Ændrede politiske vaner kræver nytænkning i partierne

Det er efterhånden nærmest en kliché at påpege, at de politiske partier er i krise. Mere end noget andet kommer denne krise til syne i partiernes manglende opbakning blandt befolkningen og i faldende medlemstal.

I Danmark er antallet af partimedlemmer blandt borgerne faldet fra 7,3 procent til 4,1 procent mellem 1980 og 2008 – og Danmark er endda betydelig mindre påvirket af faldende medlemstal end andre etablerede demokratier.

Samtidig har partierne cementeret deres rolle som centrale aktører i det politiske valgsystem og demokrati, og de har formået at gøre deres langsigtede overlevelse uafhængig af støtte fra borgerne – for eksempel ved at skrive partivedtægter, der fastlægger partiernes centrale betydning for demokratiets velvære og giver dem øget adgang til offentlige midler.

Det kan have negative konsekvenser for demokratiet. For hvis partierne stort set er i stand til at fungere uden bred opbakning fra befolkningen, hvordan sikrer vi så, at deres agendaer og beslutninger forbliver lydhøre over for befolkningens ønsker?

Jeg mener, at vi er nødt til at tænke godt og grundigt over mulighederne for at genetablere forholdet mellem de politiske partier og samfundet.

En sådan overvejelse kræver, at vi først undersøger baggrunden for de politiske partiers krise: Hvorfor vender borgerne de politiske partier ryggen? Og hvordan kan partierne forholde sig til denne medlemsflugt?

\ Læs mere

Politikerlede: Når politikeren ikke svarer, og journalisten ikke lytter

Hvorfor melder partimedlemmerne sig ud?

Partiforskere har peget på en række forskellige grunde til, at de politiske partier er ved at miste fodfæstet i samfundet. I forhold til de faktorer, der påvirker den individuelle motivation for at deltage i partipolitik, kan vi pege på to overordnede teorier.

Den første understreger en idé om, at folk gradvist bliver mindre og mindre interesserede i at deltage i partipolitik, fordi de i stigende grad er blevet optaget af 'privat' eller 'individualistiske' mål og derfor generelt interesserer sig mindre for politik.

Det vil sige, at den faldende deltagelse på partiniveau kan forklares af en mere generel udvikling væk fra politisk deltagelse.

Den anden teori forklarer de faldende partipolitiske medlemstal ved hjælp af en anden udgave af moderniseringstesen

Ifølge denne logik kan vi forstå socioøkonomisk modernisering som en stigning i uddannelsesniveauet, der gør det nemmere for mennesker at træffe politiske valg.

Dette sker samtidig med, at der lægges større vægt på individets muligheder for at udtrykke sig politisk: borgerne ønsker i stigende grad at blive hørt frem for at være afhængige af politiske eliter.

Folk har ikke mistet lysten til politisk deltagelse

Der er to gode grunde til at mene, at den anden forklaring på den faldende deltagelse i partipolitik er bedre end den første.

For det første har politiske partier traditionelt været – og er stadig ofte – dybt bureaukratiske og elitedrevne organisationer. Med andre ord efterlader de politiske partiers organisationsstruktur meget lidt plads til borgernes muligheder for at udtrykke sig politisk.

For det andet er den faldende deltagelse i partipolitik de sidste årtier sket samtidig med udbredelsen af nye former for politisk deltagelse og borgerindflydelse.

Vi kan for eksempel tænke på fremkomsten af nye sociale bevægelser eller politiseringen af nye problemstillinger – såsom miljøbevægelsen eller LGBT-rettigheder – der ikke tidligere blev opfattet som centrale.

Sådanne forskydninger lader sig ikke forklare af tesen om, at faldende deltagelse i partipolitik handler om et generelt aftagende politisk engagement.

Diskussion og intern debat har fyldt for lidt

Hvis forandringer i normer og præferencer for politisk deltagelse kan forklare borgernes flugt fra partipolitik, vil det at genforene vælgerne og de politiske partier kræve, at partierne øger deres følsomhed over for selvsamme præferencer og normer. Derfor vil det være nødvendigt, at partierne revurderer deres interne beslutningstagen.

Eftersom det er voksende krav fra borgerne om at komme politisk til orde, der driver forandringerne i normer og præferencer for politisk deltagelse, vil det at øge partiernes interne demokratisering kunne skabe nye incitamenter for deltagelse.

Den strategi har mange partier allerede forsøgt sig med de sidste årtier med generelt utilfredsstillende resultater til følge.

Men det kan meget vel skyldes, at de fleste forsøg på at styrke demokratiet internt i partierne har ignoreret diskussion, debat og udviklingen af præferencer som en vigtig del af processen. De har, med andre ord, tilsidesat det, man kalder den deliberative dimension af politikken, hvor diskussion og debat er et grundvilkår.

\ Læs mere

Er verden virkelig mere demokratisk end nogensinde før?

Deliberation udvikler vores politiske holdninger

Der er tre grunde til, at politikkens deliberative dimension er vigtig, når vi taler om partireformer.

