Der er forsket meget i sociopater, psykopater, terrorister og andre kriminelle med både sociologiske, psykologiske og retslige briller på.
En af dem, som har brugt meget tid på at analysere forbrydernes tanker, er J. Reid Meloy, klinisk professor i psykiatri ved University of California, San Diego. Meloy var anklagemyndighedernes retspsykologiske ekspert under retssagerne mod Timothy McVeigh og Terry Nichols, som var ansvarlige for bombeangrebene i Oklahoma City i 1995.
Han har defineret begrebet 'violent true believer', som kan oversættes til voldelig rettroende, og han mener, at Anders Behring Breivik, der stod bag terrorangrebene mod Oslo og Utøya 22. juli, sandsynligvis falder i denne kategori. Det samme gør McVeigh og Nichols samt Mohamed Atta, hovedmanden bag angrebene på World Trade Center i 2001.
Ignorerer beviser imod sagen
I flere artikler har Meloy udviklet begrebet voldelig rettroende. Den voldelige rettroende er defineret som 'et individ, dedikeret til en ideologi eller et trossystem, som bruger mord og selvmord som et legitimt virkemiddel for at fremme et specielt mål'.
I en artikel i tidsskriftet FBI Law Enforcement Bulletin for nylig uddyber Meloy mere om, hvad der karakteriserer den voldelige rettroende (se den fuldstændige liste i faktaboksen):
Han motiveres af stærke overbevisninger, som han mener er fuldstændig retfærdige, han ignorerer beviser, som modsiger det, han tror på, og han kan være tilbøjelig til at mene, at dem, der tænker kritisk om hans overbevisning, fortjener at dø. Han har en stærk tro på egen fuldkommenhed og gerne meget narcissistisk. Han er ofte meget intelligent, ser sig selv som kriger og er ofte paranoid.
Det gør, at enhver voldshandling for den voldelige rettroende altid er retfærdiggjort som defensiv – 'de' er ude efter ham, og angreb er det bedste forsvar.
»Det er ganske sandsynligt, at Anders Behring Breivik er en voldelig rettroende,« siger J. Reid Meloy.
»Hans tydelige intention var at dræbe mange civile for at fremme sine ekstremistiske meninger, som synes at fokusere på genoprettelsen af Europa og renheden hos europæerne i mødet med den muslimske trussel. I hvert fald, hvis man skal tro hans manifest og det, han lagde ud på nettet i timerne før angrebene,« siger han.
'Som regel ikke sindssyg'
Behring Breiviks forsvarer gik tirsdag ud i medierne og udtalte, at han tror, at hans klient er sindssyg. Meloy er imidlertid ikke helt overbevist.
»Forsvarsadvokaten argumenterer for, at han er sindssyg, da det er det eneste potentielle forsvar for hans forfærdelige handlinger. Men disse individer er som regel hverken psykotiske eller har vrangforestillinger,« siger han.
Meloy understreger imidlertid, at det spørgsmål kun kan afgøres af en objektiv og omfattende psykologisk evaluering i forbindelse med retssagen.

»Det er vigtigt at huske på, at volden var planlagt og gjort med en hensigt. Det var på ingen måde en impulsiv handling,« påpeger han.
»Disse mennesker bliver meget fikserede og ser på sig selv som helte for deres sag. Ofte er de overraskede over, at deres handlinger ikke bliver mødt med bifald fra resten af samfundet,« siger Meloy.
Afhøringer kan styrke selvfølelsen
De politibetjente, som nu har den vanskelige opgave at afhøre Behring Breivik, beskriver ham som 'kold', skriver den norske avis Dagbladet. Det stemmer godt overens med Meloys vurdering af, hvordan en voldelig rettroende vil opføre sig i den situation.
En voldelig rettroende vil fordømme den, som ikke tror på ham, skriver Meloy. De vil i stilhed forsøge at fornedre den, som interviewer dem og lede efter træk ved interviewerens opførsel, som retfærdiggør foragten. Han vil antage, at intervieweren ikke ved noget om hans mål, og hvis denne netop skulle komme til at afsløre en manglende viden, vil det more den voldelige rettroende og kan styrke hans følelse af at være speciel og perfekt.
Den voldelige rettroende vil desuden typisk have ganske få krav i en afhøringssituation og vil sandsynligvis ikke komme med korrekt information.
»Den information, han giver, bør ikke antages som fakta med mindre det kan bekræftes andre steder. Det er ganske naivt af medierne at antage, at han fortæller sandheden lige nu og ikke primært tjener sine narcissistiske behov og sin 'sag', som i øvrigt er en og samme ting,« siger Meloy.
»Narcissismen er almindeligvis gemt godt, selv om det modsatte synes at være tilfældet her. Erklæringer og udbrud ser ud til at skulle tjene sagen, men oftest handler det om at fremme en grandios og voldelig fantasi og selv være midtpunkt i den fantasi. Forhåbentlig behandler politiet den information, han giver, med stor skepsis,« siger Meloy.
Hold jer fra manipulation
I den nyeste artikel giver Meloy også råd til efterforskere og andre, som skal afhøre eller interviewe voldelige rettroende. Meloy mener, at rådene også kan være nyttige for de norske efterforskere i dag, hvis Behring Breivik vitterligt er samme type som McVeigh og Atta:
Inden de møder ham, bør de, der afhører en voldelig rettroende, lære så meget som muligt om det, personen, de skal afhøre, tror på og mener. Herefter skal de antage en rolle som en slags studerende.
Ifølge Meloy er det, man bør formidle 'Jeg vil lære noget af dig og forstå det, du tror på.'
Han kan være stille i starten, men efterhånden begynder han måske at fortælle, som et svar på en oprigtig interesse. Tirader af intense følelsesudbrud rettet mod fjenden kan forekomme og bør tolereres. Disse udbrud kan nemlig give reelle tilståelser, hvis de bliver studeret efterfølgende, skriver Meloy.
Han advarer alligevel mod forsøg på at manipulere en voldelige rettroende. Komplimenter eller forsøg på at bekræfte hans ego bliver nemlig gerne hurtigt opdaget.
© forskning.no. Oversat af Magnus Brandt Tingstrøm






























