By-forsker: Fede mennesker er den nye underklasse

Klaus Eskelund fra Syddansk Universitet, du kigger i din afhandling på, hvordan moderne byer har udviklet sig. Du fokuserer på motionsvaner og på samspillet mellem krop og arkitektur gennem 400 års byudvikling - og beskriver, hvordan byer former sig ud fra idealer i den 'rekreative' klasse; den, som styrer udviklingen.

Hvad skal vi bruge din beskrivelse til?

»Til at blive klogere på verden og til at stoppe op og se bagud og se, hvor vi kommer fra, i forhold til hvor vi er på vej hen, og hvilke idealer, der overordnet styrer udviklingen.«

Hvordan er det lige, vi bliver klogere på verden af en langhåret gennemgang af 400 års byudvikling?

»Til enhver samfundsudvikling hører en skyggeside, en bagside af medaljen. Vi udvikler havnefronter, generobrer områder fra tung industri og skaber en masse liv mellem husene, og det lyder alt sammen meget positivt.«

»Men der er også nogle eksklusionsmekanismer i den udvikling. Man skubber nogen længere og længere væk fra de hotte, attraktive bymidteområder og ud i f.eks. socialt boligbyggeri i byens udkant. Der sker en slags omvendt ghettoficering.« »Bymidter bliver fyldt med den rekreative, smarte klasse - dem, der formår at tage vare på egen sundhed - og alle livsstilsproblemerne forsvinder umiddelbart ud af bybilledet, men de figurerer stadig i sundhedsstatistikkerne. Min påstand er, at det er man ikke særlig opmærksom på.«

'Urbs (re)creans - mellem fast og flydende modernitet'; var det den bedste titel, du kunne finde, eller har du bevidst valgt noget, som ingen ville synes var interessant?

»Den er meget rammende, for i titlen ligger et ordspil mellem det kreative og rekreative. Det kobler sig til de senere års store fokus på den kreative klasse som vækstmotor.«

»'Urbs (re)creans' er latin for den (re)kreative by. 'Mellem fast og flydende modernitet' knytter sig til en bredere samfundsanalyse. Vi er gået fra en fast form for modernitet, som slutter med 68-oprørets store flip. 1970 ser jeg som skilleåret til det, som nogen kalder sen-modernitet eller postmodernitet, men som jeg foretrækker at kalde flydende modernitet.«

»Det flydende er en god metafor for, hvad der er på spil. Jeg bruger et billede på, at den moderne, succesfulde, rekreative borger bruger byen i både arbejde og fritid som et hav, der kan surfes på; et billede, der er hentet fra parkour-udøvere (se video herunder), der betragter sig selv som city-surfere, men det er et billede, man kan bruge meget mere vidtgående.«

»Jeg spiller meget på billedet af, at vi i løbet af det sidste halve århundrede er gået fra et fasttømret disciplinsamfund til et flydende, projektsamfund, og at det har udløst en ny social ulighed, hvor mange har svært ved at leve op til tidens diffuse krav om f.eks. ansvar for egen sundhed. Og den tunge ende vender nedad. De fitte er den rekreative klasse, der søger mod byens midtpunkter, og fede er en ny underklasse, der gemmer sig i udkantsområderne - lidt sat på spidsen.«

Parkour-klip fra Luc Bessons film 'Banlieue 13':

Du uddanner dig inden for arkitektur. Hvorfor laver du så ikke noget om huse?

»Det har med byen at gøre. Min afhandling er ikke arkitektur-analytisk i traditionel forstand. Mit perspektiv er samfundsudvikling med byen som fokus, og den består nu engang af huse og rum.«

Hvorfor ikke finde ud af, hvem der byggede pyramiderne eller selv bygge verdens højeste skyskraber? Hvor fedt er det at kigge på bygninger fra 1600-tallet?

»Jo, men det handler heller ikke så meget om bygninger fra 1600-tallet. Jeg kigger på 400 års byhistorie med særlig fokus på de sidste 40 år. Jeg startede med bare at ville kigge på perioden fra 1970 og fremad, men jeg måtte trække længere historiske spor for bedre at kunne se nutiden.« »Det her er hele historien om den tidlige industriby, der vokser voldsomt og kaotisk og producerer hygiejne- og sundhedsproblemer, til funktionalistisk byplanlægning i starten af 1900-tallet, der forsøger at råde bod ved lys, luft og renlighed; en udvikling, der i høj grad kan ses som en rekreativ flugt fra byens kaotiske midte ud mod det grønne og sunde forstadslandskab, hvor man begynder at dyrke regelmæssig motion i faste, forpligtende og disciplinære rammer.«

»Og så gør jeg meget ud af at følge den tendens fra ca. 1980'erne og fremefter, hvor bymidten igen bliver in, og man søger derind, bl.a. i og med at den tunge industri flytter ud. Her begynder man så at dyrke mere motion på egen hånd og i mere flydende, uforpligtende og projektagtige rammer. Det er en lang historie, der er svær at gøre kort, men den bygger på en løbende samfundskritik, der skaber grobund for en nyudvikling.«

»Rent arkitektonisk er det samtidig et skifte fra nyklassicistiske søjlegange og heroisk dyrkelse af kroppen til demokratisering af idrætsbyggeriet i velfærdsstatens højtidsperiode, hvor man bygger limtræsbuehaller i massevis ude i forstæderne - og i den seneste tid til bygninger præget af store glaspartier, hvor synligheden og iscenesættelsen af den bevægende og fitte krop er meget stor.«

Arkitekter lever jo totalt i deres egen verden. Har du nogensinde fået et normalt tænkende menneske til at synes, at dit arbejde lyder spændende eller bare forståeligt?

»Nu er jeg ikke selv arkitekt, men idræts- og statskundskabsuddannet. Men hvis du spørger til, om jeg generelt møder forståelse for mit arbejde uden for forskningsverdenen, så må jeg svare ja. Emner som byudvikling, fedmeepidemi og fitnesskultur interesserer mange mennesker.«

Ville det ikke være federe at afsløre et nyt gen eller opfinde en ny mobiltelefon eller noget andet, man rent faktisk kan bruge til noget?

»Jo, måske. Jeg vil da også gerne indrømme, at det har slået mig undervejs, i hvilken grad det her med at beskrive verden kan anvendes til noget fornuftigt.«

»Men det kommer an på perspektivet, for jeg vil sige, at formår man at lave en god beskrivelse af verden, så er første trin også taget i forhold til at kunne forandre den. Større klarhed over, hvilke idealer der styrer samfundet, skaber større mulighed for forandring. Det må være legitimeringsargumentet for mit arbejde.«

»Det får mig til at tænke på Jack Nicholson i filmen 'As Good As It Gets', hvor han spiller en person med en masse neurotiske træk, som er inde i en personlig krise. Som svar på sin psykiaters beskrivelse af, hvad han fejler, siger han anklagende: 'I am drowning here and you are describing the water!'«

»Pointen med afhandlingen er, at det faktisk kan være ret gavnligt at beskrive det vand, man drukner i. Måske et mere nuanceret blik og en mere veludviklet samfundskritik kan gøre, at 'de druknende' - den nye underklasse - kan ride med på bølgen i fremtiden.«