Darwin forklarer Draculas fascinationskraft

Draculas hugtænder og heksens gule øjne har intet at gøre med fortrængte seksuelle fantasier, kastrationsangst eller penismisundelse. Fænomenerne vækker gru, fordi de minder os om rovdyrene på den afrikanske savanne.

Det hævder Mathias Clasen, cand.mag. i engelsk og videnskabshistorie og en af de få danske eksperter i 'litteraturdarwinisme'. Han sætter den gode gamle litteraturanalyse, sådan som vi kender den fra skolen, overfor en ny udfordring.

Med evolutionens fader Charles Darwin i spidsen, gør han op med vores forsøg på at tolke skønlitteratur, film og andre kunstarter som et sammensurium af symboler.

»Når barnet oplever en angstfølelse ved at høre om en heks eller en drage i et eventyr, er det fordi, menneskebarnet rent biologisk er programmeret til at frygte alt, hvad der minder om et rovdyr,« siger Mathias Clasen og forklarer:

»Alle, der kender til små børn, ved, hvor svært det er at lære dem, at de ikke må stikke strikkepinde i en stikkontakt, eller at de skal passe på, når de går ud i trafikken. Til gengæld er der ingen problemer, når det drejer sig om at forklare et barn, at det skal være påpasseligt med hunde. Det ved barnet godt selv, fordi det er barnets natur at være på vagt overfor rovdyr,« siger litteraturdarwinisten.

Kunst pirrer biologiske instinkter

Teorien, der opstod i USA i starten af 1990'erne, tager afsæt i ideen om, at al litteratur og kunst i et eller andet omfang handler om mennesket som biologisk væsen.

»Litteratur er skrevet af mennesker, til mennesker, og det handler stort set altid om mennesker. Set i dét lys giver det god mening at trække på de indsigter, der ligger i den darwinistiske udviklingslære eller i evolutionspsykologien. Simpelthen fordi kunst forsøger at pirre nogle biologiske instinkter, der har rødder tilbage til dengang, hvor mennesket var ét dyr blandt mange andre,« siger Mathias Clasen.

Kønsroller har rod i biologien

Han stiftede bekendtskab med evolutionspsykologien i 2001. Her fulgte han faget humanistisk videnskabsteori på Aarhus Universitet og opdagede snart litteraturdarwinismen.

»Jeg blev med det samme fanget af det, jeg hørte. I den litterære darwinisme tolker man skønlitteraturens figurer bogstaveligt - altså som biologiske væsener - og ikke kun som symboler. Det åbner for nogle helt nye fortolkningsmuligheder,« siger Mathias Clasen.

Han fremhæver i den forbindelse, at litteraturdarwinismen - med sit afsæt i naturvidenskaben - åbner for en mere statistisk tilgang til litteraturstudiet, som længe har været forkætret indenfor området. Det er en tilgang, der ifølge litteraturdarwinisterne kan bidrage til at aflive nogle sejlivede forestillinger om, hvorfor visse typer historier er konstrueret, som de er.

Ny forklaring på folkeeventyrets kønsroller

»Hvis vi ser på eventyrene, hedder det indenfor visse litteraturteorier - især de feministiske - at eventyrene er udtryk for en vestlig, patriarkalsk tankegang: Manden fremstilles som en arketype på den stærke og aktive, hvorimod kvinden er den underdanige og passive. Forklaringen synes egentlig at være ok, men kaster man et kvantitativt, litteraturdarwinistisk blik på eventyrene, viser der sig et helt andet billede,« fortæller Mathias Clasen.

Han peger på en stor, statistisk eventyr-undersøgelse, foretaget af den amerikanske litteraturdarwinist, Jonathan Gottschall, der indsamlede og analyserede 1400 folkeeventyr fra alverdens kulturer rundt om på kloden. Resultatet var bemærkelsesværdigt.

»Gottschalls undersøgelse viste, at folkeeventyrets tydelige kønsforskelle går på tværs af alle kulturer. Forklaringen på, at manden er den aktive, mens kvinden er den passive, skal altså ikke søges i et bestemt vestligt verdensbillede, men snarere i rent biologiske kønsforskelle,« siger Mathias Clasen.

Horror-film bugner af rovdyr

For Mathias Clasen har interessen for litteraturdarwinisme været med til at forklare hans årelange fascination af horror-genren. Han forenede ligefrem de to emner - horror og litteraturdarwinisme - i sit speciale, der fik titlen "Darwin & Dracula". »Når man kaster et darwinistisk blik på horror-film, finder man ud af, at de nøjagtig ligesom eventyrene bugner med monstre og andre figurer, som minder os om rovdyr. Jeg synes, det er interessant, at man som bymenneske - det er nemlig hovedsageligt bymennesker, der ser horrorfilm - kan reagere så stærkt på noget, der i dagligdagen ikke udgør en reel fare,« siger Clasen og forklarer:

»Det hænger sammen med, at den menneskelige hjerne aldrig helt har forladt savannen og den tid, hvor der var god grund til at frygte alt muligt. Vi er fra naturens hånd udstyret til at være særligt opmærksomme på dyr.«

Udfordrer vores angst

For litteraturdarwinismen er der intet selvmodsigende i, at mennesket søger de områder, det frygter ved for eksempel at se horror-film. Også her skal forklaringen findes i biologien.

»I lighed med andre pattedyr, er vi født med en evne til at lege og udforske vores følelsesmæssige repertoire. Når kattekillinger eller abeunger slås for sjov, er det for at træne nogle færdigheder, de skal bruge senere i livet. Det samme kan man ikke sige om mennesket. Vi har udviklet os til at blive et kulturelt dyr, men vi bærer stadig rundt på nogle rent biologiske mekanismer. Disse urtilstande - heriblandt angsten for rovdyrets tænder - prøver vi at blive kloge på gennem litteraturen og filmen.«