Nyt studie: Højere niveau af stresshormon hos hjemmepassede børn end børn i institution
Vender resultaterne af ny, finsk forskning op og ned på vores viden om stress i vuggestuen og børnehaven?
Vender resultaterne af ny, finsk forskning op og ned på vores viden om stress i vuggestuen og børnehaven?

Små børn bliver stressede af vuggestuen og børnehaven har tidligere forskning vist.
Forskning fra både Norge og andre europæiske lande viser, at stresshormonet kortisol stiger hos børn i løbet af dagen.
Men hvad med de børn, der får lov at blive hjemme? Sandheden er, at de ikke har været en del af stressforskningen.
Derfor undersøgte finske forskere spyttet fra over 200 børn opdelt i to grupper. Den ene gruppe gik i institution, mens den anden gruppe blev passet hjemme.
Studiet er en del af Katja Tervahartialas ph.d. ved Turku universitet i Finland.
Spyttet fra børnene, der i gennemsnit var to år gamle, afslørede, hvor meget kortisol de havde i kroppen. Vi udskiller alle kortisol i vores kroppe, når vi er stressede. Niveauet stiger og falder så igen, når vi er faldet til ro.
Katja Tervahartiala og hendes kolleger målte derfor hormonet i børnenes spyt. Målingerne blev udført morgen, formiddag, eftermiddag og aften over to dage.
Forskernes forventning var helt klar: Børnene i institutionen ville have flere stresshormoner i deres spyt. Men resultatet viste det modsatte.
Børnene derhjemme havde højere niveauer af kortisol end institutionsbørnene i løbet af dagen.
Kunne det virkelig være sandt?
Katja Tervahartiala ønsker ikke at konkludere, at det er mere stressende at være hjemme baseret på hendes egen forskning, men det er én af flere mulige forklaringer, tilføjer hun.
En medvirkende faktor kan være, at institutionsbørnene har en mere rutinepræget hverdag.
»Vi lagde mærke til, at sovetid, opvågningstid og spisetid varierede mere i hjemmegruppen,« siger Katja Tervahartiala til forskning.no, Videnskab.dk's norske søstersite.
Det kom også frem i de spørgeskemaer, forældrene og institutionspersonalet udfyldte.
»Rutiner er meget gode for børn og kan påvirke stressreguleringen,« siger den finske forsker.
Alligevel er der andre mulige forklaringer på stressmålingerne hos de finske børn. Én af dem er, at familierne i de to grupper er lidt forskellige.
Spørgeskemaerne viste, at vuggestue- og børnehavemødrene havde et lidt højere uddannelsesniveau, end dem der gik derhjemme.
Selvom forskerne har taget højde for det i analysen, er det ikke sikkert, at de vil kunne fange hele forskellen.
»Måske tæller hjemmegruppen familier, der kæmper med at yde god nok omsorg,« kommenterer May Britt Drugli. Hun har forsket i stress i norske vuggestuer og børnehaver og er professor ved NTNU og Regionalt Videncenter for Børn og Unge – psykisk sundhed og børneværn.
Det underbygger ét af de nye studier i den finske ph.d. også.
Forskerne fandt en lille gruppe børn, som havde høje og svingende niveauer af kortisol, der som regel blev passet hjemme, og som også havde et andet kendetegn: Mødrene til disse børn havde oftere depressionssymptomer.
Begge disse studier er en del af FinnBrain Research-projektet.

Men hvis man ser bort fra disse forskelle, er det så på tide at afblæse bekymringen om stress i institutionen? Måske ikke helt.
For selvom den norske forskning ikke har medtaget børn i hjemmet, så adskiller de sig stadig fra de finske, siger May Britt Drugli.
Hun påpeger, at de mindste norske institutionsbørn har vist et unormalt stressmønster.
Niveauet af kortisol bør falde i løbet af dagen. Det er højest, når vi vågner, og så falder det i løbet af dagen. Men blandt de yngste børn var kortisolniveauet højere om eftermiddagen end om morgenen.
De finske børn havde faktisk en lignende stigning i kortisol om eftermiddagen. Ikke desto mindre var niveauet aldrig højere end morgenmålingen.
Så hvorfor er de norske børn tilsyneladende bliver mere stressede i institutionen?
»Måske er finske institutioner bedre end norske,« konstaterer May Britt Drugli.
Tidligere forskning - ganske vist i afdelinger med lidt ældre børn - har antydet, at det muligvis stemmer.
Under alle omstændigheder er Finland et lidt andet land end Norge. I en oversigt fra OECD i 2020 går kun 37 procent af de finske børn under 2 år i vuggestue. Det tilsvarende tal for norske børn er 58 procent.
Da de fleste norske børn starter i vuggestue, når de er 1 år gamle, gik hele 81 procent af norske 1-årige i vuggestue i 2022, ifølge tal fra Norges Statistik.
Én af grundene til, at flere bliver hjemme i Finland, er formentlig, at finske forældre kan få økonomisk støtte til selv at passe deres børn, indtil de er tre år.
Denne forskel gør det også vanskeligt at udføre lignende forskning på norske børn.
»I Norge er der næsten ingen et-årige, der ikke går i vuggestue,« påpeger May Britt Drugli.
En kontrolgruppe med hjemmepassede børn ville således være endnu mindre sammenlignelig med børnene i institutioner Norge end i Finland.
Forskningen i kortisol har også en anden svaghed: Ingen ved med sikkerhed, hvor højt niveauet skal være, for at det påvirker børn negativt.
»Vi ved endnu ikke, om det er skadelig stress, eller om det bare er stress, der bidrager til læring,« siger May Britt Drugli.
»Det er næsten med sikkerhed ikke såkaldt giftig stress, men vi ved ikke, om det stadig kan føre til sårbarhed på længere sigt.«
For at afdække spørgsmålet skal børnene følges, indtil de bliver unge og voksne.
Katja Tervahartiala præciserer også, at stress i institutionen kan være en god ting. Så længe der ikke er for meget af det.
»Børn har faktisk brug for en del mild stress for at lære nye ting og lære at regulere deres følelser. Og når der er et overkommeligt niveau af stress, gør det, at man kan tåle stress bedre,« siger forskeren.
Men for at børnene virkelig skal lære at håndtere stressreaktionen, er de fuldstændig afhængige af trygge og gode voksne omkring sig, tilføjer Katja Tervahartiala - uanset om det er personalet, forældre eller andre omsorgspersoner.
©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.