Flere end nogensinde får offentlige penge til at forske i børns skolegang og uddannelse.
I 2009 var der 332 skoleforskere i Danmark. I 2013 var antallet steget til 540, viser en undersøgelse fra analyseinstituttet Damvad.
\ Historien kort
- I årevis har forskningsledere og politikere forsøgt at blive enige om en national strategi for dansk skoleforskning.
- Skoleforskningen skal være bedre, og den skal kunne bruges til at gøre folkeskolen bedre, er ambitionen.
- Men de forskellige parter kan ikke blive enige. Især universiteterne og professionshøjskolerne har svært ved at samarbejde, viser en ny analyse.
Siden er der formentlig kommet flere offentligt betalte uddannelsesforskere til, men kvaliteten af dansk forskning i pædagogik, læring og skole er næppe steget tilsvarende, lyder det fra Claus Holm, lektor og instistutleder på DPU, Aarhus Universitet.
»For mange skoleforskere uden en reel forskeruddannelse laver for mange små projekter og projekter af for lav kvalitet,« siger han.
Forskningen er fragmenteret
Claus Holm har lavet en analyse af dansk skoleforskning, som netop er publiceret i bogen Evidens og dømmekraft - Når evidens møder den pædagogiske praksis.
Analysen viser, at forskningen er uorganiseret og fordelt på alt for mange institutioner, der ikke kan finde ud af at arbejde sammen.
»Dansk uddannelsesforskning er fragmentereret og spredt ud på et utal af små miljøer. Nogle steder er miljøerne så små, at de består af en enkelt forsker. Det betyder, at der er mangel på kritisk masse bag den forskning, der bliver lavet,« siger Claus Holm.
\ Læs mere
Ambition om strategi er mislykket
I mere end 15 år har politikere, universiteter og professionshøjskoler ellers forsøgt at hæve kvaliteten af dansk skoleforskning og at blive enige om en national strategi på området.
Forskningen skal ud og i brug på folkeskolerne, hvor der er behov for den, i stedet for at blive gemt væk på universiteterne og i videnskabelige tidsskrifter, har det lydt.
Siden år 2000 har politikere og forskningsledere derfor gentagne gange forsøgt at etablere et tættere samarbejde mellem universiteterne og professionshøjskolerne, som uddanner de lærere, der skal gøre folkeskolens undervisning evidensbaseret.
Men det er ikke lykkedes, konkluderer Claus Holm i sin systemteoretiske analyse.
»Man er ikke lykkedes med at lave en national, samlet og fokuseret indsats, som ellers var intentionen. Alle de involverede parter ved det. Men ingen er lykkedes med at gøre noget ved den store fragmentering og spredning af uddannelsesforskningen. Snarere tværtimod,« siger Claus Holm.
Adskillige institutter laver skoleforskning
I Danmark er der i dag mindst 16 forskellige institutioner, der forsker i skole, uddannelse og pædagogik:
- Fem forskellige universiteter
- Otte forskellige professionshøjskoler - de såkaldte University Colleges (UCC) - som blandt andet uddanner lærere og pædagoger
- Fire andre institutioner blandt andet SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd og KORA - Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning.
- På universiteterne og professionshøjskolerne er forskerne yderligere fordelt på forskellige fakulteter, centre og institutter.
De mange institutioner arbejder i hver sin retning og er ikke som planlagt blevet enige om en fælles strategi for dansk forskning i skole, pædagogik og læring, konkluderer Claus Holm i sin analyse.
\ Læs mere
Problemet er ikke nyt
Problemet har været kendt i årevis. Senest i 2014 pegede flere forskere og forskningsledere på, at uddannelsesforskningen er blevet spredt ud over for mange institutioner, og at der mangler overblik over, hvad de enkelte forskere har gang i.
Ifølge forskerne, som blev interviewet til undersøgelsen fra Damvad, har opdelingen af forskerne »skabt en situation, der er præget af konkurrence mellem de enkelte forskningsmiljøer.«
Især professionshøjskolerne og universiteterne har haft sammenstød.
Kritik: Ph.d.er er uden erfaring
Siden 2008 har professionshøjskolerne gradvist fået tilført flere og flere midler til at forske blandt andet i skole, pædagogik og læring.
