Den schweiziske medicinalvirksomhed Novartis er som de første nogensinde kommet langt med udviklingen af en vaccine mod meningitis type B - en af de mest udbredte former for meningitis i Danmark. Vaccinen har været igennem de afsluttende fase III-forsøg, hvor den bliver afprøvet på en stor gruppe af mennesker.
Resultaterne er så lovende, at virksomheden nu har ansøgt om en markedsføringsgodkendelse hos det europæiske lægemiddelagentur EMA.
Vaccinen beskytter mod meningokokker B, som er årsag til en bakteriel form for meningitis (MenB), der sidste år ramte 40 danskere.
Lige netop denne bakterie har man hidtil ikke haft vacciner imod, så derfor er den nye vaccine meget interessant.
Det fortæller afdelingslæge Peter Henrik Andersen på Epidemiologisk Afdeling på Statens Serum Institut.
»I Danmark er vi så uheldige, at den hyppigste form for meningokok-meningitis netop skyldes meningokokker B, som man ikke kan vaccinere imod. Som det er nu, har vi altså ikke nogen vaccine, der kan dæmme op for smitten, så her kan den nye vaccine vise sig at være en stor hjælp,« siger han.
»Meningokokker kan også give blodforgiftning uden at patienten samtidig får meningitis, og også her vil vaccinen kunne forhindre meget alvorlige sygdomstilfælde.«
\ Fakta
I Danmark vaccinerer man ikke rutinemæssigt mod meningokoksygdom, fordi sygdommen er ret sjælden. Vaccination anvendes til særlige risikopersoner og til at beskytte udsatte ved udbrud af meningokoksygdom (f.eks. familiemedlemmer til patienter med meningokoksygdom) og nogle gange i skoler og andre institutioner.
Novartis har gennemført en række omfattende forsøg med den nye 4CMenB-vaccine, som i efteråret blev præsenteret på The International Pathogenic Neisseria Conference (IPNC) i Canada.
Forsøgene omfattede mere end 3600 småbørn og viste, at størstedelen af de vaccinerede udviklede et stærkt immunrespons imod sygdommen. Alvorlige bivirkninger er der ingen forlydender om.
Meningitis er en aggressiv sygdom
MenB er en aggressiv form for sygdom, der kan medføre døden inden for to døgn, efter at man har fået de første symptomer. Sygdommen er årsagen til 80 procent af alle meningitis-tilfælde i Europa, 55 procent af alle tilfælde i Canada og 30 procent af alle tilfælde i USA.
MenB er sammen med de andre typer af meningokok-meningitis specielt farlig, fordi de i løbet af ganske kort tid ikke alene kan være dødbringende for den smittede, men også kan sætte gang i epidemier i modsætning til andre kendte årsager til meningitis.
Grunden til, at man hidtil ikke har magtet at udvikle en vaccine mod MenB, er, at der cirkulerer tusindvis af forskellige varianter af bakterien, som så også oven i købet ændrer sig over tid. Det har derfor været svært at lave en vaccine, der kan beskytte mod dem alle.
\ Fakta
Meningokok-meningitis findes i flere varianter, nemlig A, B,C, D, 29E, H, I, L, X,Z og Y. I Saudiarabien og Burkina Faso, Tchad og Nigeria forekommer yderligere en variant, W135, der har været skyld i omfattende meningitis-epidemier.
Novartis 4CMenB er skabt ved en banebrydende ny fremgangsmåde, hvor man først har kortlagt MenBs genetiske sammensætning og herefter har fundet frem til de komponenter, som typisk giver en infektion hos mennesker.
»Den nye vaccine gør kroppens immunforsvar i stand til at genkende bakteriens mange forskellige varianter, så det lynhurtigt kan målrette et angreb mod bakterien, hvis man undsættes for den,« fortæller Peter Henrik Andersen.
Professor, Overlæge dr. med. Court Pedersen fra infektionsmedicinsk afd., Odense Universitetshospital, synes den nye vaccine ser lovende ud.
»Der findes flere undergrupper af meningokokbakterier. De hyppigste set globalt er A, B og C. Der findes gode vacciner mod typerne A og C, men ikke mod type B. Den nye vaccine er således et fremskridt. I Danmark er type B den hyppigste og er ansvarlig for ca. 60 procent af alle tilfælde af meningokoksygdom. Så også i Danmark vil en vaccine være brugbar,« siger han.
\ Store epidemier udbreder jævnligt
Meningokok-meningitis er naturligt forekommende i de fleste lande i verden. Det meste af tiden rammer sygdommen kun få personer, men det hænder, at der udbreder store epidemier, der rammer tusindvis af mennesker og truer endnu flere. I Afrika er 300 millioner mennesker i risiko for at blive syge, og hvert år dræber bakteriel meningitis flere end 170.000 mennesker.






























