Enebørn er forkælede, selvoptagne og isolerede. Lyder det udsagn bekendt? Så er det måske fordi, det er en udbredt fordom.
Psykologer fra Estland har i et forsøg interesseret sig for fordommene om enebørn, og om børn vokset op uden søskende virkelig også er forskellige fra folk, der har måttet dele forældrenes opmærksomhed med en flok søskende.
De estiske forskere mente på forhånd, at både psykologer og almindelige mennesker forventer, at enebørn som voksne gennemgående er mere selvoptagne og egoistiske samt ensomme og isolerede end de, der er vokset op med en eller flere søskende.
For at teste om disse fordomme virkelig findes, bad forskerne først 200 studerende om at forestille sig, hvilken personlighed en ukendt person ved navn NN havde. De studerende fik forelagt en lille historie om NN, som i vage vendinger beskrev nogle træk af denne persons opvækst og studietid.
Selvoptagne og ensomme
Der var to udgaver af historien, og de var næsten helt ens; den eneste forskel var, at NN i den ene historie var vokset op som enebarn, og i den anden historie var NN vokset op med to søskende.
De 200 forsøgspersoner skulle så gætte på NNs personlighed ud fra den noget korte (og intetsigende) historie. Konkret skulle de score NN med hensyn til en lang række personlighedstræk. Der var i alt 30 personlighedstræk, og på ikke mindre end 23 af disse 30 træk blev NN bedømt temmelig forskelligt afhængig af, om han var enebarn eller ej!
\ Fakta
Mange af disse forskellige bedømmelser afslørede netop den omtalte fordom om enebørn, som selvoptagne, egoistiske og ensomme.
Holder fordommen?
Efter således at have fået en nærmest overvældende bekræftelse på hypotesen om udbredte fordomme over for enebørn gik forskerne videre og undersøgte, om denne fordom var rigtig eller forkert.
En fordom betyder jo egentlig en 'dom på forhånd', altså inden man rigtig ved noget om vedkommende, og denne 'for-dom' kan jo være både rigtig og forkert. Det ligger dog i den almindelige, psykologiske brug af ordet 'fordomme', at det er forkerte fordomme og som regel negative fordomme. Hvis man kun troede om enebørn, at de var mere intelligente end andre, ville det også være en 'for-dom'. Man vil dog nok kun anvende ordet 'fordom' i dagliglivet, hvis det er negative for-domme, som f.eks. at enebørn er egoistiske.
Egen bedømmelse
For nu at undersøge om den temmelig negative fordom om enebørn, der fremgik af den første undersøgelse, var holdbar eller ej, bad forskerne 725 yngre personer om at udfylde det samme personlighedsskema som i den første undersøgelse, men denne gang skulle de bedømme sig selv på de 30 forskellige personlighedsskalaer.
Ud af de 725 personer, var de 81 vokset op som enebørn, og da man sammenlignede svarene for disse 81 personer med resten, viste det sig, at der ikke på en eneste af de 30 skalaer var en gennemsnitlig forskel fra selvbedømmelsen i den store gruppe af unge, der var vokset op blandt søskende!
De estiske forskere mener derfor, at man med rette kan stemple det som en fordom (altså en forkert og negativ bedømmelse af en gruppe mennesker), når så mange tror, at enebørn i gennemsnit er mere egoistiske, selvoptagne og ensomme end andre.
Lavet i samarbejde med Det Samfundsvidenskabelige Fakultet ved Aarhus Universitet. Artiklen har tidligere været bragt i Forskningsnyt fra Psykologi






