\ Nye ph.d.er
I 2010 fik professionshøjskolerne penge fra den såkaldte Globaliseringsaftale til i samarbejde med universiteterne at uddanne ph.d.er, som skal forske i skole, pædagogik og læring.
»Ph.d. stipendierne skal både skabe ny viden inden for didaktiske samt pædagogiske områder og samtidig højne uddannelsesniveauet på professionshøjskolerne,« fremgår det i en pressemeddelelse fra Uddannelses- og forskningsministeriet.
Som konsekvens steg antallet af folk, der siger, at de forsker i skole og uddannelse, på få år med 200.
Langt de fleste af de nye ‘skoleforskere’ er dog ph.d.-studerende uden forsker-erfaring, siger Claus Holm.
Højskolerne er underlagt et krav om, at de skal samarbejde med universiteterne, men samarbejdet er mildest talt kommet skævt fra start.
For fra starten har universiteterne kritiseret kvaliteten af den forskning, professionshøjskolerne laver.
Kritikken går blandt andet på, at langt de fleste af professionshøjskolernes forskere ikke har erfaring, fordi de er ph.d.-studerende, som stadig er under uddannelse.
Forskning løser problemer
Derudover er der universitetsforskere, som ikke bryder sig om typen af forskning, professionshøjskolerne får penge til at lave.
»Professionshøjskolerne er blevet kæmpestore institutioner, som er interesserede i at forske på en bestemt måde. Deres forskning er direkte rettet mod at forbedre praktiske problemer i velfærdssamfundet som eksempelvis: Hvordan lærer børn bedst matematik? Hvordan gør vi tingene mere effektivt?,« siger Jan Thorhauge Frederiksen, der er lektor på Københavns Universitets Institut for Medier, Erkendelse og Formidling.
»Det er problemstillinger, der er opportunt for politikerne at få gjort noget ved, fordi der er en økonomisk interesse i, at eleverne klarer sig bedre.«
»Men det er ikke forskning, der overrasker så forfærdeligt meget. Man finder ikke ud af noget nyt - man finder bare ud af, hvordan man kan løse de problemer, man får øje på,« fortsætter Jan Thorhauge, som i 2013 lavede en kortlægning af professionshøjskolernes forskning.
Konsekvensen kan blive, at dansk forskning i skole, pædagogik og uddannelse sjældnere kommer frem til til store, banebrydende opdagelser, som grundlæggende kan ændre tingenes tilstand, frygter universitetslektoren.
Han nævner forskning i, hvordan skolesystemet håndterer (reproducerer) social ulighed som et eksempel på noget, der grundlæggende vil kunne forandre samfundet, men som ikke umiddelbart er praktisk anvendeligt.
\ Læs mere
Universiteterne har været arrogante
\ Hvem har ansvaret?
Ansvaret for kaoset på skoleforskningsområdet er i høj grad politisk, siger Claus Holm.
»På tværs af skiftende regeringer har vi over 1,5 årti har været vidne til en politisk slingrekurs. Det gælder for eksempel spørgsmål om forholdet mellem behovet for nationale satsninger i forhold til regionale satsninger, om læreruddannelsens placering og om tildeling af forskningsmidler. Det giver uklare rammebetingelser, ja faktisk dårlige arbejdsbetingelser for de involverede institutioner,« siger han.
Andreas Rasch-Christensen, der er forsknings- og udviklingschef på VIA University College - en professionshøjskole i Region Midtjylland - har ofte lagt øre til kritikken.
Samarbejdet med universiteterne har langt fra været gnidningsløst, bekræfter han.
»Det har været en hård og slidsom proces, forbundet med mange kampe. Vi har oplevet en del arrogance fra universiteternes side, men er dog efterhånden ved at få opbygget nogle frugtbare samarbejdsrelationer,« siger han.
Andreas Rasch-Christensen bekræfter, at professionshøjskolerne forsker med henblik på at løse aktuelle problemer.
»Der er et massivt politisk pres på, at vores forskning skal kunne anvendes for eksempel til at lave lærebøger eller andre materialer, der kan bruges i undervisningen ved vores egne uddannelser eller for eksempel i folkeskolen,« siger Andreas Rasch-Christensen.
Læs mere om, hvorfor professionshøjskolerne skal forske, i sidehistorien under artiklen.
