Hvordan reagerer kroppen på ubehandlet syfilis?

Det er skidt at få en kønssygdom, men det er endnu værre ikke at blive behandlet for den. Det blev smertefuldt klart for 399 ludfattige, sorte landarbejdere, der i fire årtier blev afskåret fra at få behandling for deres syfilis.

I 1932 besluttede en gren af de amerikanske sundhedsmyndigheder - United States Public Health Service - at finde ud af, hvordan den alvorlige kønssygdom påvirker kroppen.

De startede en undersøgelse, der involverede 600 sorte mænd, der arbejdede i landbrugene i området omkring byen Tuskegee i Alabama. De 399 af mændene led af syfilis, mens 201 raske mænd fungerede som kontrolgruppe.

Studiet blev kaldt 'Tuskegee Study of Untreated Syphilis in the Negro Male' - Tuskegee-studiet af ubehandlet syfilis hos mandlige negere.

Risiko for betændt hjerne

Ingen af mændene blev informeret om, hvad studiet gik ud på. De smittede fik ikke at vide, at de havde sygdommen, men blev blot fortalt, at de skulle behandles for 'dårligt blod' (bad blood).

Mændene blev lokket med gratis lægebehandling, gratis transport til og fra hospitaler og ikke mindst gratis varme måltider, når de kom frem.

Dengang var der ingen effektiv behandling for syfilis, som i værste fald kan medføre kronisk infektion i hjerne med deraf følgende demens eller sindssygdom.

Den meget smitsomme kønssygdom kan også give betændelse i knoglerne eller huden, og hvis et foster smittes, kan det føre til abort, dødfødsel eller medfødt syfilis.

Smittede blev ikke behandlet

I midten af 1940'erne blev det klart, at syfilis kunne behandles med penicillin. Men det fik de mange smittede landarbejdere ikke at vide. De fik ingen behandling.

Tværtimod gjorde sundhedsmyndighederne sig store anstrengelser for at forhindre, at de stakkels syfilisramte blev behandlet med den nye, effektive medicin. De skulle følges til døden.

Efterhånden som de smittede mænd afgik ved døden, blev de obduceret af lægerne, så de kunne se, hvordan sygdommen havde hærget kroppen. Lægerne sikrede sig de efterladtes tilladelse til obduktionen ved at tilbyde at betale for kisten og begravelsen.

Fortsatte helt til 1972

Årene gik, og studiet fortsatte ufortrødent. Men i 1965 fik den 27-årige forsker i epidemiolog Peter Buxtun, der var ansat af U.S. Public Health Service, nys om sagen. Og han blev forarget.

Peter Buxtun protesterede adskillige gange over eksperimentet, men myndighederne nægtede at stoppe det. Til sidst fik han nok og gik til pressen.

Den 26. juli 1972 kom historien på forsiden af New York Times, og så gik det pludselig stærkt. Studiet blev afsluttet i en fart, da offentligheden blev gjort bekendt med det.

Mange døde og smittede

På det tidspunkt var 28 af mændene døde af syfilis, 100 døde af syfilis-relaterede komplikationer, mindst 40 ægtefæller var blevet smittet og 19 børn var blevet født med syfilis.

I 1974 blev der indgået et forlig, så ofrene for Tuskegee-eksperimentet fik tildelt 10 millioner dollar. Desuden fik de overlevende dækket deres medicinske udgifter resten af deres liv.

Først i 1997 gav den amerikanske præsident Bill Clinton en officiel undskyldning for studiet, der blev kaldt skamfuldt og klart racistisk.

Den sidste deltager i Tuskegee-eksperimentet døde som 96-årig i 2004. Han havde været med i kontrolgruppen og havde altså ikke haft syfilis.

Bevidst smittet i Guatemala

Men her slutter historien ikke helt. For da den medicinske historiker Susan M. Reverby fra Wellesley College i USA i 2005 undersøgte Tuskegee-sagen, stødte hun på nogle foruroligende informationer.

Hun fandt ud af, at de amerikanske sundhedsmyndigheder ikke havde nøjes med at lave ulykker i USA. En dr. John Cutler, der deltog i Tuskegee-undersøgelsen i 1960'erne, havde også været på spil i det mellemamerikanske land Guatemala i 1946-48.

Her havde han stået i spidsen for et forsøg, hvor omkring 1.500 intetanende guatemalanere med fuldt overlæg blev forsøgt smittet med syfilis, gonorré eller en tredje bakteriel kønssygdom ved navn blød chanker, som er yderst sjælden herhjemme.

Indsatte og sindssyge blev ofret

Forsøgspersonerne var prostituerede, indsatte i fængsler, soldater og sindssyge. Og der blev gjort store anstrengelser for at sikre, at de nu også blev smittet med sygdommene.

Til at starte med fik indsatte i fængsler lov til at muntre sig med smittede ludere, men med den metode gik det åbenbart for langsomt med at få smittet folk.

I stedet gik de amerikanske læger over til at hælde de sygdomsfremkaldende bakterier direkte på forsøgspersonernes penisser, på arme eller i ansigter, der først var blevet påført hudafskrabninger. I visse tilfælde blev syfilis-bakterier sprøjtet ind i rygmarven.

427 guatemalanere blev smittet med syfilis, 234 fik gonorré og 138 fik blød chanker.

Obama sagde undskyld

Meningen med forsøget var at undersøge virkningen af den nye vidundermedicin penicillin. De fleste af de smittede blev da også behandlet for sygdommene, men mange fik ikke den fulde behandling.

Guatemala-eksperimentet førte aldrig til videnskabelige resultater. I stedet blev hele affæren forsøgt mørklagt, da USA trak sig ud i 1948.

I oktober 2010 undskyldte den amerikanske regering officielt, og præsident Barack Obama kaldte eksperimentet for en forbrydelse mod menneskeheden.

Dette mørke kapitel i den medicinske forsknings historie er dog ikke helt lukket endnu, for overlevende ofre og familier til forsøgspersonerne forsøger stadig at få erstatning for de uhyrligheder, de blev udsat for. Senest blev deres krav afvist af en amerikansk domstol i juni 2012.