor er spørgsmålet om, hvorvidt vi kan trække paralleller til os selv også mere usikkert,« siger Torben M. Andersen.
Et af argumenterne for, som Torben M. Andersen nævner, er, at når modtagerne af velfærdsydelserne i lavindkomstlandene har fået forbedret deres levestandard, uden at det er gået ud over deres arbejdsindsats, kan det nemlig være fordi, at deres ydelser kun rækker til, at de kan få dækket basale behov.
»Man bliver bedre i stand til at tilgodese nogle behov, men i og med man stadig er lavindkomst, kan der være langt op til, at man synes, at man har behovene tilgodeset på et tilfredsstillende niveau, og derfor vil man også gerne arbejde alt det, man kan ved siden af,« siger Torben M. Andersen.