Forskningskroner er en almisse
I 2013 fik professionshøjskolerne for første gang penge til at lave selvstændig forskning, efter at de i nogle år havde uddannet ph.d-studerende i samarbejde med universiteterne.
Men ifølge Andreas Rasch-Christensen er den sum, professionshøjskolerne får til at forske, så lille, at skolerne ikke kan lave deres egne forskningsprojekter, men er nødt til at finde samarbejdspartnere.
\ Professionshøjskolerne
Otte professionshøjskoler blev oprettet i 2008, da Center for Videregående Uddannelse (CVU) blev nedlagt.
Skolerne uddanner en bred vifte af faggrupper som skolelærere, pædagoger, sygeplejersker, sosu-hjælpere, designere og sågar ingeniører.
»De offentlige støttekroner, vi får, er at sammenligne med en almisse i forhold til, hvad universiteterne får. I VIA får vi samlet 80 millioner kroner. Det lyder måske af meget, men man skal tænke på, hvor store vi er: Vi har 42 forskellige uddannelser plus efter- og videreuddannelser, som vi skal dække forskningsmæssigt. Dertil kommer vores aftagermiljøer,« siger han.
\ Læs mere
Nyt center skal koordinere skoleforskning
Selv om Claus Holms analyse viser, at der stadig mangler en national strategi for uddannelsesforskning i Danmark, ser han dog tegn på, at universiteterne og professionshøjskolerne er blevet bedre til at arbejde sammen og dele viden.
I 2016 åbnede Danmarks Pædagogiske Universitet, hvor han selv er institutleder, og professionshøjskolen VIA University College, hvor Andreas Rasch-Christensen er ansat, et nationalt center for skoleforskning.
Centret skal bidrage til bedre koordinering og tættere samarbejde mellem universiteterne og professionshøjskolerne.
\ Kilder
- Claus Holms profil (AU)
- Andreas Rasch-Christensens Profil (VIA)
- Jan Thorhauge Frederiksens profil (KU)
- 'Evidens og dømmekraft - når evidens møder den pædagogiske hverdag', forlaget Dafolo (2017)
- 'Udredning og analyse til brug for professionshøjskolernes implementering af ph.d.- strategi', Damvad (2014)
\ Derfor skal professionshøjskolerne forske
I 2013 blev det skrevet ind i loven, at professionshøjskolerne skal forske. Forskningen skal være praksisnær, det vil sige, at den skal være relevant for professionsuddannelserne og det arbejdsmarked, de uddanner til.
Hensigten er at hæve niveauet af professionsuddannelserne:
Når professionshøjskolerne selv har ansatte, som forsker, får de studerende - f.eks. de kommende lærer - kendskab til videnskabelige metoder i løbet af deres uddannelse.
Når de er færdiguddannede, kan de tage deres viden med sig ud i klasselokalerne og gør undervisningen forskningsbaseret.
»Vi prøver at lave projekter, der kan finde løsninger i forhold til de behov, der er i uddannelserne og i aftagermiljøerne, eller som kan pege på nye og andre veje. Det kan for eksempel være udvikling af nye og bedre praksisnære kompetenceudviklingsforløb til vuggestuer og børnehaver eller på, at der er nogle muligheder i at arbejde med udeskole, som hidtil ikke har været afdækket« siger Andreas Rasch-Christensen, der er forskningsleder på VIA University College.
Skal ikke blot tilfredsstille politisk behov
Andreas Rasch-Christensen afviser en udbredt anklage om, at professionshøjskolerne ikke laver rigtig forskning, men udelukkende udviklingsarbejde, der tilfredsstiller politiske behov.
»Den forskning, vi laver, skal kunne bruges, men ikke nødvendigvis i instrumentel forstand. Det kan også være forskningsbaseret viden, der udfordrer de behov, som aftagere selv definerer. Tilsvarende har vi fokus på at producere ny viden,« siger han.
Professionshøjskolerne er pålagt at forholde sig til en manual for forskning og udvikling, formuleret af OECD.
Frascati-manualen, som den kaldes, opstiller kategorier for grundforskning, anvendt forskning og udviklingsarbejde. Professionshøjskolerne har især fokus på de to sidste kategorier, altså anvendt forskning og udviklingsarbejde.
