Kan mælk være slankende? Hvis svaret er ja, gør det så en forskel, om mælken kommer fra en jerseyko eller en sortbroget Maren?
Det er nogle af de spørgsmål, som forskere fra blandt andet Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet ved Aarhus Universitet vil forsøge at finde svar på i et nyt forskningsprojekt, der ledes af professor Arne Astrup fra Københavns Universitet.
Jagten på FIAF-dannende stoffer
Nye undersøgelser viser, at mælk og mælkeprodukter kan regulere, hvor meget energi kroppen optager og forbruger. Det ser ud til, at det delvis skyldes det forhold, at calcium i mælken kan binde fedt i tarmen, så fedtet ikke optages i kroppens fedtceller.
Noget tyder også på, at sødmælk indeholder et eller flere stoffer, som enten direkte eller via tarmfloraen påvirker fedtoptag og fedtmetabolismen, og dermed kan være med til at regulere kropsvægten. Denne effekt er ikke lige så udtalt i skummetmælk.
Nu er forskerne på jagt efter at identificere det stof eller de stoffer, der øger dannelsen af den såkaldte faste-inducerede fedtfaktor (fasting-induced adipose factor eller FIAF). Desuden ønsker forskerne at opnå en bedre forståelse for, hvordan FIAF er med til at påvirke kropsvægten og kroppens energibalance.
Kan bane vejen for slankende tilsætningsstoffer
Mulighederne for, at generne for FIAF kan komme til udtryk, påvirkes som nævnt af den mælk, man drikker. Derfor vil forskerne også undersøge effekten af koens race og behandling af mælken på mejeriet på virkningen af FIAF.
Når og hvis forskerne får identificeret den faktor i mælken, som kan være med til at hjælpe mennesker med at holde den slanke linje, kan det bruges på praktisk vis. Mejerierne kan bruge det til at promovere mælk som et kernesundt produkt. Det bliver måske også muligt for mejerierne at bruge den nye viden til at fremstille tilsætningsstoffer med slankeeffekt.
Det femårige projekt er støttet med 19,6 mio. kr. fra det Strategiske Forskningsråd og med midler fra Mejeribrugets ForskningsFond. Det udføres i et samarbejde mellem Aarhus Universitet, Københavns Universitet, Göteborg Universitet, Beijing Genomics Institute i Kina, det norske National Institut for Ernærings- og Fisk- og skaldyrforskning samt Arla Foods. Hos Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet bliver der knyttet to ph.d.-studerende til projektet.






