For det første kan anledningen til at debattere og diskutere politik motivere til deltagelse blandt borgere, der ønsker at komme politisk til orde.

Diskussion er åbenlyst en langt mere meningsfuld måde at komme til orde på end organisatoriske procedurer, hvor præferencer udelukkende kommer til udtryk i aggregeret form, såsom når vi stemmer.

For det andet giver deliberativt demokrati mulighed for at udvikle individuelle præferencer. Dette forekommer især vigtigt, hvis jeg har ret i, at borgerne i dag både har lyst og evne til at udvikle egne præferencer, der ikke blot kan reduceres til deres socioøkonomiske status.

Hvis partierne gerne vil imødekomme dette nye aspekt ved kravet om politisk deltagelse, må de levere konkrete muligheder for, at borgerne kan udvikle og fintune deres politiske holdninger.

Dette er netop potentialet ved intern demokratisk deliberation i partierne: det tillader borgerne i fællesskab at udveksle politiske holdninger og dermed definere og skærpe deres egne politiske holdninger.

For det tredje er det vigtigt at bide mærke i, at demokratiske partimodeller, der bygger på afstemninger, ofte har en umyndiggørende virkning på partimedlemmerne.

Det er der bredt belæg for i den empiriske forskning (se f.eks. her, her og her): Når partimedlemmer kun har mulighed for at stemme om spørgsmål, som partiets ledelse har besluttet at tage op, og ikke har mulighed for selv at bidrage med forslag, er det nemt for partieliten at manipulere en beslutningsproces, der ellers formelt set er demokratisk.

Risikoen for, at det sker i en deliberativ demokratisk partimodel, hvor medlemmer har lov til at udvikle og promovere deres egne politiske dagsordner, og hvor de kan holde partieliten i skak ved at stille spørgsmålstegn ved deres beslutninger, er langt mindre (se her og her).

Hvordan ser et deliberativt parti ud?

Spørgsmålet er, hvordan et deliberativt parti rent faktisk ser ud i praksis? Selvom det er umuligt at designe en model, der kan løse krisen i ethvert tænkeligt parti, kan vi alligevel påpege tre institutionelle retningslinjer.

1. Giv større indflydelse til lokale partigrupper. Lokale partigrupper repræsenterer 'grundstenen' for det deliberative demokrati internt i partierne. Det er her, at aktive og engagerede partimedlemmer mødes regelmæssigt for at diskutere politik med hinanden, og det er et helt naturligt sted at starte, hvis man ønsker at blive politisk aktiv i et parti.

Derfor spiller de lokale partigrupper en helt central rolle i forsøget på at genetablere forholdet mellem borgerne og partierne og udbrede en partipolitisk inkluderende form for deliberation.

En måde, hvorpå man kan styrke partigruppernes rolle, er ved at give dem en større grad af indflydelse, for eksempel ved at overlade flere beslutninger til dem og give dem ansvar for vigtige deliberative opgaver.

2. Introducér funktionsspecifikke fora med henblik på at understøtte det deliberative demokrati internt i partiet.

En helt konkret måde at øge partigruppernes indflydelse er ved at invitere medlemmerne til at deltage i funktionsspecifikke fora: rum for diskussion og debat, der tillader medlemmerne at udvikle kollektive løsninger på specifikke problemstillinger.

Det australske arbejderparti har forsøgt noget lignende med introduktionen af politiske handlingsgrupper.

Disse grupper er organiseret omkring specifikke problemstillinger og modtager økonomisk støtte og ressourcer fra partiet, men samtidig har de ret til at kalde til forsamling, skabe politiske fora og sende forslag om politiske tiltag til partikonferencen.

3. Styrk ledelsens ansvar for deliberativ demokratisering i partierne.

Et andet vigtigt aspekt ved deliberativt demokrati i partierne handler om partimedlemmernes mulighed for at tale med de medlemmer af partiet, som de har overdraget magten til.

I et parti med tilstrækkeligt deliberativt demokrati vil medlemmer kunne deltage i formålsbestemte fora, hvor de regelmæssigt vil kunne debattere med partiets ledelse og politiske repræsentanter.

Her vil de kunne stille spørgsmål og foreslå tiltag og på denne måde finde ud af, i hvor høj grad de ser sig selv som værende i overensstemmelse med partiet, eller om grundlaget for deres alliance har ændret sig.

Det vil utvivlsomt kræve stor politisk vilje og en vis forsøgsvillighed, hvis sådanne institutionelle reformer skal blive til virkelighed. Men det betyder ikke, at det er umuligt.

Det britiske arbejderparti, under ledelse af Jeremy Corbyn, er et eksempel på, at selv meget veletablerede partier kan opnå systematisk demokratisering nedefra og op (se her og her for to studier om Corbyns demokratiseringsproces).

Og hvis vores tese omkring, hvor vigtigt det er at udvikle partiernes interne demokratiske proces holder, burde langt flere partier følge denne model.

\ Læs mere

Vi stemmer på varme og imødekommende politikere